Leder

Gå af

Anders Fogh Rasmussen (V) ville gøre sig selv, sit parti og Danmark en stor tjeneste ved at meddele, at han nu går af som statsminister
2. april 2009

Anders Fogh Rasmussen (V) ville gøre sig selv, sit parti og Danmark en stor tjeneste ved at meddele, at han nu går af som statsminister. I ugevis har han foregivet ikke at være kandidat til posten som NATO's generalsekretær, mens han selv og store dele af embedsværket har arbejdet på højtryk for at gøre hoserne grønne i det øvrige NATO. Forløbet har været pinagtigt og langstrakt og skuespillet ringe. Seneste forlydender er, at afgørelsen kan trække ud i flere uger på grund af den tyrkiske modstand, og at det ikke er givet, at NATO-topmødet i slutningen af ugen vil bringe nogen afklaring. Det vil sige, at magttomrummet og handlingslammelsen i toppen af regeringen vil fortsætte en tid endnu.

Derfor er det på tide at sige stop. Danmark befinder sig i en alvorlig økonomisk krise, og sagen om NATO-posten har trukket så længe ud, at ingen længere tror på, at der er en mulighed for Anders Fogh Rasmussen for at vende tilbage til dansk politik. Han har sat sig op i en båd, der stille og roligt driver fra land, og alle fortøjninger til det danske statsministerium er nu ved at være sluppet. Derfor vil det mest anstændige for landet og det mest respektfulde over for det embede, han beklæder, være, at han nu meddeler sin afgang og overlader Statsministeriet til sin efterfølger - med den begrundelse, at han nu vil hellige sig sit kandidatur på den internationale scene. Det er uværdigt for en regeringsleder dag efter dag at skulle tale i tunger og gemme sig for pressen, imens magten siver fra ham dag for dag. Som en anonym venstremand for nylig malende beskrev det i Berlingske Tidende, så har alle omkring ham for længst "vendt bedetæpperne mod Lars Løkke Rasmussen."

Fogh Rasmussens afgang som statsminister er ikke - selv om man kunne tro det - et resultat af, at NATO-posten nu er ledig. Hans afgang og dermed generationsskiftet i Venstre og regeringstoppen har længe været nedfældet i statsministerens politiske drejebog. Al erfaring viser, at statsministre efter otte til 10 år på posten er slidt ned i vælgernes øjne. Danmarks politiske historie er fyldt med statsministre, som ikke forstod at forlade magten i tide, faktisk er det kun sket én enkelt gang, at en statsminister har gennemført et generationsskifte, mens han sad på posten. Det var, da socialdemokraten Jens Otto Krag overlod Statsministeriet til Anker Jørgensen i 1972. Resultatet af den manglende indsigt i egne begrænsninger har hver gang været et systemskifte, hvor oppositionen har taget over. Det skete for Anker Jørgensen, det skete for Poul Schlüter, og det skete for Poul Nyrup Rasmussen. Men det vil ikke ske for Fogh Rasmussen. Han ved godt, at hans dage er talte, og at han vil få aldeles svært ved at vinde endnu et valg om to et halvt år. Det er det faktum, der er bestemmende for magtskiftet og ikke et tilfældigt internationalt topjob. Derfor er det logiske, at Fogh hurtigst muligt meddeler sit kandidatur og går af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu