Revolutioner i Danmark har det med at komme snigende. Danskerne har det bedst sådan - med de langsomme forandringer, de stille revolutioner - og sådan en er de ændringer af sundhedsvæsnet, som sker i disse år. Som Information har dokumenteret i en artikelserie, er adgangen til sundhedsvæsnet ulige fordelt mellem dem, der har en sundhedsforsikring og ressourcerne til at sno sig igennem sundhedsbureaukratiet, og så alle dem der ikke har. Der er over et årti skabt en ny ulighed, som synes uundgåelig, men som det tilsyneladende tager tid at acceptere, og imens lader nogle politikere, som om den ikke er der. Og de, der kritiserer den - oppositionen - har ikke noget bud på systemer, der kan gøre det bedre.
Privathospitalerne er gennem en årrække blevet favoriseret af fradragsberettigede sundhedsforsikringer, en stor politisk velvilje og høje offentlige såkaldte DRG-takster. Regeringen forsvarer udviklingen med, at det skaber dynamik og konkurrence mellem det private og offentlige til gavn for alle. Konkurrencen fra de private hospitaler og de forsikringsordninger, som er med til at finansiere dem, er så at sige blot et styringsmæssigt redskab, der skal medvirke til at effektivisere det offentlige sundhedsvæsen. Og der er ingen tvivl om, at den virkning har været der. Men en ikke uvæsentlig sideeffekt er, at adgangen til behandling, som det står i sundhedsloven, ikke længere er fri og lige. Da Information for nylig interviewede sundhedsminister Jakob Aksel Nielsen om netop dette fænomen, veg han uden om og nægtede at anerkende præmissen om, at forsikringerne er med til at skabe en ulige adgang.
Og det er netop her, kernen af problemet ligger. Som Jørgen Søndergaard, direktør i det nationale forskningscenter for velfærd, SFI, sagde for nylig om privatiseringen af velfærden: "Det er noget, der knopskyder af sig selv, uden at det er et led i en gennemtænkt plan." Et offentligt universelt sundhedsvæsen med fri og lige adgang, som vi kendte det tidligere, er en uregerlig størrelse. For hvem sætter standarderne, og skal alle tilbydes alle behandlinger altid? I takt med at vi kan behandle mere og mere og med større og større ekspertise, og forventningerne til et langt liv i sundhed og uden symptomer bare stiger og stiger, kan et sundhedssystem med gratis og lige adgang til alle slet ikke følge med. Derfor er der meget logik i at skabe ikke bare konkurrence, men også en niveaudeling, så de, der har tegnet en forsikring får en særlig adgang til dele af sundhedsvæsnet. Men det er der bare ikke et eneste parti i Folketinget, der tør sige højt. I stedet lader man som om, at den hjemløse og bankdirektøren har samme mulighed for at blive behandlet for ondt i ryggen på aller højeste niveau. Det er løgn og et selvbedrag uden sidestykke, som endda er skrevet ind i noget så højtideligt som lægeløftet: Læger er forpligtet til at behandle alle rig som fattig på lige fod. Hvilket hykleri.
I Danmark har vi en lang tradition for at gennemføre reformer i takt med, at de eksisterende systemer ikke længere er holdbare. Det har været med til at gøre det danske samfund fleksibelt og bæredygtigt i konkurrencen med andre. En af de største landvindinger i den retning er gennemførelsen af arbejdsmarkedspensionerne i slutningen af 80'erne. Det danske pensionssystem anses i dag for at være et af de mest robuste i Europa. Men det er også et af de mest privatiserede. Det består af en universel del finansieret over skatten nemlig folkepensionen, som for en dels vedkommende er inkomstreguleret, en obligatorisk opsparing, som er ATP og arbejdsmarkedspensionerne, og så en privat del, som er individuelle kapital- og ratepensioner. Kunne man forestille sig et lignende system overført på sundhedsområdet? En basal skattefinansieret garanti for behandling af høj kvalitet for langt de fleste sygdomme, dertil en obligatorisk overenskomstbestemt sundhedsforsikring, som giver adgang til flere behandlinger og ekstra ydelser ud over det basale niveau - og så en mulighed for dem, der har råd til at forsikre sig til royal treatment og kurophold ved rivieraen, hvis det er det, de vil.
Er det et ulige system? Det er der vist ingen tvivl om, sammenlignet med intensionerne i det nuværende. Ligesom der er forskel på den højtlønnede med kapitalpension og pensionisten, som kun har sin folkepension. Til gengæld er det skitserede ærligt og gennemsigtigt, og det er robust, og måske vigtigst af alt: En tilbagevenden til et sundhedsvæsen, der kan alt, altid, for alle, er ikke muligt - og har næppe heller nogensinde eksisteret. Det er nemt at kritisere det nuværende system for at være ulighedsskabende, sværere er det for sundhedsministeren at blive ved med at benægte, at det er det. Men allersværest er det for oppositionen at fortsætte med at kritisere uden at kunne sætte noget i stedet. Hvordan vil Socialdemokraterne og SF indrette sundhedsvæsnet og resten af den offentlige sektor og tackle styringen af den? Det er måske det vigtigste spørgsmål, de to partier skal svare på, hvis de skal overtage regeringsmagten.
