Leder

Den nye klassekamp

Debat
1. maj 2009

Når syv ud af 10 danskere mener, at der er betydelige klasseskel i det danske samfund, og langt over halvdelen mener, at der er brug for politiske partier, der bekæmper klasseskellene, tyder det på at der stadig er noget at kæmpe for på sådan en solbeskinnet 1. maj. Det tyder på, at der i befolkningen er en stærk oplevelse af ulige livsvilkår og ulige muligheder i det velfærdssamfund, som indkomstmæssigt er det mest lige i hele verden, og som siden 1960'erne har set det som sin fornemste opgave at omfordele til fordel for de svageste i samfundet. Selv om de klassiske skel mellem arbejdere og kapitalister virker antikvariske og udviskede på det moderne arbejdsmarked, så opleves klasserne og kløfterne mellem dem altså lyslevende. Selv om der unægteligt er noget museumsagtigt over fejringen af 1. maj som en kampdag, og de røde faner, de socialistiske sange og flammende taler hører en anden tid til, så har klasserne blot antaget andre former. Det moderne postindustrielle samfund producerer tilsyneladende en systematisk ulighed, som kun bliver mere tydelig, i takt med at individualiseringen tager til. Og den har ikke kun en teoretisk karakter opfundet af samfundsvidenskabelige lektorer, den står lysende klart for en meget stor del af befolkningen.

Som det ofte er beskrevet har den nye ulighed en anden karakter, skellene er anderledes og relaterer sig ikke entydigt til det, Karl Marx kaldte for produktionsmidlerne. Kløfterne er i mindre grad økonomiske, men står mellem dem, der har ressourcerne, evnerne og mulighederne for at manøvrere og overleve i et kompliceret samfund og udnytte de fordele, som globalisering, ny teknologi og en styrket individualitet giver, og så dem, der ikke har. Det er de traditionelle livsformer og værdier over for de moderne. Og netop den nye klassekamp er sprængfyldt med konflikter, som både venstrefløjen og fagbevægelsen har haft svært ved at identificere og tackle. Det har til gengæld Dansk Folkeparti, som med en populistisk tilgang har formået at få godt tag i den underprivilegerede klasse. Modstanden mod indvandring, mod EU og mod eliten er en del af den kamp, som Venstre og Anders Fogh Rasmussen allierede sig med i 2001. Først nu er de traditionelle klassekæmpere på venstrefløjen ved at genvinde fodfæstet godt hjulpet på vej af en international økonomisk krise og den rene markedsøkonomis dalende popularitet.

For i takt med, at finansmarkedernes uansvarlighed og 1990'ernes og nullernes ekstreme overforbrug rulles op, er det, som om de gamle traditionelle modsætninger genoplives. En særlig klasse har levet overmåde godt af arbejdsfri gevinster - eller gammeldags profit om man vil. Når den ene fyringsrunde i dag afløser den anden, og almindelige lønmodtageres værdier svinder ind, kastes ansvaret naturligt på den umiddelbare årsag - en ublu finansiel klasse, som har boltret sig i jaguarer, diamantringe og gearede investeringer - hjulpet på vej af årtiers tyrkertro på, at markedets usynlige hånd kunne styre alt på bedste vis.

I kølvandet på den finansielle nedsmeltning fulgte en økonomisk krise, som vi endnu ikke har set dybden af. I går blev de nye danske ledighedstal offentliggjort, og de kunne afsløre den største stigning fra en måned til den næste siden 1988. Ledigheden er steget med knap 80 procent siden juni sidste år, og den vil fortsætte med at stige en rum tid endnu. Samtidig, som Information kan fortælle i dag, er indvandringen af østeuropæisk arbejdskraft ved at udhule de danske løn- og arbejdsvilkår for de lavest uddannede. I dag udløber den overgangsordning, som Danmark og en række andre lande fik i forbindelse med udvidelsen af EU i 2004, og det betyder, at det bliver langt sværere at sætte ind over for vikarer og løsarbejdere, der underbyder de danske overenskomster. Spørgsmålet er, om fagbevægelsen fortsat har de muskler og den opbakning, der skal til for at tage kampen op og få gennemtrumfet overenskomster på de arbejdspladser, som fremover vil kunne vælge og vrage mellem ufaglærte, der er villige til at arbejde for en langt lavere løn. Det er traditionel arbejdskamp og traditionel klassekamp, med mindre man som Dansk Folkeparti vælger at se indvandringen og de nye østarbejdere som modstanderne.

For det er lige præcis dér, den nye værdibaserede klassekamp tager fejl - den opstiller falske modsætningsforhold mellem den ene og den anden gruppe af lønmodtagere, mens modsætningerne i virkeligheden er de klassiske. Således er svaret på dårlige arbejdsforhold som følge af udenlandsk arbejdskraft ikke at lukke grænsen eller at melde sig ud af den europæiske union, men at regulere arbejdsmarkedet, så virksomhederne er nødt til at betale den overenskomstfastsatte løn. Og svaret på ringe integration af indvandrere er ikke at føre dem endnu længere ud i fattigdom, men at stille krav til dem og de virksomheder, som skal ansætte dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

BW: "Således er svaret på dårlige arbejdsforhold som følge af udenlandsk arbejdskraft ikke at lukke grænsen eller at melde sig ud af den europæiske union, men at regulere arbejdsmarkedet, så virksomhederne er nødt til at betale den overenskomstfastsatte løn."
BW ved præcist, at EU forhindrer det danske aftalesystem i at fungere. BW ved præcist, at der i DK ikke er tradition for at regulere arbejdsforhold med national lovgivning.
BW undgår i enhver sammenhæng med larmende tavshed at omtale og beskrive EU som det, det er:
- Frihandel,
- kasinoøkonomi,
- institutionaliseret monetarisme,
- tilbagerulning af statens rolle,
- økonomisk diktatur,
- social dumping,
- alt andet end demokrati,
- flommefede bureaukraters mekka (hvor modsigende de end lyder i forhold til projektets egentlige karakter), en landbrugspolitik, der sigter ensidigt på at bestikke de traditionelt mest nationalistiske kredse, nemlig landbefolkningerne og landbruget her ude (budgettet er er for mere end halvdelens vedkommende brugt på denne form for bestikkelse),
- økonomisk vækst for vækstens skyld på bekostning af udlandet, den tredje verden og omverdenen/miljøet/den menneskelige og umenneskelige natur,
- fremmelse af kapitalværdiernes opformering for enhver pris, så optimal strukturbetinget arbejdsløshed som muligt, dvs. ca 1, 6 million i DK, ...

Således er svaret fra BW, at der ikke er noget svar, for svaret er et tabu, et knæfald for den herskende orden, hvor det eneste argument der er tilbage, er afmagtens ubevidste ”ikke svar”. Tabuet står tilbage som det udtalte forbud mod at sige nej til lortet. Tabuet gælder som forbudet mod at indrømme, at vi ikke gør hverken os selv, østlandene eller ulandene nogen tjeneste ved at stjæle deres arbejdskraft. At monsteret måske er gigantisk, men det bliver ikke bedre af at vi bøjer os for det. BW vil ikke stå uden for. Han kan ikke stå selv.

Peter Hansen

Lad os få arbejdsmarkedet styret ved lov som i civiliserede lande, så kan liberalisme og konservatisme ikkeskjule deres politiske mål om at skabe ulighed ved at forære de samfundsskabte værdier til en lille klasse af rigmænd. Hvis folketingsflertallet bestemmer vilkårene for lønmodtagerne, får vi aldrig igen en asocial, borgerlig regering.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Havde Børge Outze og Erik Seidenfaden viden om denne artikel så ville de rotere i deres grav.

Henning Ristinge

Smukt scoret BW - de klassiske modsætninger lever stadig omend på en ny måde - og de er endog meget stærkt live på det globale plan hvor modsætningerne i bund og grund er de klasiske.

Og du har fuldskommen ret - svaret er ikke at genoprette den nationale borg og gemme sig bag murerne på samme. EU er med den globale - kommet for at blive og bør og skal bruges som en ny politisk slagmark.

Den globale sociale slagside og de grønne værdier er to poler som burde mobilisere skabelsen af en ny international venstrefløj

At efterhånden som det går op for selv mange af de højtudannede akademikere ( de af dem som ikke rigtigt scorer kassen trods deres høje udannelser ) at en af de beklagelige forskelle imellem intellektuel kapital og almindelig kapital, er at den førstnævnte kun såre sjældent kan virke som almindelig ( dvs.: rigtig ) kapital; så vil også de indse at det kun er på overfladen at der synes at være sket en forandring bort fra den klassiske kapitalisme.
( Såvidt jeg husker har selveste IBM's øverste chef udtalt: At ham bekendt er der ikke kommet nogen ny slags økonomi - men et eller andet skal pressen jo skrive om ).

Steen Rasmussen

Henning Ristinge

Det er bare det sædvanlige lille ”symbolsk-analytiske” trick, du giver udtryk for, når du forsøger på at reducere den argumenterende modstand mod monsteret til grim nationalisme. I stedet for at se på argumenterne så overtager du BEW´s ”ikke argumenter” og maler billeder.

Henning Ristinge

Nej der er ikke noget symbolanalyse i det kære Steen - du og dine meningsfæller er bare ude på et national-beskyttende skråplan - men det der 'socialisme i et land sludder (som ikke er eller nogensinde var andet end fernis over noget deer reelt er nationalisme) har jo hærget den danske venstrefløj i flere årtier - ikke mindst siden 72

Men det blive det stadigvæk ikke mere rigtigt af - det var baseret på en fejlanalyse fra første færd

Henning Ristinge

symbolistisk nonsens med besynderlige påstande om at EU forfatningen skulle være mere 'kapitalistisk' end de nationale (f.eks Danmarks egen) - kan man deriod læse en masse af i skrifter fra 'såkaldte' venstreplatforme i norden især.

Steen Rasmussen

Henning Ristinge

Mine udfald mod Ínformation, BEW og EU er efterhånden mangfoldige.

Jeg bilder mig ind, at jeg står uden for det helt traditionelle højre/venstre billede, som præger det ideologiske landkort. Hvis man mener, at kunne anbringe mig i den grimme afdeling for almindelige fremmedhadere og nationalister, ja så mener man, at man forstår mig bedre, end jeg selv gør. For at komme til den konklusion må man benytte sig af en ualmindelig kreativ fortolkning af følgende indlæg:
http://www.information.dk/180457#comment-105367

http://www.information.dk/188790#comment-127846

https://betaling.information.dk/160823#comment-51665

Jeg er basalt af den holdning, at demokrati skal bygge på en form for kommunikation, en forestilling om tilhørsforhold, og en form for overordnet rationalitet, der tager udgangspunkt i andet og mere end dette tilhørsforhold alene og den isolerede identifikation med dette fællesskabs snævre interesser på trods af et udland, en omverden af natur og mennesker. Den dialog som skulle bære et sådant demokrati er fuldstændigt fraværende på europæisk plan, alene af sproglige grunde. EU vil aldrig kunne leve op til de mindstekrav man må stille til et fænomen, for at kunne kalde det demokratisk.

Den eneste instans, der kan fremlægge lovforslag (direktiver) i Europastaten, det er kommissionen, og den er igen henvist til at arbejde med materialer som laves i udvalg, som ingen uden for apparatet kender sammensætningen af. At disse for størstedelen er sammensat af erhvervsinteresser er så alligevel dokumenteret. Demokrati i staten er der ikke.
http://politiken.dk/politik/article487581.ece

Den europæiske centralbank er i sin løsrevede position monetarismens institution. Formålsparagraffen går ud på at sikre EURO´ens værdi i verden, under påskud af inflationsbekæmpelse, prisstabilitet. Den venter blot på at de andre magtmekanismer kommer på plads, bl.a. muligheden for at opkøbe og udstede europæiske gældsbeviser. Så kan den for alvor begynde at udfylde en rolle som verdens reservevaluta. Det er allerede sket i begrænset udstrækning, i forbindelse med forsøgene på at afværge nogle af den overrumplende udvikling man har set pengeøkonomisk.

Henning Ristinge

Ja - og det kan man da mene Ole - det er i bund og grund et argument der kan (og bliver brugt) til assimilering og imod multikultur og det er et argument der fundamentalt set er nationalistisk i sin natur..

Jeg hører til dem der erkender at demokrati p¨å tværs af sprog kan lade sig gøre og ikke alene kan lade sig gøre men er en nødvendighed i den verden vi lever i. De problemer der er kan overvindes på fuldskommen samme måde som unge ryksækrejsende overvinder de sprog og kultur barrierer de møde på deres vej.

Vi har ikke længere råd til at begrave os i det nationale - ja i virkeligheden har vi aldrig haft råd til det. kapitalisme er international og det er de elendigehder den føre med sig også, så som social ulighed og ødelæggelse af naturgrundlaget og ingen af disse problemer klan løses ved at begrave sig i forestillinger om at demokrati kun er muligt hvis vi fortsat begraver sig i dette - i øvrigt ret nye fænomen - nationalstaten.

EU er vejen frem, deri at det er et bevidst forsøg på at opbygge overnationale demokratiske organer - vi kan vælge at stirre os blind på begrænsningerne og den manglende succses men vi kan også vælge at se dette som noget der skal demokratiseres - socialdemokratiseres om du vil - yderligere - et fremragende redskab og et enestående eksempel til efterfølgelse på den globale politiske scene.

Det sidste er min position - kapitalismen er global og international - den handler om verdensmarkedet - dens skyggesider kan kun bekæmpes og overvindes globalt og internationalt og værktøjet er overnationale organer. Men det er ikke et enten eller , der er plads både til det nationale opg etniske og til det ocvernationale og multikulturelle

Henning Ristinge

min kommentar til din artikelhenvisning er at - Industrien er selvsagt multinational - svaret på den lobbyisme er ikke nationalt - det er og bør også være multinationalt.