Leder

Påske i koncernen Danmark

11. april 2009

Da det for et par uger siden kom frem, at man på et plejehjem valgte at vaske de svage og gamle om natten for at effektivisere driften, vakte det berettiget harme. Alle fra plejepersonale over ansvarlige politikere til pårørende var enige om, at dette var så langt fra de idealer om pleje, som det danske velfærdssamfund skal være baseret på. Plejepersonalet understregede sågar, at de under ingen omstændigheder selv ønskede at ende deres dage på et dansk plejehjem.

Historier, som den fra plejehjemmet Bjørnshøj ved Århus, er om ikke reglen så i hvert fald langt fra undtagelsen, når der skal tegnes et billede af den måde, dagens Danmark betragter svage, ældre, syge og i sidste ende døden på. Det stuves af vejen spændt ud mellem administrative målsætninger og fabrikslignende krav om produktivitetsmål, der skal holdes.

Det skyldes sikkert alt sammen en offentlig styringsfilosofi, der er løbet løbsk og har overtaget den rationelle kontrol over den plejesektor, den skulle gavne. Men det kunne også anskues som et billede på den herskende samfundsmentalitet, hvor de pårørende først bliver opmærksomme på, hvor slemt det egentlig står til, når de læser om det i pressen eller ser det i tv's afsløringer med skjult kamera i prime time.

I en performance- og kompetencekultur, som det danske samfund efterhånden har udviklet sig til, fremhæves ungdom, individuel succes og målrettethed, mens ældre beskrives som en byrde.

Her gælder det om at stå fast på sin ret, vide hvad man vil og i øvrigt passe sine handlings- og kompetenceudviklingsplaner. Fuldt bakket op af et uddannelsessystem, der for længst har droppet målsætningen om, at det først og fremmest handler om at uddanne til demokratisk deltagelse for i stedet at optimere og opmuntre til individuel kompetenceudvikling og livslang læring, der i sidste ende kan sikre landet en førerposition i den globale konkurrence.

I EN KOMBINATION mellem centralistisk kontrol, new public management og individuel optimering af kompetencer og læring har staten efterhånden udviklet sig til en koncern med 5,5 millioner medarbejdere, hvor staten både giver den som benhård arbejdsgiver og forstående coach. I parentes kan det undrende bemærkes, at i samtlige vurderinger af den afgåede statsminister Anders Fogh Rasmussens resultater i hans regeringstid har man fokuseret på aktivistisk udenrigspolitik, skattestop og kontraktpolitik, mens ingen har hæftet sig ved den stille revolution af den offentlige sektor. Meget var i gang inden 2001, men der er ingen tvivl om, at Fogh Rasmussen har vundet værdikampen, hvad angår oplevelsen af, hvad det danske samfund er baseret på. Begreber som demokrati, fællesskab, kald og solidaritet lyder i dag forældet, mens nøglebegrebet i styringen af den offentlige sektor er en økonomisk rationalitet, hvor udgangspunktet er mistillid og kontrol. Det er klart, at denne præstations- og konkurrencementalitet har måttet forandre bekendtgørelser og lovgivning, så de i højere grad tjener formålet. Den cost benefit-centrerede mentalitet, som har været med til at forandre landet og gøre det mere effektivt, men også mere kynisk, foretrækker ikke at blive konfronteret med svaghed og afhængighed. I denne masseindividualiserede kultur er den herskende moral indifference - og krænkethed og uforsonlighed ligger latent, fordi alle andre ikke betragtes som potentiale, men som potentielle modstandere. Og det er klart, at i en sådan skræmt kultur er der ikke plads til undtagelsen i form af affældighed, afmagt og svaghed. Det er billedet på fiasko, og lidelse og død står som den ultimative fornærmelse for et moderne menneske, der hylder og står fast på at være 'unik'.

I DET LYS er den aktuelle højtid lidt af en modhistorie. Fortællingen om Jesu død på korset ligner også umiddelbart en fiasko. Her har vi denne Messias, der gik rundt og udøvede mirakler, talte mystisk og hævdede, han var Guds søn. For det blev han dømt og straffet. Men netop gennem sit eksempel og ikke mindst gennem opstandelsen viste han, at livet sejrer over døden, og at skyldbevidstheden danner forudsætning for forsoningen. Det har siden skabt basis for kirke og fælles sprog, men også for samfundsetik, fordi Jesu eksempel netop handler om, at han har været alle vegne, hvor der er ensomhed, tab og lidelse, og man kan derfor tro på, at man ikke er alene der, hvor lidelsen er.

I en sekulariseret og til dels afkristnet verden må budskabet være, at kun gennem en fælles skyldsbevidsthed kan man skabe sunde fællesskaber. For det baserer sig på, at den sande frihed ikke ligger i illusionen om egen almægtighed, men i erkendelsen af, at sand magt er at erkende sin afmagt og afhængighed af andre. Man er intet i kraft af sig selv.

I dag er det ikke Jesus, der er klynget op, men vores grådighed, egoisme og materialisme, der ikke kun truer naturens balance og fremtidige generationers liv, men også den samfundsmæssige balance, som afhænger af, at man i en fælles erkendelse af skyld og ansvar indser, at det også er en fælles kamp at sikre, at håbet om en bedre verden besejrer kynisme, uforsonlighed og egoisme. Glædelig påske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu