Leder

Pauseklovne og debatbestyrere

Debat
23. april 2009

Danmark skal ikke styres af tilfældige eksperter og kommissioner. Det er politikerne, der skal træffe beslutningerne, det er det, de er valgt til. Til gengæld må det være en underlig oplevelse som ekspert at arbejde med et problemkompleks i op til flere år, for så at se det hele eller halve hældt ned af brættet få timer efter, at man har offentliggjort sine tanker. Det mest eklatante eksempel på det var den daværende Velfærdskommission, som med tidligere overvismand Torben M. Andersen i spidsen præsenterede en stribe omfattende reformer af det danske samfund med den hensigt at gøre det økonomisk bæredygtigt i fremtiden. Komissionen og Andersen fik af statsministeren at vide, at man måtte være ikke bare døv men politisk tonedøv, hvis man forestillede sig, at reformerne kunne gennemføres. For to år siden offentliggjorde familie- og arbejdslivskommissionen sin rapport om, hvordan man får arbejde og fritid til at hænge bedre sammen. Den og dens forslag er senere glemt helt og aldeles. Tirsdag præsenterede regeringens forebyggelsesråd så 52 forslag til, hvordan danskerne bliver sundere og lever længere. En gennemarbejdet pakke som balancerede fint mellem hensynet til den personlige frihed og nødvendigheden af at ændre danskernes vaner og livsstil. Knap var pressemødet slut, før ledende regeringspolitikere havde afvist store dele af indholdet i rapporten. Alt, hvad der har med højere afgifter at gøre, kan der ikke blive tale om - heller ikke selv om det dokumenteret er den mest effektive metode til at påvirke menneskers adfærd. Forbud mod alkoholreklamer og en hævelse af aldersgrænsen for at købe alkohol blev ligeledes afvist.

Anders Fogh Rasmussens regeringer har flittigt brugt komissioner til at highlighte problemstillinger, som den enten gerne vil løse eller gerne så parkeret i et kommissionsarbejde for en tid. Ud over de nævnte tre har der været skatte-, arbejdsmarkeds-, struktur-, forsvars og infrastruk-turkommissioner, globaliseringsrådet og et mini-sterudvalg, som skulle forberede en kvalitetsre-form af den offentlige sektor, for blot at nævne de største.

Nogle har haft karakter af pauseklovne, som skulle udfylde tiden, mens regeringen selv fik tænkt sig om eller modnet tiden til forandringer, mens andre har haft bedre mulighed for at om-sætte forslag til realpolitik. Fælles for denne måde at anvende kommissioner på har været, at rege-ringen helt selv har kunnet vælge, om den vil be-nytte sig af eksperternes forslag. Nogle gange har de gjort det, andre gange slet ikke, og nogle gange har de botaniseret voldsomt i buketten af forslag. Det havde formand for Skattekommissionen Carsten Koch gennemskuet, så han gik forud for skattekommissionens afslutning i gang med egentlige politiske sonderinger blandt partierne, og det betød, at hans skatteplan stort set kunne gennemføres, fordi det lå tæt på det balancerede kompromis, der kunne findes i Folketinget. Flere af forslagene - især dem, der skulle finansiere skattelettelserne, røg dog ind i stiv modvind og endte alligevel med at blive pillet ud.

Ekspertkommissioner et i dag blevet en del af det politiske spil på Christiansborg, de nedsættes eksempelvis under en valgkamp for at lukke af for angreb fra politiske modstandere, eller de bruges til at signalere handlekraft og styrke, eller til at sylte ubehagelige sager. Eller de bruges til at ud-fylde besværlige pauser i den politiske kalender.

Oftest er det nemlig ikke beregninger og ekspertise, der er behov for, men politisk prioritering og stillingtagen, og den slags, ved vi, kan være ubehagelige og forkert timede. Så derfor sættes en række af landets fremmeste eksperter til at formulere forslag og reformer på baggrund af løse kommissorier. Tidligere var lovforberedende kommissioner sammensat med repræsentanter for de involverede interesseorganisationer, således at sociale organisationer var med til at forberede sociallovgivning, og arbejdsmarkedets parter var med når der skulle tages nye initiativer i forhold til beskæftigelsen. Rationalet i dette korporative system var, at når modsatrettede interessenter kunne enes om en reform, så havde man nok ramt et holdbart konsensuspunkt. Siden har disse interesseorganisationer mistet betydning, og da Fogh Rasmussen inviterede dem med i sit globaliseringsråd, blev det understreget, at de sad der som personlige medlemmer.

Det er svært at sige, om det ene system er mere demokratisk end det andet. Mens de gamle kommissioner ofte var lukkede og byggede på enighed, så har nogle af Anders Fogh Rasmussens kommissioner været med til at skabe debat og gøde jorden for de efterfølgende reformer. Nogle reformer er så i mellemtiden opgivet, nogle har aldrig været ment seriøst, og nogle har i mellemtiden taget en anden drejning.

Den politiske debat lever af, at nogen tør spille ud med forslag og tanker, så i det lys er kommissionerne gavnlige, men mange må se deres arbejde spildt, hvis de havde regnet med reel politisk indflydelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for den leder. Samt en lille bemærkning. Regeringen har i mine øjne mest brugt de mange nedsatte kommissioner til at lukke en hver debat med, at det arbejder den og den kommission på og vil komme med deres resultat til den og den tid og før kommissioner er færdig vil regeringen ikke tage stilling til det og det. Jeg ved ikke hvor mange beslutningsforslag fra oppositionen som regeringen og DF har lagt død på den måde og så er regeringen endda så frække, at de til andre tider håner oppositionen for ikke selv at komme med forslag.