Leder

Politik i rendestenen

Debat
14. april 2009

DA GORDON BROWN kom til magten i 2007, erklærede han, at forgængeren Tony Blairs besættelse af 'spin' ville være en saga blot. "Der er brug for saglig politik. Spin er død," erklærede Brown. Spindoktorerne blev sparket ud, og ind kom fagligt kompetente rådgivere. Eller det sagde han i hvert fald! Denne weekends tophistorie om, at Gordon Browns toprådgiver og spin doktor Damien McBrides famøse e-mails viser, at 'spin' er alt andet end afgået ved døden.

Historien er som følger: På bloggeren Guido Fawkes hjemmeside kunne man læse de artige detaljer af en e-mail, som McBride havde sendt til Labour- aktivisten Derek Draper. I denne e-mail gjorde McBride rede for, hvordan man kunne destabilisere det konservative parti ved at oprette en særlig hjemmeside, der skulle sprede rygter om skyggefinansminister George Osbornes påståede forbrug af illegale stoffer og letlevende købedamer. E-mailen indeholdt også detaljer om flere konservative toppolitikeres og deres koners påståede seksuelle vaner og udskejelser.

GORDON BROWN reagerede prompte. Damien McBride blev fyret. Brown udsendte en pressemeddelelse om, at "den slags ikke hører hjemme i politik". Men det var ikke nok for de konservative. Oppositionens leder David Cameron har krævet en offentlig undskyldning. Cameron kaldte det "en ny form for rendestenspolitik, som vi aldrig har set før". Men faktum er, at den slags 'dirty tricks' ikke er nye. Det er en udbredt, men fejlagtig, opfattelse, at 'spin' og politisk tilsvining er et nyt fænomen. Det er mildt sagt en overdrivelse. Smæde kampagner og det spil, man på Christiansborg kalder 'oberster og løjtnanter' er så gammelt som folkestyret selv. At 'løjtnanter' - menige parlamentarikere - spreder onde rygter, som 'obersterne', det vil sige fremtrædende politikere, derefter tilbageviser, er ikke noget nyt. I begyndelsen af 1960'erne mere end antydede de borgerlige, at daværende statsminister Viggo Kampman havde et alkoholproblem og en tendens til at frekventere de forkerte etablissementer på Vesterbro. Og før Fogh Rasmussen blev statsminister brugte hans modstandere - både i Venstre og på venstrefløjen - samme taktik.

POLITISKE SMÆDEKAMPAGNER har altid været en del af det politiske spil. Hvad der er nyt, er, at dette spil ikke længere kontrolleres af den skrevne presse. Rygter, som tidligere ikke blev bragt til torvs af frygt for presseloven, cirkulerer nu frit på internettet. Det gør ikke rendestenspolitik mere acceptabel. Men midlet mod rendestenspolitik er ikke at romantisere fortiden, men at gøre opmærksom på, at denne taktik oftest er en politisk boomerang, der rammer den, som kaster den. At Damien McBride blev fyret, og at Brown har mistet al den politiske kapital, han vandt ved G20-mødet, er måske det bedste bevis på, at vælgerne ikke reagerer positivt på smædehistorier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her