"Vi er på rette vej, selv om jeg godt kan frygte, at vi i det næste stykke tid vil se 5.000 flere ledige om måneden"
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V)
Ingen højere, fristes man til at spørge. Da den økonomiske krise satte ind i sidste kvartal af 2008 frygtede økonomerne en fordobling af ledigheden - altså en arbejdsløshed i nærheden af 100.000, senere mente blandt andre vismændene, at der snarere blev tale om en tredobling, og i går leverede Nationalbanken det hidtil højeste bud - en firedobling. Ledigheden kommer op på 190.000, inden kurven igen knækker, og det gør den først i slutningen af 2010 eller begyndelsen af 2011, forudser nationalbankdirektør Nils Bernstein. Banken har revurderet sine prognoser og forudser en minusvækst på to procent for hele 2009 og en mulig nulvækst i 2010.
Det er sådan med ledighed, at den er let at få i vejret, men uhyre vanskelig at slippe af med igen, fordi en stor del af dem, der rammes af den, invalideres efter relativ kort ledighed, de mister selvtillid, kompetencer og evnen til at omstille sig til et nyt job. Det viser sig allerede efter et halvt til et helt år, og den store risiko - viser undersøgelser - er, at de sendes helt ud af arbejdsmarkedet på permanente ydelser af den ene eller anden art. Derfor skal ledighed tages i opløbet, ellers gror den fast og bliver til langtidsledighed, som er en helt anden og langt alvorligere udfordring. Det er den vigtigste lære i kølvandet på den høje arbejdsløshed i 70'erne og 80'erne, som satte tusinder uden for arbejdsmarkedet. Indsatsen mod den ledighed, som ventes om et halvt år, skal altså vedtages og implementeres nu. Men som ovenstående citat antyder, så føler den nye beskæftigelsesminister Inger Støjberg sig ikke synderligt anfægtet af de dystre prognoser. Måske hun, når hun får sat sig lidt mere ind i stoffet, vil indse, at det er alvorligt, og at hun bliver nødt til at handle.
Ministeren står nemlig med en dobbelt udfordring, for ikke alene stiger ledigheden måned for måned, det redskab, som hun har til rådighed - de nye kommunale jobcentre, kan vise sig helt utilstrækkelige. Systemet er konstrueret til en situation med meget lav ledighed, og på det seneste er det enstrengede kommunale system havnet i et voldsomt stormvejr. Om tre en halv måned, den 1. august, overtager kommunerne ansvaret for jobformidlingen og aktiveringen af alle ledige - både de forsikrede, som er medlem af en A-kasse og de ikke-forsikrede, som er på kontanthjælp. Både de økonomiske vismænd, arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer har advaret kraftigt mod systemet. Dansk Arbejdsgiverforening mener, at det i sig selv vil hæve ledigheden med 6.500 - permanent. Kritikken går blandt andet på, at kommunerne vil prioritere kontanthjælpsmodtagerne, at de ikke har kompetencerne til at formidle job og har svært ved at se ud over egne kommunegrænser. De mange advarsler betyder under alle omstændigheder, at ansvaret for den voksende arbejdsløshed hurtigt havner hos ministeren.
Arbejdsløsheden er meget langt fra at være det samme problem for alle, lige som lønarbejdet langt fra kun kan ses som et konstruktivt bidrag til menneskehedens samlede succes. Arbejdsløshedsproblemets løsning og den fulde beskæftigelse bidrager næppe på nogen ensidig måde til den sande almeninteresse, uanset hvordan en sådan interesse nu ser ud.
Arbejdsløsheden kan bruges eksemplarisk som illustration af, at vækstidealerne, som de knytter sig til delfunktionerne og de forskellige segmenter i det moderne samfund, så langt fra bidrager til noget, der kunne tages som mål for menneskehedens overordnede succes her på jorden.
Hvis det skal vises, så må det beskrives, hvordan arbejdsløsheden erfares inden for forskellige grupper og segmenter i samfundet. Og der må skelnes mellem de rent ideologiske og religiøse aspekter af beskrivelserne, der centrerer sig om illusionen om den overordnede hensigtsmæssighed i evig vækst, og de funktionsbestemte og rollebestemte erfaringer af fænomenet, som idealiseringen af lønarbejdet dækker over.
ARBEJDSGIVERNE
Køen af arbejdsløse er en økonomisk gave for arbejdsgiverne. Udbuddet af arbejdskraft kan isoleret set ikke blive for stort for arbejdsgiverne, for jo større udbud, der af arbejdskraft, des billigere vil arbejdskraften blive i overensstemmelse med loven om markedets fri prisdannelse.
MARKEDSFUNDAMENTALISTISKE ØKONOMER
De mere markedsfundamentalistiske økonomer er med på denne logik. De tilbyder sig på markedet med deres budskab om, at den økonomiske vækst skal ses som samfundets samlede kage, der ikke kan blive stor nok. Markedsfundamentalisterne ser og legitimerer de forfordeltes mangler med forklaringen af, at der er tale om noget, der kun kan afhjælpes med vækst, som er funderet i selv samme skæve fordelinger af de begrænsede ressourcer, altså i en skævhed som er forudsætningen for den kapitaltunge produktion. Den økonomiske vækst har patent på at afhjælpe enhver mangel i markedsfundamentalistisk forstand. Omfordelingen vil stå i vejen for væksten, og dermed føre til en samlet mindre velstand.
Arbejdskraften skal her ses og vurderes i sin nyttighed i relation til denne vækst. Dvs. den skal ikke lægge beslag på flere ressourcer end højst nødvendigt for at bidrage maksimalt til væksten. Prisdannelsen har her patent på det at angive værdi, i det alle de økonomiske eksternaliteter reduceres til et spørgsmål om at have råd til at tage sig af dem.
Men et faktum som det, at store dele af jordens befolkning ingen eller kun meget begrænset adkomst har til pengeøkonomien, og dermed slet ikke kan være med til at sætte prisen på noget som helst, det undgår markedsfundamentalisternes opmærksomhed. Lige som en lang række absurditeter ikke beskrives eller inddrages i denne økonomiske filosofi. F.eks. det at den øgede økonomiske aktivitet medfører sygdomme og behov, der uden økonomien ikke ville have været der. Sygdomme, forureningsbekæmpelse og miljøproblemer tæller positivt i denne opgørelse, også selv om den økonomiske aktivitet dækker over en øget elendighed.
Hvis der er mere arbejdskraft, end der er købere til på markedet, så er det i markedsmæssig forstand logisk og hensigtsmæssigt at de dør af sult, for markedet er det overordnede mål for værdi. Hvad der ikke kan sættes pris på har ingen værdi. Den, der ikke kan gøre sig nyttig på markedet, er i markedsfundamentalistisk forstand værdiløs og ligegyldig.
Kapitalværdierne, dvs. alt hvad der kan registreres af prisen på sig, er det eneste af værdi i pengeøkonomisk fundamentalistisk forstand. At arbejderen og den arbejdsløse, den store sorte økonomi, naturen og det sociale, med alle forudsætningerne for det økonomiske system, at alle disse sider af tilværelsen falder helt uden for hvad der kan forstås i økonomisk forstand, det undgår behændigt markedsfundamentalisternes opmærksomhed. Og alligevel anser de den økonomiske vækst for at være forudsætningen for løsningen af alle ikke økonomiske problemer, som de ikke forstår. De forstår med andre ord ikke, at de ikke forstår, hvad de taler om.
LØNMODTAGERE
For arbejdstagerne er de arbejdsløse også et problem i økonomisk forstand og af konkurrencemæssige grunde. De er løntrykkere og en økonomisk belastning for lønarbejderne, der betaler til dem via det offentlige med dets skattefinansierede underhold til de arbejdsløse. Men da de fleste lønmodtagere er potentielt arbejdsløse, så er der også en vis solidaritet imellem arbejdsløse og lønmodtagere, dog mere i krisetider end i tider med fuld beskæftigelse.
MORALSKE ØKONOMER
For de keynesianske økonomer er arbejdsløsheden en udfordring af moralske grunde. Man kan kalde dem markedsfundamentalister plus moralsk hensyntagen til arbejdsløsheden, de arbejdsløse.
EU-KOMMISSIONEN
For EU-kommissionen er arbejdsløsheden både en løsning og et problem. Den europæiske union er i store træk en form for institutionaliseret monetarisme, dvs. man forfølger en økonomisk filosofi, som er sammensat af aspekter af markedsfundamentalismen plus en lille smule keynesianisme. Dvs. der er tale om en lettere udgave af markedsfundamentalismen. Kommissionen går ind for arbejdsløshed i et vist omfang, der hvor man taler om strukturbetinget arbejdsløshed og om det, at arbejdsløsheden ikke bør komme under et bestemt niveau, men at den heller ikke må komme for højt op, fordi det giver for meget social uro.
Lige før det gik op for kommissionen, at den vestlige verden befinder sig umiddelbart overfor den største økonomiske krise siden 1920´erne og 1930´erne, besluttede man sig i sommeren 2008 for på EU-plan at hæve den generelle arbejdsuge til 48 timer med mulighed for de enkelte lande for at sætte den op til 60 timer på nationalt plan. Vedtagelsen gik igennem ministerrådet med et flertal af medlemsstaternes regeringers opbakning, men blev blokeret i parlamentet i december måned samme år, da finanskrisen var blevet en realitet. Kommissionen havde formuleret forslaget med det formål at øge udbuddet af arbejdskraft, minimere prisen på arbejde til lønmodtageren for på den måde at styrke kapitalens værdi på EU-plan.
Men nu er arbejdsløsheden trods alt blevet så stor, at den arbejdsløshed, der ville følge af en endnu længere arbejdsuge, ville risikere at føre til alt for stor social uro, hvilket kunne true med at sprænge den overnationale europæiske statsdannelse som er EU-kommissionens førsteprioritet. Det hele kompliceres altså af, at man befinder sig midt under opbyggelsen af historiens største overnationale stat.
Uden krisen og med en fuldgyldig og irreversibel overnational statsdannelse ville den institutionaliserede monetarisme været gået meget vidt med hensyn til at fremme arbejdsløsheden og udbuddet af arbejdskraft til fordel for arbejdsgivere og kapital på bekostning af natur og mennesker, helt i overensstemmelse med den almindelige markedsfundamentalistiske filosofi.
BUREAUKRATERNE DER LEVER AF AT ADMINISTRERE ARBEJDSLØSHEDEN
For så vidt arbejdsløsheden er et problem, der kræver administration og andre former for indsats, har man at gøre med det paradoks, at arbejdsløshed betyder arbejde for bureaukraterne og de grupper, der lever af at forvalte og bekæmpe arbejdsløsheden. Det er her, man lever med og på det paradoks, der handler om, at så længe meningen med tilværelsen er fast arbejde, da vil der være arbejde, for i tilfælde af arbejdsløshed vil man kunne arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden.
Bureaukraterne, administratorer af arbejdsløsheden og andre, der lever af at bekæmpe arbejdsløsheden, ser arbejdsløsheden som en indtægtskilde, dvs. som et påskud for at modtage løn.
Der hvor man ville indrømme, at arbejdet ikke altid er nødvendigt, der hvor meningen med livet ikke er at arbejde, og der hvor lønarbejdet måske lige frem er destruktivt, der ville disse bureaukrater og administratorer kunne ses og beskrives i al deres overflødighed og meningsløshed som det de er, reelt arbejdsløse og pseudoproduktive.
DE ARBEJDSLØSE/LØNARBEJDSFRIE
For de arbejdsløse er arbejdsløsheden et problem af økonomisk og social karakter, men også en gave for de af de arbejdsløse, som er bevidst arbejdssky, og som kan fungere økonomisk og socialt uden lønarbejde. Det gælder mange kapitalister og det gælder for nogle af de mange, som allerede er på overførselsindkomst, at de ikke længere ser meningen i tilværelsen i det at gøre sig nyttig på arbejdsmarkedet.
De eneste, som nyder en vis anseelse i det moderne samfund, af den gruppe som er arbejdsløse altså arbejdsfrie, det er dem der ejer, hvad der skal til for at kunne leve et godt liv i ledighed.
De bliver betragtet som produktive, selv om de ikke er det. Alle er ude efter deres kapital. Det er ikke ret mange af dem, der er i besiddelse af den kompetence, der skal til for at kunne forvalte sin ejendom profitabelt. Det overlader de så til andre, direktioner i aktieselskaber, pengeinstitutter, investeringsselskaber, mediekoncerner, politiske grupperinger, loger, frimurerloger og andre former for kapitalinteresseforeninger.
Disse forvaltere af kapitalværdier, det være sig lige fra de mindste håndværkere til den højest betalte direktør for det mest abstrakte pyramideinvesteringsselskab, arbejder alle ud fra en grundlæggende rationalitet, der handler om optimal allokering af penge og allerede erhvervede aktiver. Det er inden for denne form for middel- og målanalyser, årsag- virkningsanalyser man skal se den såkaldte selvstændige rationalitets virke, dens tidslighed, dvs. fremtidskalkuleringer og efterrationaliseringer. Det er inden for den ramme, man forstår hvorfor rationaliteten så moderne kan forklares ud fra ”den rettidige omhu i bagklogskabens ulideligt klare lys”.
Der findes andre motiver, end den rendyrkede afkastoptimering i forbindelse med kapitalforvaltningen og privates erhvervsaktivitet, lige som hele det moderne samfund og dets omverden kan anskues på et utal af parallelle måder. Disse motiver er bare ikke med til at konstituerer rationaliteten, men kunne være udgangspunkt for et alternativ til den.
Det moderne menneske identificerer sig i stor stil med sin indtægt og sin ejendom. Der er prestige i høj løn, stor indtægt og mange besiddelser, fordi det er med til at opbygge den enkeltes forestilling om sig selv og det billede vedkommende kan vise af sig selv ud ad til om sig selv, som den der bidrager eller har bidraget til det fælles bedste. Distinktionen mellem høj og lav indtægt er ligesom etableret, den er den mest udbredte og lettest tilgængelige forskel, det enkelte menneske kan spejle sig selv på baggrund af i social forstand.
De 1,6 millioner http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2006/NR325.pdf , der gennemsnitligt lever på offentlige overførselsindkomster over et år i Danmark, har ingen værdi på den målestok, der altså pr. definition er ophævet til det højeste mål for selvværd i det moderne samfund.
De er frivilligt og ufrivilligt en del af det modernes selvbeskrivelse. Uden at kunne gøre ret meget fra eller til fremstår disse overflødige mennesker som nassere uden evne til at bidrage økonomisk til det fælles bedste. De lever på tålt ophold på samfundets nåde.
I virkeligheden er de en nødvendig del af samfundets selvbeskrivelse, fordi der skal være nogen på begge sider af distinktionen mellem tabere og vindere. Der er nødt til at være en modsætning til de succesriges succes, for at de succesrige kan forstå deres situation som udtryk for succes. Fuldstændigt på samme måde var selve herren, skaberen af denne jord, nødt til at skabe verden, for at have noget at herske over og spejle sin storhed i. Hvis ikke vinderne havde taberne at henvise til, havde de ikke den modsætning til sig selv, der skal til for at kunne beskrive sig selv som vinder. På samme måde er det moderne samfund nødt til at have et antal på overførsel, for at de økonomisk succesfulde kan forstå sig selv som samfundsbærende som de selvopofrende og gode produktive borgere.
Selvforståelsen og den identitet der ligger i at være arbejdsløs i det moderne samfund er måske det største problem for den arbejdsløse, men der er også nogle økonomiske ulemper i at være det.
Samfundet er opsat på, at gøre det meget lidt attraktivt i økonomisk forstand at være bevidst arbejdssky.
Det at det kunne komme til at fremstå attraktivt og måske lige frem konstruktivt at være arbejdsfri, det ville anfægte det præstationsfikserede og vækstmaniske samfunds værdibegreber. Derfor er de arbejdsfries direkte tildeling af samfundets overflod begrænset.
Lønarbejdet er en forudsætning for at opnå alle de frynsegoder og mulighederne for sort indkomst der tilfalder de beskæftigede. Også her er de arbejdsfrie forfordelte. Der findes ikke officielle og pålidelige tal for den sorte økonomi, men den er langt større end de kommercielle medier og de professionelle meningsdannere nogen sinde har villet have frem. Alt i alt ville det kunne dokumenteres, at de arbejdsløse er langt hårdere ramt i økonomisk forstand, end det generelt fremgår af den offentlige mening.
POLITIKERNE
For politikerne er arbejdsløsheden et komplekst problem, men også en sovepude.
Politikerne burde orientere sig omkring hele samfundets komplekse fokusering på lønarbejdsinstitutionen og arbejdsløsheden. Men deres opmærksomhed er centreret om markedsfundamentalismens plus lidt keynesiansk moral, som alt sammen kan dækkes ind under illusionen om det overordnede mål for udvikling, nemlig den økonomiske vækst, markedets produktion af varer og ydelser samt forbruget af dem.
Det politiske system er fundamentalt styret af arbejdsmarkedets to sider, dvs. arbejdstagersiden og arbejdsgiversiden. Hele det politiske system er gennemsyret af vækstreligionen, hvorfor det er ude af stand til at distancere sig fra de destruktive sider ved jagten på økonomisk vækst.
Opblødningen af den ensidige forestilling om succes og den truende rigiditet i de herskende problemstillinger
Med denne lille række af perspektiver på lønarbejdet kan man se, at den overordnede rationalitet mangler i relation til lønarbejdet. Det moderne samfund har ikke én eneste fornuft, men menneskeheden og det sociale, som lever ved den altomfattende globaliserede kommunikation, er dog i stand til at orientere sig ud fra distinktionen mellem det sociale og dets omverden, med dens forudsætninger for menneskets tilværelse.
Hvis man skulle tale om en mere sand overordnet social rationalitet, så måtte den handle om netop det sociale og dets mulighedsbetingelser, som ligger både i det sociale selv og dets omverden. Den overordnede sociale rationalitet skulle således handle om det sociales evne til at tage vare på sig selv i sin helhed og dermed også sine egne forudsætninger.
Som det er nu, har den snævert økonomiske vækst overtaget positionen som målet for den overordnede mening. Dvs. den formålsmæssighed, der udmærker økonomien som en delrationalitet blandt andre, har fået held med at tage patent på det at sætte billedet på den overordnede rationalitet og formålsmæssighed.
Der er andre delrationaliteter, der forsøger at gøre økonomien rangen stridig. Det er så her, man må spørge, om nogle af de delrationaliteter, der udmærker det moderne samfund, om de går rent op i en overordnet rationalitet. Svaret er negativt, netop fordi ethvert forsøg på at definere det sociales overordnede rationalitet ville falde som et forsøg blandt andre i det sociale. Den overordnede refleksion (som selv kun er en refleksion af det sociale i det sociale) over delrationaliteternes betydning sandsynliggør, at de selvstændige problemstillinger truer med at give menneskeheden nogle problemer, som slet ikke kan forstås alene i kraft af de løsrevede økonomiske, juridiske, politiske, organisatorisk rationaliteter, som hver for sig har tilbøjelighed til at gøre krav på det hele.
Men en nøgle til forståelsen af den påtrængende sociale paradoksi ligger i fokuseringen på den rigiditet og ensidighed, hvormed den økonomiske vækst er blevet ophøjet til selve målet for udvikling og mening. For det ser ud til at den hastighed, hvormed mennesket truer med at smadre sine egne mulighedsbetingelser, er koblet nøje op på netop den hastighed den økonomiske vækst har. Og nøglen til opløsningen af den problematik ligger således i opløsningen af ensidigheden i dyrkelsen af de økonomiske vækstidealer, herunder præstationsprincippet og idealet om fuld beskæftigelse.
Arbejdsløshedsproblematikken er central i forhold til dette paradoks. Opblødningen i rigiditeten i den truende adfærd kan tage udgangspunkt i en opløsning af problematikken omkring beskæftigelsessituationen. Frem for at dyrke de destruktive præstationsidealer, så kan man gå over til at minimere det destruktive, begrænse produktionen til det nødvendige og det konstruktive og ikke mindst reservere de borgerlige rettigheder og friheder til de uskadelige, selvbærende, unødvendige og ligefrem overflødige sider af tilværelsen, altså reservere friheden til overskuddet, hornet af overflødige mennesker i frihed fra arbejde og formålsmæssighed. Potentialet er langt større end man aner.
Nøglen til løsningen på de overordnede problemer, der skyldes væksten i omfanget af menneskets indflydelse på sine naturlige og unaturlige mulighedsbetingelser, ligger altså i en delvis opløsning af arbejdsløshedsproblemet, frem for udelukkende at satse på væksten og beskæftigelsen i et absolut paradoksalt og mislykket forsøg på at få råd til at løse de problemer, som netop skyldes jagten på den økonomiske vækst.
Arbejdsløsheden er altså et problem der delvis kan opløses. Levetiden kan fremmes, arbejdet minimeres og fordeles som løsning på de problemer, vækstmanien skaber.
Det overflødige og destruktive lønarbejde må defineres, afgrænses og elimineres, fuldstændigt lige som det onde er sat i verden for at blive udryddet af de gode. Beskrivelsen af relationen mellem det skadelige og konstruktive i arbejdsprocesserne kan ikke overlades til arbejdsmarkedets parter og de politikere, som har deponeret deres vilje i det økonomiske system. Det handler nemlig ikke om, hvad der er lønsomt eller ej på dette markeds betingelser. Hverken den ekstreme venstrefløj på arbejdstagersiden, med deres misforståede arbejdsværdibegreb og deri funderede metafysiske billede på sig selv som de sande og endnu ikke fremmedgjorte skabere, eller arbejdsgiversiden, med deres lige så vækstfikserede værdibegreb, har forståelse for grænserne i gyldigheden af den rationalitet, der knytter sig til arbejdet og det økonomiske system. De fatter kun nyttigheden, men har ikke noget værdibegreb eller nogen som helst forståelse for kvalitet eller mening uden for den rationalitet, der udmærker arbejdsprocessen.