BEDST som de amerikanske vælgere har samlet sig om en præsident, der tiltrådte med en fremstrakt hånd til den muslimske verden, og som de næste dage ankommer til de dele af den verden, går alt i ged: I Afghanistan har præsident Karzai signeret en lov, der gør kvinder økonomisk såvel som seksuelt retsløse. I Iran trak reformhåbet, Mohammad Khatami sig som præsidentkandidat. I Israel tiltrådte en regering, hvis fire esser består af to krigere (Ehud Barak og Moshe Yaalon) og to høge fra ydre og yderste højre (Benjamin Netanyahu og Avigdor Lieberman). I Doha, Qatar, bakkede et arabisk topmøde 'solidarisk' op bag Sudans diktator, Omar a-Bashir, der står tiltalt ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag. Et skønsomt pluk i mødets udvalg af konger, prinser, emirer og autokratiske præsidenter, der var 'solidariske', kunne såmænd selv tiltales i Haag, hvis de ikke lige var Vestens 'moderate' allierede.
EFTER otte år med George W. Bush og hans venner, herunder Fogh Rasmussen, har Vesten formøblet, hvad der var tilbage af politisk og moralsk indflydelse. Bill Clinton, der stod last og brast med Israel, blev hørt, fordi han prioriterede samtalen - og der skal mere til end Obamas hilsehånd for at genoptage den. Det stedse svindende demokratiske segment i Mellemøsten har i dag Tyrkiet som rollemodel til trods for, at dette land undertrykker dets mest betydelige etniske minoritet, kurderne, uagtet beskedne reformskridt. Vesten er afskrevet, 'demokrati' er nu et bandeord. Den tilstand har én vinder: Israels højreregering, der henviser til, at den er regionens eneste 'vestlige demokrati' (og Vesten ser bort fra apartheidpolitikken vendt mod de israelsk-arabiske medborgere). Denne regering trådte i går i karakter i skikkelse af udenrigsminister Lieberman, som uden videre skrottede Annapolis-aftalen fra 2007, der - uanset dens svagheder - dog stipulerer kravet om en selvstændig palæstinensisk stat som led i en fredsaftale. Lieberman fremturede tillige med i realiteten at kalde Syriens krav om israelsk rømning af Golan-højderne for tegneseriefantasier uden bund i virkeligheden. De kan få 'fred for fred', sagde han.
Hvilket fik Syriens Bashar al-Assad til at tale om 'krig' - måske med tanke på Iran, men snarere med tanke på stedfortræderne i Libanon, Hizbollah, da hans eget militær er hjælpeløst mod Israel.
Situationen er intrikat: Israels ny regering kan afvise kritik med henvisning til Hamas. Delingen af den palæstinensiske lejr, Irans radikale image, Syriens samarbejde med Hizbollah og - moralsk - arabernes solidaritet med Sudans notoriske folkemorder. Det bliver op ad bakke for Obama at fortælle israelerne, hvordan de skal opføre sig. For sagen er jo, at 'almindelige' arabere i de besatte områder og Gaza, er svigtet af deres ledere. I en grad, så de nu reagerer desperat - som i går, da en 13-årig israelsk dreng blev hugget ned med økse på Vestbredden. Ifølge nyhedsbureauerne handlede gerningsmanden 'på egen hånd'. Problemet er, at alle parter i dette verdenshjørne ter sig, som om de er på egen hånd.
