Leder

Aktivisternes selvmål

Debat
12. maj 2009

I WEEKENDEN endte et godt initiativ i meningsløs ødelæggelse. Arrangørerne bag den københavnske festival Undoing the City havde sat sig for at fyldefire dage ud med foredrag og workshops om bypolitiske problemstillinger. Et af de temaer, festivalen skulle sætte fokus på, var den kreative klasses kolonisering af byrummet og den eksklusion af mindre bemidlede borgere, der følger med. Men den dags-orden miskrediterede deltagerne i en piratfesti Hyskenstræde natten til lørdag. Under festen, der var en del af festivalprogrammet, baldrede de butiksvinduer, overmalede fredede facader med graffiti og smadrede tilfældige borgeres biler.

SELVMÅLET ER pokkers ærgerligt. For problemstillingen er relevant og interessant. Fortællingen om yuppieficeringen af tidligere østkvarterer i Berlin og bydele tiltænkt arbejdere i periferien af London er velkendt. Men også København oplever en urban segregation eller gentrificering, som det hedder i sociologien, og den giver det god mening at forholde sig kritisk til. Et eksempel er Vesterbro i København. Under de omfattende byfornyelser i kvarteret i løbet af 1990'erne, hvor man brugte forbløffende 1,2 millioner kr. pr. lejlighed i snit, blev en stor portion lejemål omdannet til andelsboliger. De oprindelige lejere fik tilbudt andelene for småpenge, men derefter steg andelsprisen eksplosivt. De næste købere måtte nødvendigvis tilhøre mere velstående befolkningsgrupper, og mindre bemidlede københavnere måtte søge ud i udkanten af byen.

I AKTIONSPLANEN for byfornyelsen, som blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i København, blev der gjort meget ud af, at byrenoveringen skulle tage udgangspunkt i beboerne. Men en modsatrettet intention var tydelig i teksten. "Appellen til socialt svage grupper vil gradvist blive reduceret i takt med den fysiske renovering," hed det blandt andet. Og missionen lykkedes. Anders Lund Hansen, der forsker i gentrificering ved Lunds Universitet, kunne ved et seminar i løbet af Undoing the City vise med tørre tal, at lavindkomstgrupper og arbejdsløse er ved at forsvinde fra Vesterbro.

SPØRGSMÅLET ER SÅ, hvordan kritiske aktivister kan fange folks opmærksomhed. Sikkert er det, at Hyskenstræde-metoden ikke holder. Den primitive destruktionslyst er fuldstændig uacceptabel, og folk vil huske Undoing the City for hærværket i den gamle gade, ikke for debatten om gentrificering. Men der er andre måder. Det tyske antigentrificerings-netværk Es regnet Kaviar fra Hamburg har til eksempel lagt en video med en manual til et såkaldt devaluerings-kit ud på Youtube. Her viser de, hvordan beboerne i en udlejningsejendom kan holde ejendomsprisen nede ved at signalere underklasse. Markører som store paraboler på altanen og netundertrøjer på tørrestativet anbefales. Videoen er selvsagt en joke, men den er et eksempel på, at modstandsformer kan være sjove. Det har de danske aktivister helt glemt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her