Leder

Hemmeligheder

Regeringen forbyder nu ved lov pressen adgang til ministrenes kalendere. Det er blandt andet den adgang, der de seneste år har ført til en kritisk dækning af både Lars Løkke Rasmussens og Bendt Bendtsens omgang med offentlige midler
Debat
7. maj 2009

Regeringen forbyder nu ved lov pressen adgang til ministrenes kalendere. Det er blandt andet den adgang, der de seneste år har ført til en kritisk dækning af både Lars Løkke Rasmussens og Bendt Bendtsens omgang med offentlige midler. Dermed lægges der yderligere restriktioner på offentlighedens adgang til forvaltningen i et af Europas mest lukkede lande, hvad det angår. Det er trist, det vil give bagslag, og det afslører i virkeligheden, at ministre i dag føler sig ude af stand til at forsvare deres gøren og laden - også selv om de ligger inden for normalområdet for mennesker, der besidder dentype poster i samfundet.

I DAG ER MINISTRENE - ifølge begrundelserne for forslaget - tvunget til at holde dobbelt kalender, én til offentligheden og én, hvor der står, hvad de har af møder og arrangementer. Og det duer jo ikke. Men argumentet er falsk. Som loven er i dag, er der kun mulighed for at få en stærkt begrænset aktindsigt i kalenderne - alt, hvad der har med privatlivet eller politiske forhandlinger og andet at gøre, er streget ud. Ministerierne risikerer netop ikke, at private oplysninger havner på forsiden af kulørte ugeblade. Disse oplysninger er omhyggeligt streget ud på forhånd, som loven fungerer i dag.

Til gengæld for denne indskrænkning af åbenheden i forvaltningen lover statsministeren, at regeringen vil lægge alle oplysninger om rejser, arrangementer og gaver, som ministrene modtager, ud på internettet. Og det er også fint, men der er pokker til forskel på en retsligt sikret adgang til indblik i ministrenes færden, med adgang til at klage og kontrolleret af Ombudsmanden, og så en erklæring om, at man nok skal lægge alt ud på nettet - en beslutning, som jo kan ændres over en kop kaffe tirsdag formiddag, hvis det ikke længere er opportunt. Ingen har en kinamands chance for at kontrollere de oplysninger, som ministrene vælger at lægge ud.

Hvis regeringen vil beskyldninger om kammerateri, korruption og en lidt for let omgang med skattekroner til livs, så gælder der én regel, og det er åbenhed og gennemsigtighed. Så hvorfor gør Lars Løkke Rasmussen dette som en af sine første embedshandlinger som statsminister. For det første ulmer der uden tvivl en stærk irritation over de historier, som pressen har gravet frem om Løkke og Bendtsen gennem tiden. Det har gjort ondt, og nu skal der lukkes af. Mange af de historier, som formiddagspressen eller den kulørte ugepresse har boltret sig i, har været en mistænkeliggørelse af middage, rejser, arrangementer og alt muligt andet. Med adgang til kalenderen har journalister kunnet holde daterede udgiftsbilag, som der også er aktindsigt i, op mod datoer og andre møder. For det andet - og måske vigtigste - ligger der en erkendelse af, at man som minister i det lighedsorienterede Danmark ikke er i stand til at forsvare en adfærd, som i ekstravagance ligger bare lidt ud over det sædvanlige for hr. og fru normaldansker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Jensen

Det interessante i denne sammenhæng er også at S og SF pludselig synes at det er en god ide med denne lukkethed.

Frygter de mon for fremtidens handlinger, nu da venstrefløjen mentalt er begyndt at tænke og handle som højrefløjen og hvor et regeringsskifte er inden for rækkevidde?

Per Thomsen

Det lyder meget sandsynligt, Erik Jensen...

Tom W. Petersen

Regeringen lovgiver ikke.
Det er elementært.
Det er Folketinget, der har vedtaget den lov. Og det er det Folketing, størstedelen af Danmarks befolkning har ønsket.
Og det Folketing synes ikke, at befolkningen skal vide alt for meget.