Leder

Hvo intet vover ...

15. maj 2009

Intet er mere vanskeligt, har mindre chance for at blive succesfuldt, eller er sværere at gennemføre end dette at sætte sig i spidsen for en ny orden. Det er, fordi den, der vil etablere en sådan, skaber sig fjender blandt dem, der drager nytte af de eksisterende tilstande og kun får lunken opbakning blandt dem, som vil drage nytte af den nye orden. Denne lunkenhed er et delvist resultat af deres frygt for, at deres modstandere har loven på deres side, men den skyldes også menneskets tvivlrådighed. For det er grundlæggende sådan, at menneskene ikke stoler på nye tilstande, førend de har erfaring med dem. Derfor vil en ny herskers fjender angribe ham med al deres kraft, mens de der vil nyde godt af hans reformer kun vil yde ham halvhjertet støtte.

Niccoló Machiavelli, 'Fyrsten' 1513

I GÅR kom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meget tæt på at træde i karakter. Det skete, da han - næsten - lovede, at der vil blive afholdt en folkeafstemning om alle Danmarks fire EU forbehold. Det er noget af en volte face for statsministeren, der for mindre end en måned siden sagde, at en afstemning først skal finde sted, når 'tiden er moden'. Det spørgsmål, der her skal diskuteres, er ikke, om vi skal stemme ja eller nej, men om Lars Løkke Rasmussen med sin beslutning har handlet politisk klogt. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at mange frygtede - eller håbede - at Anders Fogh Rasmussens (V) efterfølger ville have svært ved at løfte arven efter Venstres mest succesfulde statsminister siden I.C. Christensen. Man forventede - eller håbede - at Lars Løkke ville være mere tilbageholdende med risikable politiske udspil.

Men beslutningen om at udskrive en folkeafstemning tyder på, at Løkke er villig til at spille højt spil. Nogle opfatter folkeafstemninger som et udtryk for populisme; som en usund tendens til at lefle for folkesjælens allermest reaktionære fællesnævner. Det kan folkeafstemninger også være. Men i realiteten er folkeafstemninger risikable affærer, som kun udskrives af ledere, der har politisk mod, og af dem som er villige til at gå i brechen for deres synspunkter.

DET ER IKKE nogen tilfældighed, at de mest anerkendte og dygtigste danske statsministre har været dem, der - succesfuldt - har gamblet med folkestemninger. I begyndelsen af 1970'erne udskrev Jens Otto Krag - selvom det ikke var juridisk nødvendigt - en folkeafstemning om dansk medlemskab om EF. Det gjorde han i stiv politisk modvind og velvidende, at sejren på ingen måde var i hus. Denne vilje til at vove den politiske pels viste også Poul Schlüter, da han i 1986 udskrev en vejledende folkeafstemning om Den Fælles Europæiske Akt - også kaldet EF-pakken.

I begge tilfælde var der tale om kalkulerede risici - en modvillig folkelig opinion skulle overbevises - og blev det. At Lars Løkke Rasmussen - næsten - udskriver en folkeafstemning om alle de fire forbehold kan ses som et udslag af det samme mod. Uden at hævde at Løkke på nuværende tidspunkt har det samme politiske talent som Schlüter eller Krag, så er hans udmelding et tegn på politisk handlekraft, ikke mindst i betragtning af at et flertal er imod indførelsen af euroen

Ikke alle folkeafstemninger vindes. Det ligger i sagens natur. Folket har undertiden nedstemt forslag: Maastricht-traktaten i 1992 og afstemningen om euroen i 2000 er eksempler på, at regerende partier fejlbedømte folkestemningerne.

DET ER MULIGT, at Lars Løkkes afstemning om de fire forbehold også tabes. Men der er også strukturelle - eller om man vil historiske - tegn på, at afstemningerne kan vindes.

Folkeafstemninger vindes - historisk set - i krisetider. Det er ikke bare en tendens, vi kender fra Danmark. I Sverige og Finland stemte et flertal af vælgerne for EU medlemskab i 1994 - på et tidspunkt, hvor de to lande som følge af EMS samarbejdets kollaps var i dyb økonomisk krise. Samme år stemte et flertal af de norske vælgere 'nej' til EU medlemskab. Norge havde ikke været ramt af krisen. Denne tendens kendes også fra danske folkeafstemninger. Schlüter fik sit ja ved afstemningen i 1994. Dengang var der krise, og vælgerne var villige til at lade tvivlen komme regeringen til gode. I 1992 og i 2000 - hvor der var højkonjunktur - valgte et flertal af vælgerne den sikre løsning; 'du ved, hvad du har, men du ved ikke, hvad du får'. Med den økonomiske krise er der - historisk set - gode forudsætninger for, at en afstemning kan vindes.

Lars Løkke Rasmussen ved - som Machiavelli - at 'Intet er mere vanskeligt, har mindre chance for at blive succesfuldt, eller er sværere at gennemføre end dette at sætte sig i spidsen for en ny orden'.

Men Løkke skal - hvad man end mener om forbeholdene - have ros for sit mod.

Det kan let blive belønnet med en sejr i en fremtidig folkeafstemning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu