Irak Irak ak ak ak

>Onde vi vare og døde som stene/ hårde i hjertet som marmor og stål
H.A. Brorson, 1735

Mens selvmordsbomber hver eller hver anden dag eksploderer i Iraks byer og gader, og det danske udenrigsministerium på sin hjemmeside opfordrer alle danskere til straks at forlade det hærgede land og i øvrigt lade være med at rejse dertil, så er det ellers så livskraftige danske forår blevet splintret. Årsag: 273 afviste irakiske asylansøgere kan nu efter aftale med de irakiske myndigheder tvangshjemsendes, hvorfor nogle af dem har søgt tilflugt i Brorsons Kirke på indre Nørrebro i København.

Som var vi alle i Hamlets sted og reduceret til på computer-binærvis kun at kunne vælge mellem to muligheder, så er spørgsmålet på grund af kirke-asylet siden i forgårs blevet: Skal vi her i et af verdens rige lande forbarme os og give humanitært ophold til de knap 300 irakere, heriblandt kvinder og 20 børn? Eller skal vi tværtimod glæde os over, at det efter års utrættelige forsøg endelig er lykkedes vores udenrigstjeneste den 13. maj 2009 at indgå en aftale med den irakiske centralregering, hvorefter Danmark kun skal forsyne irakerne med enkeltbilletter til Bagdad?

Asylsagerne for den lille gruppe irakere var ikke endeligt færdigbehandlede, da den irakiske diktator Saddam Hussein blev styrtet for seks år siden. Nogle af irakerne har derfor opholdt sig i Danmark i otte-ni år, fordi de konsekvent har afvist at tage hjem, selv om de ifølge de danske asylmyndigheder hverken nu eller tidligere lever op til kravet i flygtningekonventionen om individuel forfølgelse.

Når irakerne ikke for længst har opgivet og er rejst tilbage, så er deres forklaring ganske enkelt, at det er for farligt. Der er ikke fred i Irak, der er tværtimod jævnlige bomber og voldsomme interne sammenstød samtidig med, at opgøret med Saddam Husseins regime har ført til tre-fire millioner fordrevne irakere, spredt ud over Irak og nabolandene. I sammenligning hermed må selv et trangt firepersoners værelse med delekøkken og -toilet på et dansk asylcenter virke attraktivt.

Når den danske offentlighed en sjælden gang er blevet henledt på de strandede irakiske familiers triste skæbne, overladt til sig selv og med en uvis fremtid især for børnene i nedslidte asylcentre, har det folkelige ubehag været stort og letpåvirkeligt. Men trods behjertede protester fra brede kredse i befolkningen har regeringens flygtningeordførere afvist kritikken og beskyldt de irakiske fædre og mødre for at bruge deres børn som gidsler i et forsøg på tiltvinge sig en adgangsbillet til det danske fællesskab.

Lignende argumenter skal nok blive fremført også mod kirkeasylet: Man skal ikke kunne besætte sig til goder, som man ikke har ret til, og hvis det ikke er nok, så er her endnu et argument, som altid kan bruges: De afviste irakere optager pladserne i asylsystemet, som ellers kunne anvendes til at huse flere rigtige flygtninge ...

I sagens natur kan det være vanskeligt for forårsramte danskere præcist at forstå, hvor farlig en frivillig hjemrejse ville være for en irakisk familie. Men det behøver til gengæld ikke at være svært at fatte, at et flertal af irakerne selv synes, det er farligt. Alene den begrænsede succes, som regeringen har haft med et særprogram, taler sit tydelige sprog: Siden juni 2007 har regeringen tilbudt økonomisk støtte og en vis faglig opkvalificering fra Danmark med hjem i kufferten til de irakere, der af egen drift valgte at vende tilbage. Kun 25 voksne og ét barn er foreløbigt udrejst. I alt har 47 irakere indgået kontrakt herom, men af disse har syv senere ophævet kontrakten om en frivillig hjemrejse. Lokkemaden er i øvrigt blevet indstillet, fordi det nu offentliggjorte 'Memorandum of understanding' mellem det danske og det irakiske udenrigsministerium fra den 13. maj indebærer, at irakerne "som en sidste udvej" kan tvangshjemsendes, når bare en sådan hjemsendelse vil blive "gennemført gradvist, ordentligt og menneskeligt".

Foreløbig har repræsentanter for de afviste irakere altså søgt tilflugt i Brorsons Kirken. Men som også erfaringerne viser fra dengang, hvor afviste palæstinensere opholdt sig i Blågårds Kirke i mere end fem måneder i 1991-92, så er kirkeasylet kun et råb om hjælp. Spørgsmålet er nu, hvem der vil svare. En oplagt mulighed er integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). Hun har belæg i Udlændingeloven til at give irakerne ophold i Danmark, hvis "væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for" at imødekomme en ansøgning derom, som der står i lovens paragraf ni.

Hvis ministeren er humanitær, vil hun fuldt leve op til fortsættelsen af det kristne glædesbudskab, som salmedigteren Hans Adolph Brorson skrev i 1735: "... det var din mægtige styrke alene/ som fik os reddet og nå'de sit mål/ lod os ved Ånden i ordet fornemme/ Frelserens levendegørende stemme."