Leder

En joker

Debat
29. maj 2009

Lige nu er ikke mindre end 49 milliarder rare danske kroner på vej ud til de danske forbrugere. Det er pengene fra den såkaldte særlige pension, SP, som nu bliver frigivet - tvungen opsparing fra perioder, hvor der har været behov for at opsuge købekraft.

Regeringen regner med, at en stor del af de mange milliarder sammen med skattelettelser til næste år vil stimulere det private forbrug og sætte mere gang i omsætning og beskæftigelse. Men effekten er højst usikker, slog vismændene fast i en ny rapport i går. Ingen ved reelt, hvor mange penge der vil blive hævet, og hvad de bliver brugt på. Charterbranchen melder dog om gode tider - i takt med at brevene fra ATP dumper ind af brevsprækkerne, så kimer telefonerne hos Spies, Star Tours, og hvad de ellers hedder. Lad os komme væk, væk væk. Andre vil bruge pengene til at nedbringe anden gæld, og så er der dem, der har set fidusen i at hæve SP-pengene med skattefordel og indsætte dem på en ratepension og trække det hele fra i topskatten. Dobbelt op. Fidus med fidus på - men ikke megen stimuli.

Usikkerheden om, hvor mange af pengene der reelt er med til at stimulere dansk økonomi, betyder, at det er svært at regne sig frem til, hvad der ellers er behov for af politiske tiltag i den historiske krise, som dansk økonomi befinder sig i. Den værste i 50 år ifølge vismændene. SP-frigivelsen er en uforudsigelig joker i økonomien.

Vismændene peger dog på, at det allerede til næste år vil være nødvendigt at føre en mere ekspansiv finanspolitik, og at offentlige investeringer er den bedste måde at gøre det på. Der er nemlig det særlige ved stimulering af det private forbrug, at det kun i lille grad bestemmes af, hvor mange penge den enkelte har til rådighed.

Hvis troen på fremtiden er i bund, og der generelt er pessimisme i samfundet, så vil flertallet vælge at spare pengene op og lægge til side til de magre år. Et godt eksempel var den enorme opbremsning, som fandt sted i fjerde kvartal 2008 - uden at forbrugerne havde fået færre penge mellem hænderne. I opgangstider er der til gengæld en tendens til ubekymret at låne til forbrug.

Venstre og Konservative har i mange år opfattet SP-opsparingen som unødvendig og et stykke socialdemokratisk beton. Derfor tog det heller ikke lang tid at få øje på netop de milliarder, da man sad og skulle nå et forlig om en skattereform.

Det ændrer dog ikke ved, at frigivelsen af SP-midlerne for en stor gruppe uden nævneværdig opsparing betyder, at der bliver endnu mindre at leve for som pensionist. Desværre har regeringen valgt, at det i særlig grad er det private forbrug, der skal trække os ud af krisen - uanset hvor usikker en strategi det er, og uagtet at der er langt mere fornuft i at fremrykke de offentlige investeringer, som venter i horisonten alligevel. Det vidner desværre om en ideologisk tilgang til krisen, som mere har til formål at forskyde balancen mellem den individuelle og den fælles økonomi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

De ideologiske slatpissere og DERES univers:

1) Danskerne føler sig understimulerede. 2) Bent Winther og f.eks. Karen Ellemann er begge to danskere: Både Bent Winther og Karen Ellemann går ind for mere stimulans, ubegrænsede mængder af stimulans, økonomi, vækst, forbrug osv.

Alle danskere ernærer sig følelsesmæssigt ved det ultimative krav om et maksimum af stimulanser. Det er det overordnede principielle og kontrafaktiske imperativ ved hvilket enhver ideologisk slatpisser finder den energi, som kan få tingene i kog.

Karen Ellemann gider ikke tale om økonomisk fysisk fattigdom. Hun vil hellere tale om mental fattigdom. Fattigdom (mangel på økonomisk stimulans) er ikke værd at tale om, siger hun. Der er nok af det hele, men den mentale fattigdom, hos dem der er tættest på at være økonomisk fattige, er værd at tale om. For deres mentale fattigdom er problemet, der hvor de taler om deres behov for mere økonomisk stimulans. Hun mener derimod ikke den mentale fattigdom hos sin egen kaste er værd at tale om, selv om hun (i overensstemmelse med danskernes generelle underkastelse i forholdet til det ultimative imperativ om uendelig tilvækst i mængden af stimulanser) ikke kan stimuleres nok. Den økonomiske stimulering af de allerede stimulerede stimulerer mest, fordi de er mentalt rigere, mener Karen Ellemann. Hende og hendes skal derfor stimuleres yderligere, da det føre til et højere niveau af stimulation i overordnet ultimativ forstand, hvor et maksimum af økonomisk stimuli er selve meningen.

Bent Winther vil lade statens midler falde i offentlige projekter, frem for at lade dem gå til Karen Ellemanns kaste. Det stimulerer mest i overordnet forstand, mener Bent Winther.

Alle danskere går ind for stimulans. Men den skal gives der, hvor den stimulerer mest.

Vi ideologiske fantompisseres univers handler om overfloden af effekter og det minimum af affekt de reelt udløser. Vi ser at slatpisserne ikke kan se sig selv for hinanden. Den mentale fattigdom er gigantisk på begge sider af de traditionelle politiske fløje, og man kan ikke her se de problemer, der kommer af deres patetiske forsøg på at stimulere sig.

Mangelsituationen, der følger af deres overforbrug, er fortrængt fra deres erfaring med forestillingen om, at enhver med sit forbrug bidrager til afskaffelsen af mangelsituationen. Knaphedens paradoks - der handler om at deres bestræbelse på at afskaffe mangelsituationen fører til mangel, fordi beslaglæggelsen af de begrænsede fysiske ressourcer et sted, betyder, at de samme fysiske goder ikke også kan være et andet sted samtidigt - fortrænges med illusionen om, at produktion og forbrug i abstrakt økonomisk forstand vil føre til øget potentiale for produktion og forbrug i al evighed. Forestillingen om at abstrakte økonomiske værdier kan erstatte klodens begrænsede ressourcer deles af vækstmanikerne på begge fløje inden for det traditionelle ideologiske modsætningsforhold.

Karen Ellemann og Bent Winther komplimenterer hinanden fint. De er del af samme sygdom.

Det er på tide at få spulet fødderne væk under dem. Jeg så en gang ”Den lille djævel”, personificeret ved Roberto Benigni, opdage, at han havde noget, der minder om en vaske ægte brandslange mellem benene. Sådan en er der brug for! Et mere sandt billede på succes og evnen til at feje ud efter 200 års mislykket vækstfilosofi.

Søren Rehhoff

Ja jeg er enig med Bent Winther, det er nærmest tragikomisk hvordan den nvuværende regering forsøger, at klare krisen ved næsten udelukkende, at satse på det private fiorbrug og kun i yderste nødstilfælde ved at satse på offentlige investeringer. Alt andet ville ligesom være en indrømmelse af at, den liberalistiske idelologi som regeringen hylder har slået fejl.