Leder

Obamas 'dirigisme' udfordrer EU

Debat
28. maj 2009

En af de forudsigelige konsekvenser af sidste års finansielle sammenbrud og efterfølgende dybe økonomiske recession var øget statslig intervention i USA's private sektor. Vi lever ikke i slutningen af 1920'erne og starten af 1930'erne, hvor forbundsstaten lod stå til, mens tusinder af banker krakkede og millioner af mennesker blev kastet ud i ledighed og nød. Bush-regeringen reddede flere store investeringsbanker på Wall Street samt to realkreditinstitutter og forsikringsselskabet AIG. Hans efterfølger har i store træk fulgt denne linje og i særdeleshed holdt de to bilkoncerner General Motors og Chrysler levende med generøse lån.

Mange økonomiske kommentatorer - selv republikanske politikere - har opfordret Obama til at nationalisere de mest gældstyngede pengeinstitutter, luge ud i deres regnskaber, bibringe nyt lederskab og få dem til at koncentrere sig mere om bankers traditionelle hverv - at låne penge ud til erhvervslivet - fremfor at satse kortsigtet på lukrative gevinster. Et andet ønskværdigt mål ville være at bryde megabanker op i mindre enheder, således at en enkelt bankkoncerns konkurs ikke truer med at vælte hele finanssystemet. Disse forslag er blevet afvist af Obama og hans to rådgivere, Timothy Geithner og Lawrence Summers, som upraktiske og unødvendig statslig indblanding.

Men piben får en anden lyd, når det handler om at redde General Motors og Chrysler. Begge bilkoncerner er organiseret af fagforbundet, United Auto Workers (UAW), som i årtier har finansieret demokratiske valgkampe. Obama nød selv godt af UAW's støtte i 2008. Herudover tør selv ikke den modigste politiker - tænk på konservative Angela Merkel i Forbundsrepublikken - lade flere hundredetusinde bilarbejdere og måske det firedobbelte antal arbejdspladser i bilafhængige brancher ende på gaden. Det ville svare til politisk harakiri.

Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at den amerikanske forbundsstat og UAW om føje tid vil være hovedaktionærer i henholdsvis General Motors og Chrysler, verdens næststørste og 12. største bilkoncerner. Det blev klart i går, da GM's kreditorer afviste et tilbud fra forbundsstaten. Følgen bliver, at selskabet går i betalingsstandsning på mandag. Efter en omstrukturering af GM's komplekse finanser forventes det, at en slankere og mere profitabel koncern ser dagens lys. Tretten fabrikker skal lukkes med tab af 21.000 arbejdspladser. Finansministeriet vil tilføre GM 50 mia. dollar mere i kapital - ud over 20 mia. allerede udlånt. Det vil give forbundsstaten en aktionærmajoritet på 70 pct. UAW vil bruge midler fra sin investeringsfond til at rekvirere op til 20 pct. af aktiekapitalen i GM. Fagforbundet ejer allerede 55 pct. af Chrysler, forbundsstaten 10 pct. og FIAT 35 pct.

Nu kunne man slå en skadefro latter op over amerikanernes omvendelse til frankofil 'dirigisme', en nedsættende term i USA's samfundsdebat. Men det er ikke særligt opbyggende. Det var den franske stat, der under socialisten François Mitterrand overtog ejerskabet og ledelsen af bilfabrikken Renault i 1980'erne. Med til historien hører, at præsident Jacques Chirac fik Renault privatiseret i 1995, hvilket Obama også håber at gøre på et senere tidspunkt. Fra et kundesynspunkt og set med klimabriller kan statens overtagelse af GM introducere en national industripolitik i USA, hvor andre hensyn end blot et højt kvartalsudbytte til aktionærerne tæller. Obama har allerede bebudet, at GM og Chrysler skal bygge mindre biler med bedre benzinøkonomi. De overskudsgivende benzinslugende firehjulstrækkere er 'out'.

Der er også foruroligende aspekter ved statens og fagforbundets dominans af 2/3 af USA's hjemlige bilindustri. Vil de blive tilgodeset af regeringen og politikere på bekostning af nr. 2, Ford Motor Co., og de udenlandske bilselskaber med produktion i USA's sydstater? Vil det ende med konkurrenceforvridning? Eksempelvis bliver det næsten umuligt at undgå politisk mikrostyring under omstruktureringen. Kongresmedlemmer fra valgkredse med fabrikker øremærket til at blive nedlagt i en overordnet strategisk plan vil protestere og bruge deres indflydelse i Washington. Og hvordan vil fagforbundet håndtere nedlægninger? UAW har opgivet strejkeretten i de næste fem år.

Set med udenlandske øjne er det alarmerende, at denne korporativistiske model vil omstrukturere USA's bilindustri og skabe nye konkurrencedygtige biler, som vil blive eksporteret til europæiske og asiatiske markeder. Omvendt bliver det sværere for VW, Porsche, BMW og japanske og koreanske biler at konkurrere i USA. Det sker på et tidspunkt, hvor store europæiske landes bilfabrikanter lider af kronisk overkapacitet. I Europa er det mere politisk sprængfarligt end i USA at indskrænke bilindustrien i en æra med lavere efterspørgsel og større hensyn til klimaet. Fordi amerikansk økonomi traditionelt er bedre til en hurtig omstilling, kan de europæiske bilarbejdere i længden blive de store tabere i den aktuelle omstrukturering af amerikansk bilindustri. En virkelig hovedpine for Merkel, Sarkozy, Brown og Berlusconi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her