Leder

Den selvfede opposition

Debat
11. maj 2009

Oppositionen lugtede blod, den lugtede sejr og fremgang efter syv års ørkenvandring. I kølvandet på Anders Fogh Rasmussens - længe imødesete - afgang som statsminister satsede oppositionen på to ting. To vigtige nye udefrakommende faktorer, som endelig skulle vende magtforholdene i dansk politik. Den ene var, at Løkke Rasmussen nok hurtigt ville vise sig upopulær, at de negative billeder af hans rod i bilagene og kærlighed til store fadøl og våde byture havde brændt sig fast hos vælgerne, som derfor ret hurtigt ville finde ham for let - ikke mindst i sammenligning med den stærke forgænger. Den anden faktor var den økonomiske nedtur, som har sat ind med hidtil uset hastighed og styrke, stigende ledighed, utryghed og depression. Den vil få vælgerne til at ønske sig en ny mere socialt ansvarlig regering, lød og lyder analysen i den røde blok. Ingen af de to faktorer har indtil nu vist sig at holde stik, og meget tyder på, at de har forregnet sig i oppositionen.

Lars Løkke Rasmussen er blevet modtaget med noget, der ligner begejstring. Det blå flertal er tilbage, og Løkke Rasmussen har med sin ydmyge tilgang til embedet på kort tid smidt det gamle image af sig. Tilbage står i de borgerlige vælgeres øjne en moderne statsminister, som har givet sig selv lov til at bruge et halvt år eller mere på at sætte sig ind i jobbet, og som insisterer på at være kedelig, realistisk og saglig grænsende til det knastørre. Og hvad recessionen angår, er der tegn på, at den ikke bliver så dyb som frygtet. Omend ledigheden stiger til 100.000 eller 150.000, så vil den måske allerede næste år begynde at falde - i oppositionens øjne alt for tidligt i forhold til næste valg. Oven i dét viser målinger, at Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt i vælgernes bevidsthed står næsten lige med hensyn til, hvem der er bedst til at håndtere krise, ledighed og velfærd.

Så oppositionen, som havde set frem til et gyldent forår - kan meget hurtigt vise sig at stå tilbage som en buket visne tulipaner. Fogh Rasmussen kunne slides ned, og den proces var i gang og havde stået på i mindst et år. Men det kan Løkke Rasmussen ikke, han skal have en chance, mener vælgerne, og ikke nok med det, mange af dem - tyder målinger på - knytter ligefrem et håb til ham om forandring og fornyelse. Så status er, at Løkke Rasmussen her fem uger efter sin tiltræden kan sove roligt. Hvis han undgår at lave store fejl og doserer sin fornyelse drypvis frem til næste valg, er der ikke meget til hinder for, at han kan føre VKO-flertallet frem til endnu en knusende sejr.

Hvordan er Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt - det nye makkerpar, venstrefløjens dynamiske duo - så havnet der, at end ikke et lidt kaotisk statsministerskifte eller en verdensomspændende recession har kunnet vende stemningen til dens fordel - ja, ligefrem har forøget opbakningen til den borgerlige fløj? At samle de to partier og få de radikale - lidt kostbare - med på sidelinjen har været en bedrift, men det er tydeligvis ikke nok, det er begyndelsen, men for at vælgerne skal kunne fornemme en alternativ politisk kurs, skal der andet end ansigter på. Forskellen på taktik og strategi er blevet beskrevet sådan, at med en god taktik kan man vinde et enkelt slag, men at vinde en hel krig kræver strategi. Det er, som om Socialdemokraterne og SF konstant befinder sig i det taktiske univers, at man koncentrerer sig om at kigge et halvt eller et helt år frem i tiden i stedet for 10 eller 20, og at man i virkeligheden mest af alt venter på, at den nye statsminister enten skal dumme sig eller spille ud med et eller andet, som man kan skyde på.

Et godt gæt er, at historiebøgerne vil fortælle, at danskernes politiske holdninger ændrede sig grundlæggende i borgerlig retning under Anders Fogh Rasmussen, men det var Lars Løkke Rasmussen, der fuldførte opgaven ved at transformere holdningsskredet til politiske borgerlige reformer af velfærden og økonomien. Og deroverfor har oppositionen tilsyneladende ikke meget at stille op, til trods for at det overordnede økonomiske paradigme med finanskrisen er svinget i socialdemokratisk retning. Fra Washington til Berlin og Tokyo står den i dag på øget regulering, offentlige vækstpakker og sågar nationalisering af banker - mere stat og mindre marked. Måske er det netop disse nye vinde, som har gjort oppositionen så selvfed.

Det tætte samarbejde mellem Socialdemokraterne og SF markerer et strategisk skifte hos begge partier. SF besluttede sig for at gå entydigt mod midten, ansvarlighed og ministertaburetter, mens Socialdemokraterne først tøvende, men senere utvetydigt har valgt det ægte røde alternativ frem for ørkenvandringen med de radikale. Så det oplagte for S-SF alliancen er at tegne et nyt moderne centrum-venstre alternativ med en klar rød profil. Så langt er de to partier nået, men problemet er, at de hidtil enten har forsømt at forklare, hvad det går ud på, eller måske snarere, at den politiske vision er dræbende tilbageskuende - tilbage til de gode gamle 90'ere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Det er måske tiden til at debattere hvad vej danskerne ønsker at gå. Vil vi forsat ledes i en borgerligretning, hvor det bliver mere og mere dit eget ansvar og hermed ikke mindst økonomiske ansvar at tage en uddannelse, at blive passet og plejet osv.
Indtil videre har Fogh Rasmussen lykkedes med at leje socialdemokrat ved hoveddøren og så i smug indføre forberedelserne til sin minimalstat af bagdøren og alt det har han gjort med DFs stemmer. Som forberedelse til Minimalstaten kan nævnes Strukturreformen, lovene der tillader fortjeneste ved pasning og pleje, tilladelse til brugerafgifter ved ekstraydelser i fx uddannelserne, ældreplejen, børnepasning osv. samt ikke mindst det frie valg og behandlingsgarantierne.

Ligeledes bliver regeringen ved og ved at sige at skattelettelser vil føre til vækst, hvorimod øget vækst i den offentlige sektor vil føre til alle dårlig domme. Denne påstand underbygger regeringen med at lavere skat på de højeste indkomster vil få flere til at arbejde mere og længere. MEN hvilke undersøgelser kan hel hjertig underbygge den påstand og hvorfor vil udbygning af transportnettet osv ikke kunne effektiviserer hele samfundet. Alene det smøl som V,C og DF samt 2 socialdemokrater var medvirkende til ved ikke at stemme for Sonja Mikkelsens genopretningsplan for jernbanerne i 1990ér har nu udløst mange forsinkelser pga. solvarme spor. Det havde været ting som et fremsynet Folketing kunne ha´ sparet samfundet for.. Bare et eksempel.

Inger Sundsvald

Det kommer jo lidt an på hvilke meningsmålinger man fæster lid tid. Der kan åbenbart skrives ledere om de mest useriøse, og hæftes ord på om den selvfede opposition.

Men lad os nu se om borgerne er blevet så borgerlige som lederen antager, men om man efterhånden er ved at få øjnene op. Indtil videre er regeringen sikret, og hvad skal oppositionen egentlig stille op med det, når både DF og pressen bakker op og nedgør oppositionen.