Leder

Slaget om TV 2

22. maj 2009

SELV OM TV 2's revisionsselskab KPMG er det samme, som IT Factory benyttede sig af, og selv om selskabet i Rigsrevisionens rapport om TV 2 også kritiseres for passivitet, er der trods alt ikke tale om en ny Stein Bagger-sag. Men nogle af ingredienserne er til stede.

For en hel medieverden lod sig falde bagover i beundring og benovelse, da Per Mikael Jensen lod sin løn halvere og i 2006 vendte hjem fra det store udland og den store direktørstilling i Metro i New York for at indtage "det mest spændende og udfordrende job", han overhovedet kunne forestille sig. Nemlig jobbet som direktør for TV 2.

Da han blot 18 måneder senere flintrede ud af døren igen skarpt forfulgt af sin tro væbner, økonomidirektør Anders Kronborg, der trækker et blodspor af budgetoverskridelser efter sig gennem sin karriere, efterlod han et TV 2 i livstruende økonomisk krise med et historisk underskud for 2007 på 213,5 millioner kroner, som det så var en ny direktions opgave at forsøge at indhente.

TV 2 var stærkt svækket efter mødet med det dynamiske makkerpars rastløse forandringsprojekt og vækstfilosofi, der skulle gøre public service-stationen til et moderne mediehus med så mange platforme som muligt, sikkert for at gøre TV 2 klar på affyringsrampen til et salg.

Fantasterier og forførelse af det politiske landskab og medieverdenen er en del af forklaringen, da de to glade drenge og deres velvillige tv-station udvidede over stok og sten. Det skete med en række nye tv-kanaler, rejseportal, eventbureau, bogforlag, hundemagasiner, helikopter, speedbåd og ikke mindst - skulle det vise sig - en fatal ny radiostation, som man for at fuldende værket satte endnu en glad dreng, Venstre-politikeren Jens Rohde i spidsen for. Per Mikael Jensens ræsonnement var uden tvivl, at man dermed fik en arm langt ind i regeringen, men det eneste, man fik, var en kolerisk amatør, der intet vidste om hverken journalistik eller mediedrift.

TV 2 Radio er for længst lukket. Radioeventyrets uheldige udvikling skyldes til dels de ugunstige vilkår, som den statsejede tv-station blev præsenteret for af sælgeren, stationens egen ejer, staten. Men det afspejler først og sidst den maniske optagethed af at gøre TV 2 til noget meget stort meget hurtigt uden at tage tilstrækkelig hensyn til kerneproduktet. Ligesom en række fyringer af chefer og efterfølgende tankeløse udnævnelser af nye chefer afspejlede den samme mani.

Retfærdigvis skal det siges, at ikke alt var uden mening. Alle mediehuse søger i dag nye forretningsområder, og for TV 2 er både TV 2 News og TV 2 Sport stille og roligt ved at udvikle sig til gode forretninger, der belønnes af seerne. Men igen, det understreger blot, at det netop er inde for stationens kerneområder, at ekspansionsmuligheder og ekspertise ligger.

DET ÆNDRER UNDER ingen omstændigheder ved, at en lang række af den daværende direktions dispositioner har været dybt uansvarlige og præget af fremskrivninger, som i bedste fald var jubeloptimistiske. I værste fald uden hold i virkeligheden. En tendens, som kun blev videreført, da Per Mikael Jensen var ude af døren, og Anders Kronborg i tre måneder var konstitueret som direktør, inden han fulgte efter Per Mikael Jensen til nyt topjob i Metro i London.

Jensen og Kronborg efterlod sig en dyb krise. Det er der for så vidt intet nyt i. Det nye er, at Rigsrevisionen i den rapport, som blev offentliggjort onsdag, uddeler store smæk til både den tidligere ledelse, direktion, bestyrelse, revisor og daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K). Der rammes bredt, men også præcist.

For mange bærer et ansvar, men ingen vil tage det. Per Mikael Jensen kalder Rigsrevisionen for en flok amatører. Den daværende bestyrelse skyder i begge retninger og peger ikke mindst på Brian Mikkelsen som den, der lagde politisk pres på bestyrelsen. Og Brian Mikkelsen, ja, han er i dag justitsminister og henviser til sin efterfølger, Carina Christensen, som vil aktivere kammeradvokaten.

Man må håbe, at ansvarsforflygtigelsen ikke lykkes, og at Rigsrevisionens rapport ikke bliver det sidste ord i TV 2-sagen, der under alle omstændigheder kommer til at stå som den endegyldige fallit for de såkaldte professionelle bestyrelser i statslig regi. For selv om Brian Mikkelsen sikkert vil henvise til, at han har henholdt sig til armslængdeprincippet, har den politiske indflydelse været enorm, da der skulle udpeges både en bestyrelse og en direktør, der skulle privatisere og sælge TV 2. Og hvilke udpegninger. Til gengæld har ministeriet som ejer ikke været på forkant med problemerne, da de viste sig, fordi de ikke har evnerne. Tilbage står en vingeskudt delvis licensfinansieret tv-station, der forsøger at overleve på bedste vis, fanget, som den er, mellem Per Mikael Jensens dyre luftkasteller og en fastfrosset salgssituation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu