Leder

Tyrkiet igen igen

Debat
2. maj 2009

Bendt Bendtsen, der topper de konservatives kandidatliste til EU-parlamentsvalget, gik tirsdag ud med en melding, som det hedder i den politiske jargon, om "at finde en mellemvej for Tyrkiet", nemlig "privilegeret partnerskab". Tanken er naturligvis ikke Bendtsens egen - hvornår er den mand grebet i at tænke originalt? - men Angela Merkels, da hun for fem år siden førte valgkamp mod daværende kansler Gerhard Schröder og havde brug for et slagnummer og en prygelknabe.

Hun havde den gang mandshjerte (en seriøs avis bruger ikke den mest nærliggende metafor) nok til at præsentere sit synspunkt i Ankara, hvor man modtog hende med den traditionelle gæstfrihed, altså uden knubbede ord. Og straks efter inviterede Schröder - ikke på jagt, men dog til middag - for at få bekræftet, at Tyskland vedstod EU's beslutning fra december 2004 om fuldt tyrkisk medlemskab, når ansøgningsproceduren er tilendebragt. Hvilket han gjorde.

Om det vil tage fem, 10 eller 20-40 år, som Venstres Jens Rohde mener er tidshorisonten, før det store land er inden for palisaderne, er i den forbindelse irrelevant. Det afgørende er, at der ligger, som Bendtsens partifælle Per Stig Møller også har bekræftet i Folketinget for kun en måneds tid siden, en bindende EU-beslutning: Tyrkiet er ansøger til fuldt medlemskab.

MELLEMVEJEN er altså ikke en option, heller ikke i Ankara, hvor det er slået fast igen og igen, at det er hele kagen eller ingenting. De tyrkiske ledere og deres opinion er efterhånden godt trætte af europæiske politikere, der slår plat på en forskrækkelse med rødder tilbage til osmannernes to forgæves stormløb på Wien (sidst i 1683), men som har meget lidt at gøre med de medborgere af tyrkisk baggrund, deres vælgere omgås i dagligdagen. Og - hvis vi må komme med et populistisk indspark - uden hvem vi her i Danmark var stillet ringere ernæringsmæssigt, eftersom kvalitetsniveauet hos de tyrkiske grønthandlere er uden for konkurrence, både hvad angår frugt, grønt og kundebetjening.

Nuvel - den polemiske populisme til side: Det deprimerende ved typer som Bendtsen og andre folkedanserfundamentalister er, at hver gang de ytrer sig, virker det faktisk - ikke kun på uoplyste vælgere i eget bagland, men også i Tyrkiets politiske landskab.

Virkningen af disse psykologiske stalinorgler er, at det bliver stedse sværere for de tyrkiske politikere at mobilisere den begejstring for EU-projektet, som har været med til at bære en lang stribe demokratiske og økonomiske reformer igennem, og som på få år har ændret Tyrkiet fra semidiktatur til semidemokrati. I 2005 var tilslutningen til EU-medlemskab på omkring 80 pct. - i dag er den nede på omkring 50 eller derunder, afhængigt af den seneste ydmygende nedgørelse i en eller anden europæisk valgkamp.

At der er et stykke vej endnu, før tyrkerne tør tale højt om, at landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk (1882-1938) måske ikke var helt ufejlbarlig - og slet ikke i demokratisk forstand - er evident. Men de totalitære elementer i Atatürks arvegods udfordres hver eneste dag. Nu debatteres Armenien-massakrerne i 1915 åbent, ordet 'folkemord' skrives ned i klummer og kommentarer, og den tyrkiske regering gentager med jævne mellemrum viljen til at åbne de osmanniske arkiver for en kommission af tyrkiske, armenske og internationale historikere - Armenien har afvist tilbuddet, medmindre Tyrkiet på forhånd erklærer sig skyldig i folkemord - altså at den videnskabelige arkivforskning reelt bliver en tilståelsessag.

De udgravninger af knogler og ligrester, der i disse uger og måneder finder sted i de sydøstlige kurdiske områder, er et andet eksempel på tyrkisk vilje til at konfrontere fortidens menneskeretskrænkelser og krigsforbrydelser, begået af et kriminelt-politisk-militært netværk - Ergenekon - og som i årtier gjorde landet til europæisk paria.

Og militæret selv, der traditionelt har bestemt farten som en slags overregering, signalerer nu vilje til demokratisk lov og orden, hvis man skal tro den nuværende generalstabschefs seneste pressemøde - og det skal man måske - i hvert fald var et sådant pressemøde utænkeligt for få år siden.

POINTEN i alt dette er, at når den tyrkiske demokratiseringsproces er tilendebragt, og en ung og købedygtig nation på små 100 millioner materialiserer sig i EU-horisonten om 10-12 år, skal vi være glade, hvis de gider. Måske gider de ikke. Rollen som arbejdskraftreserve i et udlevet, alderdomssvækket Europa er ikke tillokkende, og for tyrkerne har EU alligevel kun været en motor for reformer indad. Når de er gennemført, er Tyrkiet en regional stormagt med egen dagsorden og arabiske og central-asiatiske aftagere.

I øvrigt til oplysning for Bendt Bendtsen: I Tyrkiet er politisk korruption ikke et skældsord, men et vilkår. Og tyrkerne har verdens bedste golfbaner, ligesom bjørnejagt er populært.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Thomsen

Er det egentlig ikke ganske påfaldende, hvordan det tilsyneladende er blevet anden natur hos borgerlige politikere, pr. refleks at spille racisme kortet når man er trængt.

Det synes ikke mindst at være tilfældet for medlemmer en af det Konservative Folkeparti, hvor vi på det seneste har været vidner til to stygge eksempler på dette.

Først var der Naser Khader, der gik totalt rabundus med sit projekt som partiejer, og som nu ihærdigt forsøger at få et politisk comeback ved at iscenesætte sig selv i rollen som de konservatives mest skingre xenofob i skøn forening med den hollandske superracist Geert Wilders og andre gode kræfter.

Og nu hvor Bendt Bendtsen er blevet klædt af til skindet som korrupt og har mistet enhver troværdighed, forsøger han sig så med samme gennemprøvede metode. En metode der i sin enkelhed går ud på at udnytte, at danskerne har fået muslimer på hjernen.

I Danmark er det nemlig åbenbart sådan, at vælgerne er til sinds at tilgive hvad som helst, når blot en politiker efterfølgende udtrykker sig tilstrækkeligt hysterisk xenofobisk.

Gad vide hvor længe de danske vælgere vil blive ved med at være til falds for den slags? Hvis den indre svinehund bliver fodret meget mere, vil der opstå en ganske alvorlig risiko for, at den en skønne dag simpelthen sprækker…