Leder

Udskilningsløbet

26. maj 2009

Ude i Bella Centret sidder den internationale storkapital netop nu og diskuterer Jordens undergang. Det er mildest talt opsigtsvækkende. Historisk. Et emne, der for ikke mange år siden var nørdede forskeres og grønne aktivisters privilegium, står nu øverst på globale koncernlederes dagsorden. Nok til i sig selv at skabe en slags optimisme, og tak til Mandag Morgens øverste chef og ledende klimaaktivist, Erik Rasmussen, for det.

Men motiverne blandt dagsordensætterne på Amager er blandede. Her er virksomheder, der har selve kampen for klimaet og det grønne som forretningside og eksistensgrundlag. Vestas og Rockwool, for at nævnte to danske deltagere. Her er virksomheder, der har skabt den fossile æra og fortsat har den som raison d'être. Shell, BP, Total og andre olieselskaber. Og her er virksomheder med et ben i begge lejre: Elselskaber som danske DONG Energy, svenske Vattenfall og amerikanske Duke Energy, der bruger masser af kul og gerne vil bygge nye kulkraftværker, men også investerer milliarder i fremtidens energikilder: sol og vind.

Alle disse virksomheder har én fælles - for nogle andre diskutabel - interesse: At sikre fundamentet for fortsat økonomisk vækst. En dagsorden som klima- og energiminister Connie Hedegaard helhjertet støttede på erhvervsmødet mandag. "Dette er ikke en antivækst-dagsorden. Det er det modsatte," sagde ministeren. Sir Martin Sorrell, chef for den globale pr- og kommunikationskoncern WPP, udtrykte det eksemplarisk kort: "Virksomheder søger profit, ikke udledninger." Kan indtjening og omsætningsvækst sikres med faldende CO2-udledning og klimabelastning, er erhvervslivet helt med.

Men denne overordnede enighed dækker over markante konflikter mellem virksomhederne. De klimapolitiske tiltag, der kan gavne en vindmøllekoncern, skader en olieproducent. Det, der skaber profit hos isolerings-producenten, får forretningen til at skrumpe hos leverandører af el og varme. Derfor er det lige så meningsløst at hævde, at det globale erhvervsliv som sådan er stået på den grønne revolution som at hævde det modsatte: at industrien en bloc udøver 'greenwash' og søger at score kassen på falske klimaløsninger, som fremført af de aktivister, der søndag løb forgæves stormløb på erhvervsklimamødet.

Men der er vitterlig virksomheder, som - med FN'generalsekretær Ban Ki-moons ord - "forsvarer den gamle orden". "Fodslæbere og skeptikere" som går ind i den offentlige klimadebat for at udøve damage control og forhale omstillingen under foregivende af det modsatte. De er til stede i Bella Centret, hvor de bag lukkede døre formentlig søger at hindre for skrappe CO2-reduktionskrav i erhvervsmødets slutappel, der skal offentliggøres og afleveres til politikerne i dag. Og de har været massivt til stede i spillet om det amerikanske klimalovforslag, som forleden godkendtes af energiudvalget i Repræsentanternes Hus og nu skal videre i Kongres-systemet. Olie- og kulselskaber har ifølge det uafhængige Campaign Media Analysis Group brugt 76 mio. dollar siden nytår på at bremse eller udvande klimalovforslaget via lobby- og medievirksomhed, mens amerikanske elselskaber som Duke Energy Corporation har søgt infight med lovgiverne og skaffet dem vrangvillige kulstat-demokraters accept mod selv at få de kommende CO2-kvoter næsten gratis, ret til CO2-kreditkøb i u-lande samt svage CO2-krav til nye kulkraftværker.

"Vi ville ikke være, hvor vi er i dag, havde det ikke været for dem," sagde forleden kongresmedlem Rick Boucher, demokrat fra det kulproducerende Virginia og oprindelig modstander af lovforslaget fra partifællerne Henry Waxman og Ed Markey. Boucher siger, at lovforlaget via industriens lobbyisme er blevet så tilpas modificeret, at hans mål om fortsat øget kulproduktion i Virginia er sikret.

Der foregår således en indre klimakamp på den internationale erhvervsscene. Nogle er bærere af den grønne revolution og slås for de bedst mulige vilkår for de nye vedvarende energiløsninger. Andre slås for at levetidsforlænge kul-æraen med såkaldt CCS-teknik til indfangning og deponering af røgens CO2. Atter andre forsøger bare at fastholde den gamle verden og holde reduktionskrav, afgifter og kvoter på afstand længst muligt. Det er et udskilningsløb: klimavinderne mod klimataberne, med skriften allerede malet på væggen for de sidste. "Jeres ideer er forældede, jeres tid er ved at rinde ud," sagde Ban Ki-moon til dem, der ikke vil se virkeligheden i klimakrisens skygge i øjnene. Den gode nyhed fra Bella Centret er, at samtlige virksomheder i dag taler den grønne revolutions sprog. Andet er heldigvis ikke længere gangbart, og dermed gør erhvervslivet det grønne til den ny fælles diskurs i det offentlige rum. Dét sætter politikerne under pres. Nu er det så op til civilsamfundet - og medierne - at holde virksomhederne fast på retorikken og skille fårene fra bukkene. Jo hurtigere den fossile æras virksomheder kan udstilles, udkonkurreres eller tvinges til at skifte forretningsområde, desto større chancer har planeten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Diepgen

Grøn er blevet et værdibegreb af en oprindelig positiv, men efterhånden ubestemmelig slags, og han intet at gøre med forretning. Man tror vel ikke, at erhvervsvirksomhederne er til sinds at gøre sig demokratiske. Konkurrence- og koncentrations-incitamentet hviler på en finansiel materialisme i bankregi, der ikke producerer varer, men kreditter og profitter. Samfundet og den enkelte er uden indflydelse på og uden interesse i, hvilken virksomhed, der vinder koncentrationen (evt.monopoliseringen), til gengæld afhængig af både klimasituationen og koncentrationsfænomenet.

Steen Rasmussen

Martin Sorrel: "Kan indtjening og omsætningsvækst sikres med faldende CO2-udledning og klimabelastning, er erhvervslivet helt med."

Sagt på en anden måde: "Hvis ikke hensynet til klimaet kan forenes med hensynet til den økonomiske vækst, så er erhvervslivet ikke (helt) med.

Ind til videre har erhvervet ikke været med, af samme årsag, men som det er blevet - med en selvbeskrivelse der afhænger af en verden, der bekymrer sig om klimaet - er det nu nødvendigt at fremstille sig selv på en ny måde.

Erhvervet er af interne grunde nødt til at fremstille væksten i forbruget og produktionen som forudsætningen for løsningen af klimaproblemet, som om det ikke var stigningerne i netop produktionen og forbruget der var grunden til problemerne. Man vil selvfølgelig fortsætte med at beskrive væksten i produktion og forbrug som løsningen på de problemer, der skyldes selv samme vækst.

Erhvervslivet er med til sin egen bitre ende eller til selve den bitre end, både på den ene og den anden måde.

Hvis erhvervslivets primære hensyn ikke lader sig forene med hensynet til klimaet, så er erhvervslivet ikke bare med til det bitre ende, nej så er man selvfølgelig med til at arrangere det hele, lige som man omhyggeligt har bestræbt sig på ind til i dag, i fremskridtets, det godes og den økonomiske nødvendigheds eget højhellige navn.

Hvis erhvervslivets primære hensyn havde vært foreneligt med hensynet til klimaet, så havde man ikke brugt de sidste 50 år på at benægte problemet, for så lige pludseligt at kaste sig ud i den patetiske og pompøse selvforherligelse i relation til problemet, som vi ser i dag.

Den tiltalte vil altid lade tvivlen komme sig selv til gode.

Vi andre lader det ske!

John Fredsted

"At sikre fundamentet for fortsat økonomisk vækst."

Man fatter tilsyneladende bare ikke, at dette ikke er muligt i en materiel begrænset verden. Jo, i kortere perioder med tilbagevendende økonomiske bobler ind imellem, men ikke kontinuert vedvarende.

Man forestiller sig velsagtens, at menneskeheden ved hjælp af teknologi kan blive omnipotente: at man ved hjælp af teknologi kan overvinde enhver af naturen og naturlovene eksisterende begrænsning. Dette er ikke bare udtryk for arrogance (og det står som bekendt altid for fald), men også regulær dumhed, slet og ret.

Vi kan ikke løse indeværende problemer indenfor det indeværende økonomiske paradigme, og derfor er møder som det netop afholdte i Bella Centret fundamentalt set én stor selvmodsigelse.