Nu eller aldrig

TRE UNGE danskere mistede i sidste uge livet i Helmands ørken, da en 120 kg stor vejsidebombe sprængte deres køretøj i småstykker. Kort efter blev andre danskere alvorligt såret under næsten samme omstændigheder. Taleban opruster i øjeblikket i kampen mod de internationale styrker, og danskerne er nærmest belejret. De skal kun begive sig få hundrede meter uden for lejrene, før de bliver beskudt. Det går kort sagt ad helvede til i Helmand. Knap tre år efter danske og britiske ISAF-styrker rykkede ind i den frodige grønne zone langs Helmand-floden, er de militære fremskridt, som over 20 danske soldater har betalt for med deres liv, truet. Den clear-hold-build-strategi , som hele krigen mod Taleban hviler på, er i krise.

Fra starten var det et stærkt ønske fra Karzai-regering, at de danske og britiske tropper ikke bare befriede provinshovedstaden Laskar Gah, men også de vigtigste distriktshovedstæder; Gereskh i det centrale Helmand, Musa Qala i vest, Sangin i nord og Garmsir i syd. Allerede efter få måneder viste det sig at være en alt for stor mundfuld, og ørkenbyen Musa Qala måtte opgives. Resultatet var lige så katastrofalt, som man kunne forvente. Taleban rykkede ind igen og henrettede mange af dem, der havde vovet at samarbejde med ISAF.

Næsten et år senere blev Musa Qala atter befriet og en tidligere Taleban-kommandant installeret som distriktsguvernør. Nu overvejer danskerne og briterne så at opgive flere af de baser, de har etableret langs den grønne zone, fordi de opiumsdyrkende landsbyer i området har vist sig meget sværere at holde end forventet.

Hvis baserne opgives, vil det være en katastrofe for de bønder, der vil blive overladt til Talebans brutalitet, og for hele projektet for hvordan skal ISAF næste gang få befolkningen til at tro på, at der er et varigt og levedygtigt alternativ til Taleban

DEN MILITÆRE situation i Helmand er symptomatisk for hele indsatsen i Afghanistan. Da USA i 2001 invaderede landet og væltede Taleban, blev kun nogle få tusinde mand udstationeret i og omkring Kabul, mens resten af landet blev overladt til lokale krigsherrer og for sydens vedkommende til Taleban, der fik hele fem år til i ro og mag at stable den oprørsstyrke på benene, som danskerne i dag står over for. Det internationale samfund ligger med andre ord, som vi har redt.

I de kommende uger rykker næsten 10.000 amerikanske soldater og et stort antal civile rådgivere os til undsætning i Helmand. Det er et forsøg på at vende billedet en gang for alle, og mange betragter den kommende optrapning af krigen mod Taleban som sidste udkald. Det er nu eller aldrig, slaget skal stå, og de kommende måneder vil uvægerligt give endnu større tab end dem, vi allerede har oplevet.

Amerikanerens plan er at lægge en jernring omkring de befriede områder, så genopbygningsindsatsen for alvor kan komme i gang. Helmand er en nøgleposition for Taleban, og en sejr over oprørene her vil afskære talebanerne fra en af deres vigtigste indtægtskilder, skatten på opium, som finansierer bevægelsens indkøb af våben og spræng stoffer.

EFTER TRE års krig og 25 dræbte spørger mange danskere med rette, hvor mange unge mænd og kvinder skal dø for at befri Afghanistan. Det er et spørgsmål, som vil blive stillet oftere og oftere de kommende måneder, men som er næsten umuligt at besvare. For hvad er alternativet

Hvis Danmark og resten af den næsten 100.000 mand store internationale styrke trækker sig ud af Afghanistan i morgen, vil Taleban sidde på magten, inden året er omme. De afghanske sikkerhedsstyrker er endnu ikke klar til at forsvare landet. Hæren, sikkerhedstjenesten og politiet er efterhånden oppe på 150.000 mand, men det er langt fra nok til at konfrontere Taleban. Desuden er der ikke tale om sikkerhedsstyrker, som vi kender det i Vesten. Otte ud af ti af ghanske soldater og politifolk kan hverken læse eller skrive, og mange af dem har kun et otte ugers kursus at læne sig op ad. Det samme gælder Afghanistans regering, der endnu ikke er i stand til at lede landet.

Det er med andre ord svært at få øje på andre løsninger end at fortsætte den indsats, vi er begyndt på. Alternativet er en ny fejlslagen stat, hvor religiøse fanatikere og internationale terrornetværk har frit spil. Og det er i hvert fald ikke, hvad afghaneren ønsker. Alle meningsmålinger viser, at kun en forsvindende lille del af den afghanske befolkning ønsker Taleban tilbage magten. De ønsker udvikling, skolegang, sundhedsklinikker og fremskridt i det ludfattige land, hvor alt er skudt i sønder af 30 års borgerkrig. Ingen af delene kan Taleban levere, og det ved afghanerne udmærket godt. At opleve Afghanistan i dag er trods korruption, magtmisbrug og forsat krig intet mindre end et et mirakel. Takket være Osama bin Laden har Afghanistan fået en enestående mulighed for at rejse sig af asken, og det projekt skylder vi den hårdt prøvede afghanske befolkning at fuldføre.

Det var trods alt os, der i ti år brugte deres land til at føre krig mod Sovjetunionen og derefter overlod dem i kalashnikovernes, stingermissilernes og Talebans varetægt.