Leder

Barnepigestaten

Debat
30. juni 2009

»Hvis du ikke tænker over det, kan man nemt komme dertil, hvor det eneste, man udveksler, er praktiske ting: hvem henter, hvem bringer, hvad skal man spise, og hvem smører madpakker.«

Malene Bason, der sammen med sin mand har været i statsfinansieret parterapi

SKAL DET VÆRE en offentlig opgave at tilbyde terapi til børnefamilier, hvor mor og far har knas i parforholdet og har brug for redskaber til at undgå skilsmisse eller til at gøre den så lempelig som muligt især for børnenes skyld? I hvert fald har staten givet tilbuddet de sidste fire år i en forsøgsordning, og som det kunne læses i Information fredag, er ordningen netop blevet evalueret overordentligt positivt. Det er uklart, hvad succeskriteriet er, men det kan i hvert fald ikke være de seneste skilsmissestatistikker. For netop sidste år vendte skilsmissekurven efter tre år med tilbagegang. Antallet af skilsmisser steg i forhold til året før med fire procent til i alt 14.695. Med til historien hører, at der også var indgået lidt flere ægteskaber, dog ikke fire procent.

DET ER IMIDLERTID heller ikke det, der er spørgsmålet her, men snarere om det er en offentlig opgave at tilbyde parterapi. Umiddelbart kan man mene, at da staten i forvejen tager sig af snart sagt hvad som helst og leverer service og tilbud langt ind i privat-sfæren, ja hvorfor så ikke også parterapi? Forskning viser, at der ofte følger sociale problemer med skilsmisser - selv om lykkelige skilsmisser uden tvivl findes, er det ofte en katastrofe for de voksne, og skilsmissebørn klarer sig ofte dårligere i skolen og ender oftere i statistikker over misbrug, arbejdsløshed, kriminalitet osv. Så hvis man fokuserer på den samfundsøkonomiske bundlinje, er det sikkert udmærket, hvis offentlig parterapi kan være med til at forhindre en skilsmisse eller to.

MEN MAN BEHØVER ikke være medlem af den liberale tænketank Cepos for at mene, at man her for længst har overskredet det, man med rimelighed kan betragte som statens ansvarsområde. I den moderne velfærdsstat er folk flest for længst blevet vænnet til at betragte velfærdsydelserne ud fra forbrugersynspunktet. Er varen på hylden, vil den blive efterspurgt, især af de i forvejen ressourcestærke, hvilket også har været erfaringen i parterapi-forsøget. Det er ikke parret fra det socialt belastede kvarter, der opsøger tilbuddet, men i stedet mennesker, som man med nogen rimelighed kunne mene, burde have råd til terapi. Velfærdsstaten er, med mindre den selv sætter grænserne for sit eget udbud, et bundløst kar, der kun er med til - med filosoffen Ole Thyssens ord - at accelerere hjælpeløsheden, fordi den hele tiden bekræfter, at hvis der er et problem, træder velfærdsstaten til, også selv om denne måtte have andre og vigtigere opgaver at tage sig af. F.eks. ordentlige skoler, sygehuse og vagtlægeordninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis staten ville gøre noget bedre for børnefamilierne end betalt parterapi, kunne man passende begynde med at forbedre normering og åbningstider i børneinstitutioner samt udbygge den kollektive trafik betydeligt.

Hvis staten ville gøre noget bedre for børnefamilierne end betalt parterapi, kunne man passende begynde med at forbedre normering og åbningstider i børneinstitutioner samt udbygge den kollektive trafik betydeligt.

Henning Ristinge

Man kunneogså begynde at bruge lidt penge på at sikre rimelig behandlingstilbud til folk der har alvorlige mentale og adfærdsmæssige problemer - for nu bare at nævne et områder der er stærkt forsømt