Leder

Bibis bantustan

Debat
16. juni 2009

OBAMAs sol skinnede på palæstinenserne i nøjagtig 10 dage fra 4. til 14. juni, hvor Israels premierminister Benjamin Bibi Netanyahu gik på Bar Ilan-universitets talerstol med sit bud på tolkningen af Obamas Kairo-tale.

Det ser sådan her ud:

Den jødiske stat kan, hvis alt går vel, hvad det nok ikke gør, tildele de oprindelige indbyggere i det tidligere britiske mandatområde, Palæstina hvoraf de fra 1949 har rådet over 22 procent deres egen stat , der ikke er en stat, selvom den både får lov at flage med eget flag, afspille egen nationalmelodi og stille eget fodboldlandshold.

Hvad de ikke kan få lov til i deres egen stat, hvis alt går vel, hvad det nok ikke gør, er at etablere et forsvar, at råde over eget luftrum, at indgå internationale aftaler og militære alliancer med Syrien, Libanon og Iran og implicit at kontrollere egen grænse. Derimod har Israels premierminister ikke noget imod, at denne ikkestat absorberer i omegnen af fire millioner palæstinensere med flygtningestatus, spredt i FN-lejre ud over Mellemøsten fra Libanon til Syrien, Jordan og Gaza.

Tilbagevenden til deres forladte hjemsteder i det nuværende Israel, hvorfra de blev fordrevet i 1948-49, kan der ikke blive tale om, da det vil medføre en demografisk katastrofe for Israels jødiske karakter, knæsat ikke, som Netanyahu hævdede i sin tale søndag aften, for 3.500 år siden, og ikke, som nogle vil mene, af den britiske regeringsleder Lloyd George s udenrigsminister, Arthur James Balfour s i alt 117 ord fra 2. november 1917, hvori han lod Lord Rothschild, leder af den britiske zionist-organisation, vide, at Hans Majestæts regering ville støtte etableringen af et hjemland for det jødiske folk i Palæstina .

Israels jødiske karakter blev derimod etableret af David ben-Gurion 14. maj 1948, da han som leder af det israelske arbejderparti udråbte staten Israel og fulgte udråbet op med en nøje tilrettelagt etnisk udrensning af den nye stats arabiske befolkning under kodenavnet Plan D ( Dalet på hebraisk, red. ), der var vedtaget i Tel Aviv to måneder før, i marts 1948.

DISSE historiske tilbageblik kan trætte en dansk gennemsnitslæser, selv en læser af Information, men de anføres alligevel, fordi de er en permanent erindret og citeret del af de palæstinensiske araberes tankegods. Både de fordrevne og deres efterkommere, de tilbageblevne i selve Israel, der nu udgør en femtedel af landets seks millioner indbyggere og de ca. 3,5 mio., der i dag befolker Gaza og det, der er tilbage af Vestbredden, efter at Israels sikkerhedsbarriere i pigtråd og beton har udhegnet ca. 20 pct. af området. Spørg en hvilken som helst teenager i en flygtningelejr, hvor han er fra, og han vil svare med et landsbynavn fra det område, der i dag udgør Israel.

Palæstinensernes hukommelse er en del af forklaringen på Benjamin Netanyahus tale, der udadtil var henvendt til israelerne og til USA og EU, men som havde til formål at flytte presset for en fredsaftale fra Israel til det palæstinensiske hjemmestyre. Det er nu igen palæstinenserne, der siger nej , som det har været kotume ned gennem den nyere historie. Det er nu igen palæstinenserne, der ikke forsømmer en lejlighed til at forsømme en lejlighed , som det så vittigt er blevet formuleret. Og som fik Mustafa Barghouti, en af de mere artikulerede palæstinensiske politikere, til at kalde talen for en krigserklæring mod freden .

DET var den ikke, selvom Netanyahu omhyggeligt sørgede for at gentage sit eget valgprogram: Ingen flygtninge retur til Israel, ingen deling af Jerusalem, fastholden af 'naturlig vækst' i bosætter-kolonierne og kravet om en demilitarisering altså reelt et forslag om at omdanne Vestbredden og Gaza til bantustans.

Derimod afspejlede talen den frygt, der ligger i baghovedet på enhver isareler, nemlig frygten for den arabiske hukommelse. Netanyahu og hans støtter mest til højre, men også i centrumvenstre af israelsk politik, stoler ikke på araberne, men forudsætter, at de pønser på at drive jøderne og deres stats 'jødiske karakter' i havet.

Og det gør de, i hvert fald for en nogles vedkommende. Det er en del af f.eks. Hamas' politiske diskurs at 'befri Palæstina' om ikke i denne generation, så i næste eller næste igen. Således var Netanyahus tale, der afspejlede, at Israel har ryggen mod muren nu mere end i 1967 og 1973, årstallene for de to sidste større krige mod de arabiske naboer. Det, der kan undre, er, at såvel Obama som vor egen Per Stig Møller kaldte talen et vigtigt skridt fremad . Det undrer i hvert fald palæstinenserne, der mandag morgen mistede enhver illusion om, at Obamas USA er på deres side.

Netanyahu frøs billedet af de sidste 10 års forhandlinger, hvor skiftende premierministre fra Yitzhak Rabin og frem, har gentaget de krav, han fremlagde.

Og før de krav ændres og israelernes frygt dæmpes, sker der ikke en dyt. Udspillet er Israels, ikke palæstinensernes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

det er fandme uhyggeligt, at være så nederdrægtig som den Isrealske regering. At legitimere sig selv, i kaskader af selvbedrag, og vrangforestllinger.

måske er det godt at valget i Iran, vender som det ser ud til, og måske er det godt at Iran får atomvåben. Ihvertfald vil det forskyde magtbalance i mellemøsten, og Isreals overpustet militære muligheder, vil finde et nyt naturligt lavere stadie, der vil passe til evnerne og indsigten for den isrealske regering. Samtidig de store isrealske armbevægelser, der snildt dræber 3000 kvider og børn, på en uge, bliver væsentlig mindre, og den kvalme vrangforstilling knust.

Det eneste der virkelig ærger mig, er at det komme til koster uskyldige menneskeliv, på begge sider af konflikten.Når psykopaterne på begge sider, pisser på hinanden.

Ole Wedel-Brandt

Man kan vel ikke kalde det godt, at et land er i færd med at udvikle A-våben? I min optik er det iranske valg en farce, der ville være til at grine af, hvis ikke konsekvenserne var så tragiske.

Israels herrefolks mentalitet er velkendt. Nu har de bare fået en leder, der tør sige tingene lige ud. Selvfølgelig skal Israel sættes på plads, så de begynder at respektere menneskerettigheder og staters suveranitet. Men det kan ikke lade sig gøre at få Israel til at rette ind, så længe det støttes af USA og Vesteuropa. Det eneste rigtige svar på provokationen vil være, at fratage Israel den enorme støtte, som det modtager fra (især) USA. Samtidig skal der gennemføres effektive handelsrestriktioneer mod landet, så de afskæres fra at anskaffe våben og anden militærteknologi fra andre lande. Det vil også være en idé at gennemføre importforbud for israelske varer. På den måde kan det muligvis lykkes at bringe Israel til at forholde sig til ret og rimelighed.