Leder

Boyle

Debat
2. juni 2009

VERDEN HAR FÅET en ny darling inden for den alternative tv-underholdning, som kaldes reality-tv. Alternative? Nej, den er for mange mennesker blevet den absolut primære. Susan Boyle behøvede ikke et helt Andy Warhol'sk kvarter, men kørte verdensberømmelsen hjem på tre minutter. Dårligt nok havde hun afsluttet sin sang i finalen ved Englands svar på X-Factor, Britain's got talent, førend klippet med hende var blevet set af 250 millioner verdensborgere på internetstedet You Tube. Det kan man kalde globalisering.

En uge forinden var hun allerede blevet ret så kendt under sin vej til finalen med 100 millioner klik på You Tube, så forventningerne var store, da hun skulle optræde i en tætpakket sal i Blackburn. Da hun trådte ind på scenen, begyndte publikum at le, for hun lignede med sin fruestørrelse afgjort ikke en stjerne. Pendanterne til Thomas Blachman & co. rynkede på næserne og skar grimasser. Susan Boyle fortalte, at hun altid havde sunget, men aldrig havde fået chancen for at vise sit talent. På spørgsmålet om, hvem hun gerne ville ligne, svarede hun Elaine Page, den ukronede dronning inden for britisk musical. Publikum lo endnu mere.

Men Susan Boyle lod sig ikke slå ud, og da hun oplod sin røst, gik der kun få sekunder, før grinene stivnede og erstattedes af en varm bølge af sympati og beundring for hendes klare, store stemme, da hun sang 'I Dreamed a Dream' fra Les Misérables.

Mærkeligt nok blev hun kun nummer to, da seerne skulle stemme. Nogle streetdansende drenge vandt, men det betød mindre. Inden for sport er nummer to ingenting, her var placeringen fuldstændig ligegyldig. Susan vandt den moralske sejr. Hun gav den the full monty.

SÅ FULGTE hele svineriet. Papparazzierne og medierne i øvrigt kastede sig over hende med glubende appetit. De vidste allerede, at hun var 47 år og aldrig kysset, boede alene med sin kat i forældrenes hus, og at hun arbejdede som frivillig i en kirke. Nu fandt de også ud af, at hun var forelsket i en 19 år ældre mand, som ikke ville have hende, osv., osv. Selvfølgelig er hun også blevet stylet, men man kan sagtens genkende hende. Til sidst blev hun indlagt på grund af udmattelse, men hun kommer vel på benene igen, må man håbe.

Hvor har man hørt den historie før? Den er arketypisk. H.C. Andersen skrev den, men den er lige god hver gang, og naturligvis er der også blevet intellektualiseret over den. I bedste fald kunne den eksempelvis være et tegn på, at folk er trætte af at se perfekte skønheder i tv, men for det første er der markante fortilfælde, tag Pavarotti, for det andet har englænderne modsat amerikanerne en god, gammel tradition for at vise almindelige mennesker med skæve tænder og tykke maver i deres tv-serier, for det tredje forsvinder skønhederne næppe fra showbiz lige med det første.

Men gid det var så vel! Vi er mange andre oversete talenter, der kunne fortjene en chance.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her