Leder

Dårligt selskab

27. juni 2009

SOMALIA ER ET LAND, der konstant modsiger kassetænkningen i international politik. Den amerikanskledede intervention i borgerkrigens første år i 1991 er kommet til at stå som selve skræmme-eksemplet på en humanitær intervention, der gik helt, helt galt, og den har siden hen skræmt vestlige lande fra at stikke fingrene ind i en sådan hvepserede igen. Derfor ligger den konklusion snublende nær, at problemet bare er, at Vesten ikke har modet til at lave den omfattende intervention, der kunne stabilisere og redde landet. Med store omkostninger, ja, men så ville det være fikset, og vi ville have gjort vores pligt.

KONKLUSIONEN ER imidlertid forkert. Som en række eksperter har fremført den seneste uge her i avisen, kan en løsning ikke påtvinges Somalia udefra, men skal komme indefra. De internationale interventioner fra 1991 og frem til i dag har hovedsaligt betydet, at Somalia er blevet endnu mere fragmenteret, mens de mest radikale kræfter er blevet samlet om modstanden mod fremmede styrker, der ofte har været i landet med andet end altruistiske motiver.

Vejen frem mod en løsning i Somalia ligger snarere i at bearbejde en anden international idiosynkrasi: Hvem der er det gode selskab, og hvem der er det dårlige - og hvem af dem, vi vil acceptere og måske forsigtigt samarbejde med?

Da en etiopisk invasion væltede ind over Somalias grænser i 2006, var det for at vælte det dårlige selskab; de islamiske domstole (UCI), der havde indført en uspiselig sharialovgivning i dele af landet, men samtidig også skabt en slags stabilitet. I dag, et halvt år efter at de etiopiske tropper er rullet ud igen, udfører Shabab-militsen - UCI's dengang kontrollerede, men i dag aldeles rabiate ungdomsafdeling - forfærdelige strafamputationer i Mogadishus gader, støttet af internationale jihadister. Imens sidder den vestligt sanktionerede præsident sheikh Sharif Ahmed totalt isoleret i Mogadishu. Hvor den tidligere leder af de islamiske domstole og hans regering iøvrigt har indført sharialovgivning over deres illusoriske rige. Det er svært at se fremskridtet, men Vesten har undgået at lave forretninger med den slags folk, vi ikke kan lide. Nå ja, mere eller mindre.

PÅ PARADOKSAL VIS udspiller det samme dilemma sig igen i dag. Mens Shabab-militsen skræmmer, er andre dele af den islamistiske oprørsbevægelse i højere grad til at tale med - og nødvendige at tale med, hvis man vil opnå noget, der ligner stabilitet fra de grupper, der reelt kan skabe den. Men det kan vi ikke, for de er dårligt selskab, og derfor bliver Vesten ved med at blande sig - uden at have en rigtigt langsigtet løsning.

De islamistiske kræfter i Somalia er ikke særlig appetitlige fra et vestligt synspunkt, men spørgsmålet er, hvad det internationale samfund egentlig vil: Skabe fred eller fremstå ideologisk pletfri i en komfortabel fantasiverden, hvor valget står mellem godt og ondt i stedet for virkelighedens valg mellem skidt eller værre, mens Somalia brænder på 20. år?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vagn Rasmussen

Den somaliske regering er et meget dårligt selskab!

I næsten alle artikler, jeg har læst om Somalia på dansk, fremstår somaliernes modstand mod deres regering som meget uforståelig. Når nu alle andre – også FN – støtter overgangsregeringen, hvorfor gør somalierne det så ikke selv?

Det er fordi, der mangler en beskrivelse af, hvad det er for en slags regering, de vestlige demokratier ønsker at presse ned over hovederne på det somaliske folk.

Regeringen er udpeget af et parlament, der for første gang i Somalias historie er blevet sammensat på baggrund af en forfatning, der gav de traditionelle og ikke-valgte(!) klanledere magten. Som følge heraf kom det somaliske parlament først og fremmest til at bestå af krigsherrer, der i stedet for at blive ophøjet til parlamentsmedlemmer burde være stillet for en krigsforbryderdomstol.

Jeg kan nævne navnene på en meget lang liste af disse forbrydere, som man har betroet opgaven med at skabe fred, sikkerhed og demokrati i Somalia. På mine rejser for STS International Solidarity til Somalia, er jeg såmænd stødt ind i nogle af dem.

Til gengæld er det ikke lykkedes mig at finde frem til de islamiske krigsherrer, som ifølge de eksperter, Tobias Havmand citerer i sine artikler, skulle støtte oppositionslederen, Sheik Aweys. Men jeg er da villig til at lade mig belære.

Vagn Rasmussen