Skal forsvaret have flere penge eller klare sig for de 20 milliarder kroner årligt, som budgettet i dag lyder på? Det er det store stridspunkt i forhandlingerne om Forsvarets økonomi for de næste fem år. Stejlt over for hinanden står Socialdemokraterne på den ene side og forlanger en nulløsning, og på den anden er regeringen og Dansk Folkeparti parat til at åbne yderligere for kassen. For SF, som gerne vil med i så mange forlig som muligt for at blive regeringsdueligt, gælder det, at man er parat til at acceptere næsten hvad det skal være for ikke at blive smidt ud af forhandlingslokalet. Siden Anden Verdenskrig har de fire gamle partier, Socialdemokraterne, Venstre, Konservative og de radikale været grundstammen i forsvarsforligene, og det vil være historisk, hvis ikke Socialdemokraterne er med, ligesom det vil være første gang, hvis det lykkes SF at være med.
De brede forlig betyder, at der sjældent finder en særligt omfattende debat sted om forsvarets økonomi. De mange milliarder, som bruges på lønninger og militært materiel, er en af de lommer i den offentlige økonomi, som stort set unddrager sig offentlig diskussion. Og det er usundt for ethvert system, at midlerne på den måde flyder frit, hvilket de senere års skandalesager omkring forsvarets investeringer vidner om. Uanset om forsvarsforliget ender med flere midler eller ej, så må der som minimum stilles krav om, at Forsvarets økonomistyring og forberedelsen af større indkøb underlægges langt større kontrol. I lighed med politiets så er Forsvarets økonomi utidssvarende og har i mange år undslået sig en gennemgribende reform.
Spørgsmålet om flere penge til Forsvaret eller ej handler ikke om Danmarks sikkerhed. Efter Den Kolde Krig er Danmark gået fra at være modtager af sikkerhed til at yde sikkerhed til andre, så derfor er budgetslagsmålet i bund og grund en diskussion af, hvor højt ambitionsniveauet for Danmarks internationale engagement skal være. Ingen kan være uenig i, at danske soldater, som er udsendt til fjerne konfliktområder, skal have den bedste udrustning og den bedste sikkerhed, som er mulig, men antallet af udsendte og antallet af danske engagementer må tilpasses økonomien. De nuværende 20 milliarder kroner, som forsvarsbudgettet udgør, er ganske meget og betyder, at Danmark kan føre en høj profil på den internationale scene, men skal det fortsætte, må der prioriteres. Da Forsvarskommissionen for nylig afleverede den rapport, som danner grundlag for forhandlingerne, var det en skuffende affære, fordi kommissionen helt havde undladt at tage fat på de vigtige prioriteringer. Fly, kampvogne, ubåde, engagementer på alle kontinenter, kommissionen vil det hele. Forsvarets økonomi trænger til at være en politisk kampplads, hvor meningerne brydes og prioriteringerne vendes og drejes. Derfor ville det være forfriskende, hvis oppositionen stod fast på en nulløsning og om nødvendigt stod udenfor, om ikke andet så fordi brede forlig har det med at lægge låg på vigtige debatter.
Man burde måske starte med at ændret navnet fra "forsvaret" til "angrebet". Det lyder ikke så mundret, men hvad er det lige vi forsvare i Afghanistan?
Eller man brude diskutere hvorvidt man skulle opdele udgifter til militær forsvar og militær angreb. Det vil påvirke lysten/muligheden for at indgå i tåbelige angrebsalliancer, hvis budgettet til angreb kun var f.eks. 20% af det som forsvaret fik.
Men helt sikkert, der skal gang i en debat.
Det noget af en påstand, at Forsvarets økonomi og økonomistyring ikke er genstand for politisk og (ofte ukvalificeret) offentlig debat, men intet imod påstanden:
"Spørgsmålet om flere penge til Forsvaret eller ej handler ikke om Danmarks sikkerhed"
Staters suverænitet skabes og opretholdes i 'anerkendelseskamp' (i krig som mellem krige) over for andre stater. Hvilket blandt andet fordrer, at statens forsvarsevne er tilstrækkelig til at afkræve 'anderkendelse' fra andre stater. Statens forsvarsevne og vilje er således dimensionerende for statens suverænitet og sikkerhed.
Et lavt forsvarsbudget (som fx. det danske) er bestemt ikke uden betydning for statens sikkerhed.
I en dansk kontekst er NATO/USA det vigtigste enkeltstående parameter, og i den forbindelse er det vigtigt for Danmark at NATO fortsat udgøre en troværdig og forpligtende organisation. Alt der undergraver NATO, undergraver dansk sikkerhed - når NATO's medlemslande (som fx. Danmark) sjofler forsvarsområdet med lave forsvarsbudgetter øger det risikoen for en uheldig udvikling i Alliancen.
Modsat (Bertel Heurlins?) påstanden om "Danmark er gået fra at være modtager af sikkerhed til at yde sikkerhed til andre" - så er Danmark fortsat nettomodtager af sikkerhed fra NATO. Den 'aktive' sikkerhed vi yder i forbindelse med vores internationale operationer kommer mangfoldigt tilbage, da denne indsats styrker vores alliance politik og alliancepolitiske stilling (der igen sikre Danmark).
Dertil kommer naturligvis, at vi med vores internationale indsatser rent faktisk medvirker til at fjerne eller reducere - både direkte og indirekte - trusler mod Danmark og opretholder en sikkerhedspolitisk verdensorden, hvori Danmark har en forholdsvis priviligeret stilling.
Og hvad angår; "de senere års skandalesager omkring forsvarets investeringer" - så bør det måske nævnes, at Dansk Forsvar ikke har flere 'fejlinvesteringer' end tilfældet er i den øvrige offentlige sektor eller sammenlignet med udenlandske forsvar - samt at dansk presses 'skandalestempel' nok bruges lidt for flittigt, når der skrives om Forsvarets materialeanskaffelser. Til eksempel i B.T., hvor MLRS, SF-300, FHOSP og (noget præmaturt kunne man måske mene) JSF alle udråbes til "Forsvarets største fejlskud" - på hvad der må siges, at være et ualmindeligt løst grundlag.