Leder

Frihed (eller: I = P x A x T)

11. juni 2009

Fik De læst tirsdagsavisen? Stof til eftertanke må man sige. På side 8-9 temaet 'Har vi brug for en global tobarnspolitik?' På side 7 artiklen 'Kamp om naturressourcer fører til blodige sammenstød i Peru'. Og på side 11 teksten 'Shell indgår forlig med Nigerias Ogoni-folk'.

Tre artikler, der handler om det samme: Retten til frihed. I befolkningstemaet talte fagfolk om relevansen af en global tobarnspolitik af hensyn til bæredygtigheden. Friheden til at få det antal børn man vil - i Kina som i Danmark - går ikke nødvendigvis i spænd med fordringen om at bremse menneskehedens belastning af klimaet. I artiklen fra Peru drejede det sig om regnskovsindianeres kamp med olie-, tømmer- og biobrændstofselskaber om friheden til at anvende regnskovens værdier: Indianerne vil fastholde friheden til at leve i, af og med skoven - selskaberne vil have friheden til at tilfredsstille internationale kunders behov for brændstof til bilerne og møbler til stuerne. Historien fra Nigeria handlede om Shells mangeårige, forurenende olieudvinding i Niger-deltaet, som har berøvet befolkningen friheden til et rent miljø til fordel for selskabets frihed til at berige sig og servicere olieforbrugere og bilejere. "En økologisk krig" er konflikten blevet kaldt.

På hver deres måde fortæller de tre artikler historien om det, der er ved at blive vor tids afgørende eksistentielle dilemma og udfordring: Kan det på en stedse mere belastet klode lade sig gøre at opretholde fordringen om stadigt udvidede frihedsrettigheder og stadigt ekspanderende vækst? Kan de ni mia., som i 2050 vil befolke kloden, opnå eller bevare en tilværelse, der er økonomisk og materielt sikret på et niveau som dagens vestlige forbrugers? Kan det lade sig gøre at sikre friheden for peruvianske regnskovsindianere og nigerianske deltabeboere på samme tid som for europæiske og amerikanske bilister?

'Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder,' hedder det i FN's Menneskerettighedserklæring. Som præciserer: 'Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære.' Erklæringen er fra 1948, fra før verden og dens klima gik af lave. Formuleret i dag kunne eksistens-imperativet sættes på formlen: I = P x A x T, hvor I er virkningen af menneskelig aktivitet på miljøet, P er befolkningsstørrelsen, A er indkomsten pr. person i f.eks. dollar, og T er miljøpåvirkningen pr. anvendt dollar. I dag er udgangspunktet for f.eks. de globale klimaforhandlinger, at I i form af global CO2-udledning skal reduceres med op til 85 pct. i 2050, dvs. i en verden hvor P ifølge gældende fremskrivninger vil være 33 pct. forøget. Hvis I på ligningens venstre side skal gøres 85 pct. mindre, alt imens P på højre side bliver 33 pct. større, skal der ske noget aldeles dramatisk med A og/eller T. Mange, mange mennesker skal til at tjene meget mindre, eller også skal miljøeffekten af hver dollar, dvs. af vores produktion og forbrug, gøres ufattelig meget mindre. Den britiske regerings bæredygtighedskommission har i rapporten Prosperity without growth beregnet, at T skal reduceres med ni pct. om året frem til 2050, hvis befolkningen vokser til ni mia., og alle samtidig skal sikres en indkomst som dagens europæer. Ni pct. årlig miljøeffektivisering 40 år i træk er langt, langt hinsides, hvad menneskeheden med al sin teknologiske snilde nogensinde før har præsteret.

En nøgtern vurdering peger derfor på, at der må ske noget med befolkningsstørrelsen - retten til at få børn som man vil - eller med den økonomiske vækst. Det vil ske helt af sig selv, omend på dramatisk og tragisk vis, hvis I'et får lov at passe sig selv. For så vil accelererende klimakatastrofer automatisk reducere både befolkningstal og økonomisk vækst. 40 østater står til at forsvinde, 200 mio. mennesker vil blive drevet på flugt, hedder det f.eks. i en dagsaktuel rapport fra CARE International, UN University og Columbia University.

Rarere var det, hvis der kunne skabes balance i tingene i en velordnet proces. Altså hvis befolkningen via beslutninger og planlægning kunne mindskes, og/eller økonomiens vækst kunne standses. Og det i Europa og USA snarere end i Afrika og Sydamerika. For det er i den rige verden, at ligningen er ude af balance. Det er primært hos os, der er for mange mennesker og for høj vækst.

Man hører stemmer råbe 'tvang' og 'fascisme' ved udsigten til sådanne indgreb i friheden. Den franske filosof André Gorz advarede faktisk helt tilbage i 1975 mod 'økofascismen' som uhyggeligt fremtidsperspektiv, hvis ikke den økologiske udfordring i tide blev håndteret på demokratisk og begavet vis. Forhåbentlig er verden ikke dér endnu og kommer der heller ikke. Men forudsætningen er, at man evner en mere nuanceret refleksion over frihedsbegrebet og Menneskerettighedserklæringen. Hvor mange er egentlig 'alle' mennesker i erklæringen, og hvad forstår vi ved 'tilstrækkelig' levefod? Eller i frihedsterminologien: Frihed for hvem? Frihed til hvad? Eller fra hvad? jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Tak for en strålende artikel, der stiller skarpt på 'tandhjulene helt nede i motoren.'

"Rarere var det, hvis der kunne skabes balance i tingene i en velordnet proces. Altså hvis befolkningen via beslutninger og planlægning kunne mindskes, og/eller økonomiens vækst kunne standses."

Jeg er naturligvis enig, men efter i nogle år at have troet på vor arts ultimative evne til at handle fornuftigt, har jeg i dag mistet troen herpå, ikke mindst som følge af klimatopmødernes farceagtige 'resultater'.

Langt mere sandsynligt end 'velordnet' forekommer 'vold, interventioner og krige' mig desværre i dag. For det synes ikke ligefrem at være fornuft, endsige kærlighed, der driver kloden rundt. Det synes mere at være retten/friheden til uhæmmet at hævde sig selv, at realisere sig selv (hvad det så end vil sige).

Steen Rasmussen

OS OG DEM

Os, der taler om en nødvendighed, der hæver sig over den kun sociale nødvendighed, beskyldes af de misforståede demokrater for at være udemokratiske økofascister.

Således har medier og politikere tilbøjelighed til at forsøge på at diskvalificere den ramme, som kvalificerer videnskabens udgave af hvad der er sandt og falskt. Videnskaben kvalificerer sine beskrivelser af sammenhængen mellem den globale opvarmning og de humant betingede opkoncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren på baggrund af det videnskabelige systems udemokratiske, metodiske og teoretiske tradition. Det har medier og politikere ualmindeligt svært ved at respektere, selv det kan beskrives videnskabeligt, at de misforståede demokrater ikke kender deres besøgelsestid, når de med demokratisk indflydelse på de videnskabelige institutioner forsøger at erstatte de ubekvemme og hamrende udemokratiske men videnskabeligt sande beskrivelser af det moderne samfunds indflydelse på de naturlige eksistensbetingelser med sin egen videnskabeligt usande men demokratiske udgave af sandheden.

De sociale mennesker tilskriver sig retten til på demokratiets grundlag hver især at bestemme, hvor mange børn de vil have, lige som de er enige om, at jordens udemokratiske størrelse ikke skal diktere, hvor mange der er plads til.

De misforståede demokrater har også købt den økonomiske ideologi, som centrerer sig om vækstfilosofiens løsningsforslag på alle problemer, budskabet om at de storforbrugende kan forbruge sig ud af den mangel og det svineri, de skaber omkring sig med deres overforbrug.

Det moderne samfund diskvalificerer på den måde sin selvbeskrivelse på mange niveauer:

Det demokratiske ideal har sine egne iboende paradokser og sin egen nødvendighed, men det kan under ingen omstændigheder sætte naturen med dens højere nødvendighed ud af kraft. Det adlyder kun sin egen nødvendighed, når det fordømmer den højere naturlige nødvendighed som udemokratisk.

De økonomiske succeskriterier, som manifesterer sig over alt, er muligvis det moderne samfunds største problem. Den økonomiske vækstideologi, med forestillingen om at mennesket med økonomisk vækst kan forbruge sig ud af enhver mangelsituation, er blind for den konkrete mangel, der opstår som følge af forbruget og svineriet, dvs. sig selv.

Forudsætningen for at det moderne samfund skulle kunne beskrive sin egen pågående diskvalificerede performance som diskvalificeret, er det utopiske, nemlig det, at det allerede havde ophævet sin diskvalificerende performance med den kvalificerede diskvalificering af sin performance.

Det ser ud til at forudsætningen for at patienten kan blive rask, er at patienten allerede er blevet rask, for patienten kan tilsyneladende ikke ændre sin syge adfærd uden at have forstået sig selv som syg i kraft af en mere sund selvforståelse: Forudsætningen for at det moderne samfund kan komme over sygdommen, er at det allerede er blevet raskt!

Ind til da må vi, der taler om den syges blindhed, leve med at blive kaldt økofascister, imens vi ser den pågående eksekvering af en højere nødvendighed under de syges højtidelige lovprisninger af den absolut ”kun” demokratiske og økonomiske nødvendighed.

Således er vi ”økofascister” i ”demokrabatisk” forstand, imens demokratiet bare er sygt, sådan som vi ser det.

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-60.pdf

Leif Højgaard

@Steen Ole Rasmussen

Dine synspunkter er interessante. Kunne du ikke uddybe dine tanker som du giver idtryk for her:

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-60.pdf

side 2 fn og 3 fo:
Citat
"Økonomiens problemer og vores
Men erkendelsen af grænserne for den økonomiske rationalitet falder ikke inden for den herskende økonomiske rationalitet. Beskrivelsen af og forståelsen for grænserne for gyldigheden af den kun økonomiske rationalitet falder uden for den økonomiske rationalitet.
Økonomien med "dens" problemerne er et af det moderne samfunds problemer. Vores problem er
ikke kun de økonomiske problemer, men også økonomien med "dens fordummende måde at
definere problemerne på".

Den økonomiske rationalitet handler om økonomiske problemer. Beskrivelsen af økonomien med dens problemstillinger og løsninger falder uden for den selv. Det, de lærer om på handelsskolerne,
inden for EU´s institutioner, inden for samtlige politiske grupperinger, det er den økonomiske
rationalitet, eller rettere en snæver udgave af den. De lærer ikke det at beskrive den, det at reflektere
over den, og de lærer slet ikke at se den økonomiske rationalitet som problemet."

Der mangler nogle linier eller en del at teksten er faldet ud. Med hensyn til økonomi - kunne du ikke gøre rede for din økonomimodel og dens opstillingsform.

Det ville være godt med nogle definitioner af hvad du kalder 'økonomisk rationalitet', 'økonomien og dens problemer' og 'de misforståede demokrater'.

Leif Højgaard

@ Steen Ole Rasmussen

Jeg har fundet en forklaring på dine misforståede demokrater med dine egne ord:

"Moderne ansvarsforflygtigelse

Vi vil ikke ofre økonomisk vækst til fordel for CO2-reduktion" siger zar Putins dukke.

Det vil de andre G8 nationer heller ikke, når det kommer til stykket. Undskyldningen for ikke at gøre noget har de så med Medvedevs udmeldelse af den erklærede opbakning om målet. Alle kan herefter undskylde sig med henvisning her til; "Hvorfor skulle vi holde os tilbage, når Rusland ikke vil".

På den måde ernærer den moderne demokratiske form for kollektiv ansvarsfraskrivelse sig ved de misforståede demokrater. Alle kan dække sig ind under henvisning til alle andres demokratiske ret til det samme."

http:// www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-53.pdf

Men det viser jo bare at summen af styreformer der eksisterer ikke er de bedste selv ikke set fra et overordnet synspunkt - de går ikke i takt

Man hvad kunne man forestille sig at der blev sat i stedet. For mig at se er det ingen anden løsning end at se hvad der sker og få det bedste ud af det hele. Altså en laden stå til - vi er afmægtige

Leif Højgaard

@ Steen Ole Rasmussen

Vedr 'Økonomiens problemer', ' den økonomiske rationalitet', 'de misforståede demokrater' og 'den moderne ansvarsforflygtigelse'

Jeg fornemmer at økonomi og regnskab for dig er en by i Rusland. Og jeg kan berolige dig det synes de fleste og med god grund.

1) Der findes idag ikke en alment vedtaget økonomi model der ville kunne danne grundlag for en kvalificerende debat om realiserede handlingers faktiske konsekvenser i samfundet dekomponeret i pris, volumen, mix og produktivitet.

Statstik robotten Danmarks Statistik udarbejder på grundlag af indsendte rapportskemaer en serie af ststistiske meddelelser og nationalregnskab, som med sine inddelinger, konvensioner og opstillingsformer ikke tilfredsstiller kontrolopgavens informationsbehov. Og det på trods af at læreanslalterne igennem årene har uddannet en hær af makroøkonomer.

Hvad angår opstilling af konsekvensberegninger i nationalregnskabsregi altså det som kunne være en rimelig økonomisk rationalitet så mangler der helt og aldeles alment vedtagne opstillingsformer for sådanne samt definitioner for indholdet. De meste vedtages som risidualbeslutninger med et minimum af økonomisk beslutningsstøtte. De tal der lægges frem er oftest stærkt underbudgetteret som spil for galleriet.

Hvad der er sagt om makroøkonomien gør sig også gældende på mikroøkonomien - økonomistyringen i virksomhederne. Her er det oftest kun skattevæsenets informationsbehov der er i fokus. Økonomistyringen - det ledelsesmæssige kører på mavefornemmelser i afmagt og fordi der simpelthen ikke findes realistiske værktøjer på markedet der med mening kan bruges til praktisk resultatledelse.

Der eksisterer på denne måde en stor gruppe af veluddannede misforståede politikere og erhvervsledere der som drivtømmer på samfundets og økonomiens frådende hav driver hjælpeløst rund - hid ig did efter tilfældighedernes lunefulde spil.