Leder

Historisk svindelnummer

Debat
1. juli 2009

En forbundsdommer i New York dømte mandag finanssvindleren Bernie Madoff, 71 år, til 150 års fængsel uden mulighed for prøveløsladelse og kaldte hans besvigelse af snesesvis af banker og tusinder af investorer til en sum af 65 mia. dollar indbegrebet af »ekstraordinær ondskab«.

Bare finansverdenen var skruet så simpelt sammen. Naturligvis er nogle mennesker onde af natur, men det er for let at lægge historiens største svindelnummer på et enkelt individ, uagtet hvor moralsk forrådnet børsmægleren Bernie Madoff er.

Det er muligt, at myndighederne aldrig når helt til bunds i denne komplekse sag. Lige fra begyndelsen har Madoff-klanens version af episoden, som førte til optrævlingen af mandatsviget, virket usandsynlig. Madoffs to sønner skal i slutningen af november sidste år forundret have spurgt deres far, hvordan han kunne udbetale bonus til firmaets klienter, inden han fik kendskab til afkastet på investeringer i værdipapirer. Herefter skal Bernie Madoff have tilstået over for Mark og Andrew, at han aldrig havde investeret sine klienters penge i aktier, obligationer eller diverse eksotiske finansinstrumenter. I stedet parkerede han pengene på en konto i Chase Manhattan Bank (65 mia. dollar) og rykkede rundt med dem, indtil de slap op efter 17 års svindel - et såkaldt Ponzi-nummer. Alle gevinster var fiktive. Siden 1991 havde Madoffs firma ikke tjent en eneste øre for sine investorer.

Ud over hans to sønner var Madoffs bror og niece ansat i ledende stillinger i Bernard L. Madoff Investment Securities. Lige fra starten har den nu dømte svindler hævdet, at kun han havde kendskab til bedrageriet. Han havde sørget for at placere skodder mellem sit kontor og de andre afdelinger, hvor slægtningene beskæftigede sig med andre gøremål. Selv hans hustru Ruth Madoff skulle intet have vidst.

Efter dommen mandag brød hun seks måneders tavshed og hævdede, at der måtte være to Bernie Madoff'er. Den første var manden, som alle stolede på. Den anden fupmageren. »Personen, der fuldbyrdede dette frygtelige svindelnummer, er ikke den samme, som jeg har kendt gennem 50 år,« forklarede hun.

At hele klanen skal have anet uråd og nu er dybt chokeret over tilstedeværelsen af en kriminel dobbeltgænger i deres kreds, lyder unægtelig som en søforklaring. I mange ægteskaber og familier begås bedrageri af romantisk eller anden karakter; som regel lugter den ene eller anden lunten efter kort tid. At Bernie Madoff skulle kunne besvige ikke alene kone, sønner og andre slægtninge, men også nære venner, banker, investorer, tilsynsmyndigheder - ja hele Wall Street, hvor han i en periode var formand for USA's næststørste børs, Nasdaq - er en version af affæren, som næppe holder vand længe. Historikere vil med sikkerhed ikke godtage den.

Tværtimod. Madoffs pårørende og klienter lod sig villigt blive taget ved næsen. De havde tabt virkelighedssansen og levede med en falsk illusion om ubegrænsede gevinster. De troede, at der faktisk findes finansgenier, som aldrig taber penge. Holocaust-overleveren Eli Wiesel og hans velgørende fond i New York led et kæmpe tab, fordi han havde betroet Madoff næsten alle fondens midler.

Hvordan kan et menneske, der har set så megen ondskab og svig i sit liv, have sat sin lid til et enkelt individs dømmekraft? Hvis nogen burde have kendskab til menneskets komplekse psyke, burde det vel være Eli Wiesel. Sandheden er, at Wiesel og alle de andre Madoff-investorer - rige såvel som mindrebemidlede - legemeliggør en løssluppen finanskapitalistisk æra, hvor amerikanske investorer vitterligt troede, at spekulationsbobler var ophørt med at eksistere. At historien var blevet overvundet. Man skulle bare putte mønter i en enarmet tyveknægt og trække. Det garanterede gevinst på ubestemt tid.

En del af ansvaret ligger naturligvis hos de amerikanske politikere og tilsynsmyndigheder, som gladeligt spillede med. Det er et faktum, at det amerikanske børstilsyn allerede blev advaret af den private investeringsefterforsker Harry Markopoulos i 1999. Med jævne mellemrum sendte Markopoulos breve til tilsynet, hvori han med præcise tal demonstrerede, at selv med usvigeligt held ville ingen investor nogensinde kunne have frembragt så konstante og høje gevinster for alle sine klienter i perioder med lavkonjunktur - som Bernie Madoff. Tilsynet sad på sagen og udtrykte bestyrtelse, da Madoff-affæren kom for dagens lys i december 2008. Utvivlsomt vil det i fremtiden blive sværere for andre Madoff'er at gennemføre så store svindelnumre, dersom Kongressen skærper tilsynet med private børsmæglere, der administrerer rige klienters formuer.

Men det er ingen garanti. Så længe ofrene for Madoffs Ponzi-nummer - og alle os andre - afviser grundig selvransagelse, vil den slags fortsætte. I dette tilfælde bærer ofrene et medansvar. De lod sig villigt fortrylle af udsigten til rigdom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her