Leder

Iran - valg eller valghandel?

15. juni 2009

INDEN man hidser sig op over Mahmoud Ahmadinejads øjensynlige genvalg som præsident i Iran - og det kunne ligne den danske udenrigsminister, det trods belæst baggrund og uomtvistelig begavelse slås med et labilt temperament og desuden er 'god ven' af Israels præsident Shimon Peres, at sige noget uoverlagt - er det værd at huske på, at Iran hører til de få muslimske lande, der tager vælgere alvorligt. I 1997 vandt reformpolitikeren Mohammad Khatami en jordskredssejr, som han i mindre målestok gentog i 2001, og som det teokratiske kleresi accepterede.

Ikke ét vestligt øje var tørt, indtil det viste sig, at Khatami ikke kom nogen vegne med sine reformidéer - de forblev tankespind, hvorfor kernen i hans reformbevægelse tabte interessen for politik og banede vejen for 'Irans Berlusconi', den på flere måder pudsige Mahmoud Ahmadinejad, der ikke passer til noget politisk bonet gulv, men til gengæld er voldsomt populær i sit bagland af fattige og i ordets egentlige betydning provinsielle arbejdere og bønder. Han har nu fået fire år mere til at irritere det såkaldt 'internationale samfund', en vildledende eufemisme for USA-EU-aksen, med sine på én gang spektakulære og absurde udenrigspolitiske stunts - som Holocaust-skeptiker, som storpralende operette-shah og med misforståelige trusler, der går utjekket ind i den vestlige mediemaskine som sandheder - men faktisk har han ikke sagt, at Israel 'bør slettes fra landkortet', men at landets "zionistiske styres eksistens" burde ophøre.

POINTEN er imidlertid, at akkurat som Khatami er Ahmadinejad uden indflydelse på iransk udenrigspolitik, der alt andet lige er den, der gør landet interessant som en af klodens vigtige geopolitiske aktører. Ikke så meget på grund af den formodede (og i grunden legitime) kernevåben-ambition, men - og især - fordi Iran er bannerfører for den igangværende renæssance for islams shia-retning, der nu også dominerer Irak, i realiteten sætter Libanons dagsorden, og som mindretal er bestandigt mere synlige og højrøstede i traditionelle sunni-bastioner (og oliereservoirer) som Saudi-Arabien og Bahrain.

Det er således ikke tilfældigt, at det shiadominerede sydlige Libanon og Bekaa-dalen er plastret til med reproduktioner af ayatollaherne Khomeni og Khamenei, men ikke af den til enhver tid siddende iranske præsident.

I det iranske system - veliyat-e faqit - er præsidenten underordnet Ali Khamenei, den øverste åndelige leder, såvel som 'Vogternes Råd', der godkender/forkaster præsidentkandidater og 'Ekspeditionsrådet', der er bindeled mellem det folkevalgte parlament og de ikke-valgte politiske ledere. Ali Khamenei er således øverstkommanderende for de væbnede styrker, ligesom han har sin helt egen hær, Revolutionsgarden, og det er alene ham og konsorter, der bestemmer iransk udenrigspolitik og kontrollerer de 'fromme' og skattefrie 'velgørenhedsfonde', der bl.a. finansierer Hizbollahs sociale og militære aktiviteter.

Det forekommer derfor futilt at forholde sig til Ahmadinejad som udenrigspolitisk hovedperson - medmindre da, at han - og smag lige på DEN - har kuppet ikke bare valget, men også den åndelige leder. Et scenario, offentliggjort på MideastAnaly-sis.com, spekulerer i, at Ahmadinejad og sikkerhedstjenesterne med dette afvigte valg har gennemført et statskup, der sætter de styrende klerikale organer - hvor Mahmoud Ahmadinejads ærkefjende og hovedmodstander, eks-præsident Hashemi Rafsanjani, er den stærke mand - ud af spillet og bevarer Khamenei som ren og skær kransekagefigur, men reelt forvandler Iran fra et teokratisk diktatur til et militærdiktatur.

Ahmadinejad, veteran fra Iran-Irak-krigen og ung og entusiastisk revolutionær, da den islamiske revolution væltede shah-styret i 1979, har i sin agitation i valgkampen mere end én gang udtrykt skuffelse over revolutionens mangel på omsorg for Irans fattige og forfordelte. Han har beskyldt de styrende mullah'er for at sidde fedt på - ikke flæsket, det er u-islamisk, men på samfundets profitable sektorer, og han har - hidtil uhørt - sat spørgsmålstegn ved revolutionens duelighed som social udligner - shia-retningens særkende i islam.

SÅ MÅSKE er han ikke kun pudsig, men også farlig - ikke for verdensfreden - Iran har ikke angrebet noget land i mere end 100 år - men for magtfordelingens mosaik i den islamiske republik. Og at de traditionelle magthavere er bange, fremgik af Rafsanjanis appel til Khamenei i valgkampens slutfase om at sætte præsidenten på plads efter hans beskyldninger mod Rafsanjani-klanen for misbrug af offentlige midler. Rafsanjani er nominelt næststærkeste mand i Irans klerikale hierarki, men Khamenei sad musestille - var han bange eller bare afventende?

Det ved vi måske mere om meget snart.

I mellemtiden må vi nøjes med at konstatere, at meget tyder på, at valghandlingen var en valghandel. Men noget tyder også på, at Ahmadinejad faktisk vandt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stanley Opmann

Tak for dette, Lasse: "det såkaldt 'internationale samfund', en vildledende eufemisme for USA-EU-aksen" - der findes folk som har brug for at høre det igen og igen, selvom ikke meget tyder på at det hjælper, da de er komplet overbeviste om at vi er de gode, de civiliserede og de overlegne der som Julemanden kommer med slik til de uciviliserede halvaber der ikke formår at skabe sig et værdigt liv af smulerne fra vores bord...

Søren Kristensen

Tak også for denne: "men faktisk har han (Ahmadinejad) ikke sagt, at Israel 'bør slettes fra landkortet', men at landets "zionistiske styres eksistens" burde ophøre. Det er jo, alt andet lige, rendyrket fornuft, hvis det står til troende?