Leder

Luk op

Debat
8. juni 2009

UDVIKLINGSMINISTER ULLA TØRNÆS (V) gav i torsdagens Information et interview, der kan klassificeres som en Tørnæs classic. Forelagt den brede kritik af hendes udviklingsadministration, Danida, for dens manglende evne til dialog, afviste ministeren blankt kritikken.

Fagfolkenes kritik har ellers været hård, men konstruktiv. En lang række eksperter har påpeget, at ministeriet er uvilligt til at lytte til kritisk input, ikke mindst af den erhvervsorienterede bistand. At faglige evalueringer på området er blevet syltet og bekæmpet ord for ord på ministeriets fagkontorer. At Afrikakommissionens mandat var begrænset til erhvervsindsatser. Og at ministeriets styrelse, som sammen med ministeren uddeler de danske bistandsmillioner, med årene er blevet mere og mere hemmelighedsfuld.

Også fagfolk uden for bistandsmiljøet er trådt frem med dårlige erfaringer med Danida. Retspræsident Torben Goldin har fortalt, hvordan han ikke kunne trænge igennem til ministeriet med sine erfaringer efter at have afbrudt sin rådgiverkontrakt et år før tid i frustration over at spilde skatteydernes penge.

"Hans ansættelse og relationer hos os var jo ophørt," forklarede bistandsområdets top-embedsmand, sydchef Ib Petersen, til Information og demonstrerede dermed, at ministeren har et problem med sine rådgivere.

ULLA TØRNÆS ER REELT underminister i Udenrigsministeriet, og her er traditionen for perfektionisme, diskretion, karrierediplomati og lukkethed ikke nogen hjælp for udviklingsområdet. I modsætning til udenrigspolitikkens ritualiserede tovtrækkerier har det eksperimenterende og solidaritetsbaserede udviklingsområde nemlig behov for konstant folkelig, politisk og faglig debat.

Ministerens største rådgiverproblem skyldes dog ikke karrierediplomaterne. Det ligger i den særegne struktur, hvor ministeren fordeler udviklingsbistanden i samråd med en styrelse bestående af ni udvalgte repræsentanter fra erhvervslivet, bistandsorganisationer og forskningsverdenen. Beslutningerne debatteres ikke i folketingssalen, hvor de heller ikke kontrolleres af et stående udvalg, og de debatteres heller ikke uden for styrelsen, for det vil medlemmerne ikke have.

"Styrelsen har jo mange forskellige opfattelser af, hvordan pengene skal fordeles. Hvis de lå åbent fremme i referater, ville man kunne misbruge kommentarerne. F.eks. kunne pressen have en interesse i at dyrke de forskellige holdninger," forklarede styrelsesformanden, Landbrugsraadets Klaus Bustrup, i Information i sidste uge.

Formandens forklaring taler næsten for sig selv. En belysning af forskellige holdninger til udviklingspolitikken er kun et problem for en interesseorganisation, der ønsker at pleje sin egen agenda i fred. Ikke, hvis målet er at skabe en udviklingspolitik, der virker bedst muligt for de fattige lande og er bedst muligt forankret hos danskerne.

Styrelsens magt, såvel som dens lukkethed, er vokset. Dens organisering, der skulle sikre en overvågning af ministeren fra civilsamfundet og erhvervslivet, er endt som en slags bestikkelse, hvor medlemmerne i skjul fra offentligheden plejer deres egne interesser. Det er uholdbart.

DER ER NOK at diskutere, hvis udviklingspolitikkens beslutningstagere turde. Danidas netop udsendte årsberetning viser, at dansk bistand udretter en masse. 2.000 km veje er sat i stand sidste år, og 550.000 mennesker i Ghana har fået rent drikkevand. 23 millioner skolebøger er med dansk støtte blevet distribueret til skolebørn i Afghanistan, og der er hundredvis af andre eksempler.

Men der er også store dilemmaer. Al erfaring viser, at kun den bistand, der styres af modtagerlandene, virker på langt sigt. Men politikerne er bange for at miste kontrollen med de danske midler. Danmark har bundet sig til at give mere og mere slip, men gør det kun meget modstræbende. Der er ikke noget enkelt svar, og derfor kræver debatten en solid politisk og offentlig deltagelse - men ministeriets og styrelsens lukkethed står i vejen.

Ingen af disse strukturelle problemer er imidlertid af en art, som en stærk og visionær minister ikke ville kunne løse.

Ulla Tørnæs prøver såmænd jævnligt selv at sætte dagsordenen. Men når initiativet kommer udefra, afviser hun - og det i en grad, så selv hendes egne partifæller jævnligt taber tålmodigheden. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen overhalede hende med Afrikakommissionen, udviklingsordførerne gør det jævnligt med en helt anden åbenhed over for nye bud på bistanden - sidst med Karsten Lauritzens forslag til et opgør med styrelsen i Information.

Tørnæs har sat Lauritzen på plads, forsikrede hun læserne om i torsdags. Men spørgsmålet er, hvor længe udviklingsområdet skal have en minister, der ser det som sin fremmeste opgave at sætte offentligheden, eksperterne og udviklingsinteresserede politikere på plads. Hvad med en, der tør diskutere udviklingspolitik?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Når Lotte Folke, spørger om Ulla Tørnæs tør diskutere udviklingspolitik, så kunne Lotte ligeså godt spurgt, græsset om det heller vil være blåt.

For udviklingspolitiske diskussioner handler ikke om at turde, men om at evne diskussion så den også bliver kvalificeret . Så svaret må være at Ulla Tørnæs ikke tør at diskutere, fordi hun ikke evner debatten.

Det kan selvfølgelig også tænkes at underudviklingen har smittet fra de afrikanske, asiatiske og amerikanske regioner, til ministeren og ministeriet. Hvorfor udviklingsministeriet befinder i en intellektuel depriveret tilstand, og derfor kun evner, at forstå verden til enden af egen næsetip.