Leder

Magtens arrogance

1. juli 2009

Det var alle de etablerede magter mod præsident Manuel Zelaya frem mod søndagens statskup i Honduras. Størstedelen af hans eget parti, landets højesteret, hovedparten af landets medier og de væbnede styrker var alle mod præsidenten, og i fællesskab fjernede de ham fra magten.

Og indtil søndag var også meget store dele af det civile Honduras imod præsident Zelaya.

Det var de ikke så meget på grund af farven på hans politik, eller på grund af hvad der kan blive spundet af konspirationsteorier om præsidentens forhold til Hugo Chávez, men på grund af hans manglende politik: Fordi kriminaliteten og volden eksploderer. Fordi der bliver stadig færre job. Fordi korruptionen fortsat galopperer. Fordi hans regering ikke overholdt landets love.

Fordi landet fortsat ikke overholder sine forpligtelser i forhold til FN’s udviklingsmål. Kritikken af Manuel Zelayas regering har været hård, og derfor havde han ikke meget opbakning i befolkningen - heller ikke til den vejlednede folkeafstemning, han agtede at gennemføre samme søndag, som han blev fordrevet fra landet.

Men alt det er kun hverdag i Honduras. Af de syv præsidenter det mellemamerikanske land har haft siden overgangen til repræsentativt demokrati i 1982, har ingen udmærket sig ved at vinde folkets hjerter eller tillid. Men i Honduras er magtens indehavere - en lille snæver kreds - vant til, at de kan gøre helt og aldeles som de vil.

De er vant til at kontrollere landets domstole, og de er så vant til straffefrihed, at de ikke engang gør sig umage med deres forbrydelser. Det er magtens arrogance, og kuppet mod Zelaya udstiller denne arrogance.

Lige nu forsøger landets nye regering at forklare det internationale samfund, at kuppet var legalt. Men det er en overordentlig svær sag efter først at have stukket hele verden en meget dårlig løgn om, at præsident Manuel Zelaya blot fem timer før den største dag i sit politiske liv skulle have trukket sig fra embedet og forladt landet på grund af smerter i ryggen.

Med den slags historier i bagagen vil det aldrig lykkes at overbevise nogen om, at man var ude i et legalt ærinde eller som sådan ville landet det bedste.

Derfor nyder Manuel Zelaya hele verdens opbakning. Han er fortsat landet legitime præsident, og han har nu meddelt, at han vender tilbage til Honduras torsdag. Og her starter den virkelige prøve, hvor det internationale samfund nødvendigvis skal spille en meget aktiv diplomatisk rolle.

For vender Manuel Zelaya tilbage til et præsidentembede i et land, hvor landets væbnede styrker, domstolene og stort set resten af den politiske elite er hans direkte fjender, så ligner det kaos. Hvem skal garantere for præsidentens sikkerhed, og hvordan skal han lede et land, hvor han er isoleret og oppe mod samtlige landets de facto ejere?

At dele af det internationale samfund har reageret med diplomatisk boykot, trusler om at skære bistand og stop for samhandlen med Honduras er den forkerte vej at gå. Landet skal ikke sænkes, men genrejses. Og det kræver tilstedeværelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu