Med valget af Barack Obama til USA-s præsident sidste år tog amerikansk udenrigspolitik det formelle skridt fra en nykonservativ til en nyrealistisk æra. Hvor George W. Bush havde prioriteret spredning af frihed og demokrati til autoritære stater i Mellemøsten, forventedes Obamas politik at give mere vægt til en kølig vurdering af USA-s nationale sikkerhedsinteresser i regionen - også på bekostning af en direkte støtte til demokratiske kræfter.
Indtil regimekrisen i Iran havde dette strategiske skifte i USA-s udenrigspolitik ikke rigtigt været synligt. Det er det nu blevet - og med fuld kraft. I den sidste måned har Obama og hans Iran-rådgiver Dennis Ross understreget, at drøftelser om Irans atomprogram skal føres med landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Det er ham - og ikke præsidenten - som besidder den egentlige politiske magt, lyder analysen. Betragtningen fører til den logiske konklusion, at det for så vidt er ligegyldigt, hvorvidt præsidenten hedder Mahmoud Ahmadinejad eller Mir-Hossein Musavi.
Der er givetvis flere grunde til, at USA ikke har ønsket at tage parti i den pågående indre magtkamp i det teokratiske styre mellem de to præsidentkandidater og deres støtter blandt mullaher, gardister og paramilitære styrker. I tirsdags skar Obama sin holdning ud i pap: »Skønt det er utroligt, som det syder og bobler i Iran, er forskellen mellem Ahmadinejads og Musavis politik ikke så stor, som den er blevet fremstillet. Det er i USA-s interesse på lang sigt at hindre Iran i at bygge atomvåben og i at finansiere organisationer som Hizbollah og Hamas. Det er et kendsgerning, uagtet hvem der vinder dette valg.«
Obama indsnævrede yderligere forskellen mellem Ahmadinejad og Musavi i en isnende kold replik senere i samme tv-interview. »Uagtet hvad der sker, vil vi stå over for et regime, der historisk set har været fjendtligt over for USA og som har forvoldt problemer i sit nabolag og som søger at udvikle atomvåben.«
Udtalelserne har ikke overraskende vakt furore i det republikanske oppositionsparti og blandt nykonservative kommentatorer. De opfordrer nu præsidenten til at tage parti for de -demokratiske- kræfter i Iran. I det Hvide Hus forsvarer man Obamas nyrealistiske kurs over for Iran med den umiddelbart plausible forklaring, at en favorisering af Musavi og hans tilhængere vil give Ahmadinejad en kærkommen lejlighed til at knytte oppositionen og en hemmelig amerikansk plan om regimeskifte sammen. Det kunne tage luften ud af den folkelige bevægelse. Selv den iranske nobelprismodtager og menneskeretsaktivist Shirin Ebadi udtrykte i går i Washington Post tilfredshed med Obamas vanskelige balanceakt. Men er Obamas ekstremt realpolitiske kurs den rigtige for USA og andre demokratiske lande Historisk set minder den mere om George H.W. Bushs varsomme håndtering af revolutionerne i Østeuropa og Berlin-murens Fald i 1989 end Ronald Reagans og Vesteuropas åbenlyse støtte til den polske revolution i 1980-81. Romantikeren Reagan nærede ingen illusioner om kommunismen og det totalitære styre i Sovjetunionen og turde at gå op imod -det onde imperium-. Realisten Bush frygtede konsekvenserne af regimesammenbrud i Østeuropa - han søgte f.eks. garantier fra Mikhail Gorbatjov om en fredelig udgang på krisen uden brug af atomvåben - og afstod derfor fra at hælde benzin på bålet med opgejlet retorik.
Problemet for Obama er noget anderledes. Hans opstigen til præsident har inspireret mennesker overalt i verden som et eksempel til efterfølgelse. Indtil den iranske krise var der stadig overensstemmelse mellem budbringeren og hans budskab, hvilket kom stærkest til udtryk under hans tale på Kairos Universitet. Faktisk må man antage, at denne enestående tale styrkede provestlige demokratiske kræfter under valgene i Libanon og Iran. Obamas indflydelse på verdensscenen - især i islamiske samfund - er så mægtig i dette øjeblik, at han formentlig kan komme afsted med at tippe vippen til fordel for demonstranterne i Teheran uden at forpurre mulighederne for afspænding med landet. Ved at tie risikerer han derimod at formøble sin troværdighed som reformpræsident.
Det er svært at forstå, hvordan Obama kan få sig selv til at sige, at millioner af menneskers tapre kamp for at skabe meningsfulde forandringer i Iran ikke gør nogen forskel for USA. Herved undergraver han sit eget budskab til amerikanerne om, at forandring kun er mulig, hvis man står sammen. Måske endnu værre forudsætter præsidenten, at en dialog og forståelse med et andet land (om f.eks. atomvåben) kan løsrives fra regimets natur. Det er en forkert og overfladisk vurdering. Jo mere demokratisk opbakning et regime som det iranske nyder, desto større er muligheden for at indgå troværdige internationale aftaler, som holder i fremtiden. Og hvis Iran trods alt udvikler et atomvåben, ville det være langt mere betryggende for USA, Israel og arabiske lande, at Teheran ledes af en legitimt valgt præsident fremfor en valgfusker, antisemit og holocaust-benægter.
Obama! Der er stadig tid til at udtrykke sympati for frihedskæmperne.
Nu har Martin Burcharth igen set for meget fjernsyn (CNN).
Martin Burcharth:
"Obama indsnævrede yderligere forskellen mellem Ahmadinejad og Musavi i en isnende kold replik senere i samme tv-interview. »Uagtet hvad der sker, vil vi stå over for et regime, der historisk set har været fjendtligt over for USA og som har forvoldt problemer i sit nabolag og som søger at udvikle atomvåben.«"
B. Obama formulerer i citatet en nøgtern, saglig og objektiv analyse af situationen i Iran, nemlig at der ikke er nogen stor politisk forskel på de to rivaler til præsidentposten. Det bliver i Burcharths overfladiske og poppede retorik til "en isnende kold replik ". Hvad er det dog for noget vrøvl?
Obama -- og mange med ham .-- tager fejl på ét punkt.
Obama: "Uagtet hvad der sker, vil vi stå over for et regime, der historisk set har været fjendtligt over for USA og som har forvoldt problemer i sit nabolag og som søger at udvikle atomvåben."
Iran prøver ikke at udvikle atomvåben. Ikke lige nu, i hvert fald. Hvis konflikten mellem vesten og Iran spidser til, kan det måske ændre sig?
Og netop derfor har Obama også ret på ét punkt: Det er klogt at arbejde for at konflikten ikke spidser til.
Den efterlyste "sympati for frihedskæmperne" ville da være - ja, sympatisk - men den ville meget muligt ikke være særligt klog.
Irans ungdom har, som Obama's tilhængere, lært at bruge IT.
Det gjorde Barack Obama til præsident - det ryster nu Irans stats-apparat.
Man kan sige meget ondt om informationsteknologi - men nok ikke lige her ; - )
Kort til Per Thomsen.
Jeg har faktisk ikke set CNN i disse dage - overhovedet. Obama har uret i, at der ingen forskel er mellem Ahmadinejad og Musavi. Den vigtigste forskel er, hvem i befolkningen og i det statslige og klerikale apparat, der støtter dem. Det giver simpelthen sig selv, at Musavi som en erfaren politiker må tage højde for sine tilhængeres aspirationer.
Jeg henviser til min blog på Luftskibet, hvor debatten eventuelt kan fortsætte.
Den vil den forhåpentligvis, Martin.
"Obama indsnævrede yderligere forskellen mellem Ahmadinejad og Musavi i en isnende kold replik senere i samme tv-interview. »Uagtet hvad der sker, vil vi stå over for et regime, der historisk set har været fjendtligt over for USA og som har forvoldt problemer i sit nabolag og som søger at udvikle atomvåben.«"
Obamas tendensielle oppgjør med USAs rolle som verdensfrelsende legpredikant med atomkølle er dessverre ikke tilstrekkelig grunnleggende, så diskusjonen han reiser blir en rent taktisk diskusjon blant de gale verdensherskerne om midlene, ikke om målet. Den diskusjonen er han dømt til å tape, og hans skjebne ligner allerede nå forbausende sterkt på John F. Kennedys: han utsettes for det samme press for intervensjon og krig fra imperialistiske og militaristiske kretser på hjemmebane, som Kennedy ble i forhold til Vietnam, og samtidig øker hetsen mot ham fra de samme kretsene. Kennedy ble på sin dødsdag møtt i Dallas om morgenen av en helsides annonse i byens ledende avis, omgitt av svart sørgerand. Overskriften lyste mot ham, da han slo opp denne avisen om morgenen: "Wanted for treason", og under haglet anklagene om at han var en kommunistisk agent osv. Årsaken: han hadde trukket riktig konklusjon av den katastrofen hans generaler hadde påført USA i Grisebukten på Cuba. Svaret: han ble myrdet.
Intet tyder på at det kan gå Obama annerledes. Tonefallet i angrepene mot ham avviker kun fra det mot Kennedy ved i tillegg å være rasistisk.
Karsten Johansen: "Intet tyder på at det kan gå Obama annerledes."
Rolig nu. Meget tyder på, at der ikke vil ske Obama noget. F.eks. kører amerikanske præsidenter ikke i åben vogn mere...
Martin Burcharth skriver "Obamas indflydelse på verdensscenen - især i islamiske samfund - er så mægtig i dette øjeblik, at han formentlig kan komme afsted med at tippe vippen til fordel for demonstranterne i Teheran uden at forpurre mulighederne for afspænding med landet."
Er desværre velmenende ønsketænkning. Obama og alle andre vestlige godt klogt i at holde afstand. Enhver vestlig support vil præstediktaturet bruge til forsøg på at fjerne fokus fra begivenhederne pt og endnu engang køre de nationalisktiske afledningsmanøvrer.
Obama gør absolut rigtigt i at holde sig på syv skridts afstand, ikke blot i forhold til den politiske afspænding, men også i forhold til den iranske befolkning her og nu.
Det udelukker ikke, at man samtidig er klar i mælet om grundlæggende principper for voldsanvendelse mod demonstranter.
Obama fik det hele samlet smukt i et svar på pressemødet i dag, 23/6:
? "Under which conditions would you accept the election of Ahmadinejad, and if you do accept it without any significant changes in the conditions there, isn't that a betrayal of what the demonstrators there are working toward?"
Obama's svar, som er klarere end spørgsmålet:
Well look, we didn't have international observers on the ground, we can't say definitively what exactly happened at polling places throughout the country. What we know is that a sizeable percentage of the Iranian people themselves, spanning Iranian society, considered this election illegitimate. It's not an isolated instance, a little grumbling here or there. There [are] significant questions about the legitimacy of the election. And so ultimately, the most important thing for the Iranian government to consider is legitimacy in the eyes of its own people, not in the eyes of the United States. And that's why I've been very clear, ultimately this is up to the Iranian people to decide who their leadership is going to be and the structure of their government. What we can do is to say unequivocally that there are sets of international norms and principles about violence, about dealing with peaceful dissent, that spans cultures, spans borders, and what we've been seeing over the Internet and what we've been seeing in news reports, violates those norms and violates those principles. I think it is not too late for the Iranian government to recognize that there is a peaceful path that will lead to stability and legitimacy and prosperity for the Iranian people. We hope they take it.
Der er INGEN nævneværdig forskel mellem Ahmedinajad og Musavi. Ingen. Punktum, INGEN.
Alle, der tror det må være dybt naive. Musvai er og hver et af regimets, det iranske, håndgange mænd.
Han ville måske? have indført lidt løsere og friere tilstande for de iranske unge og kvinderne...men stadig med udgangspunkt i den iranske islamiske revolution fra 1979-1982.
Og - øh - der findes ingen demokratiske kræfter indenfor Irans grænser som vi vil forstå det. Og hvis der gør det, er det ganske få personer...
Heldigvis ser det ud til at Irans skin-demokrati ni får revet sløret af, og fremviser dets sande ansigt under masken: det militærdiktatur som det vitterligt er... og måske hele tiden har været...