Leder

Region Libanon

Debat
10. juni 2009

DET VAR næsten rørende, da FN's koordinator for Libanon, briten Michael Williams, ni dage før søndagens valg udsendte en erklæring: "Ingen udenlandsk indblanding i det libanesiske valg".

I betragtning af den permanente udenlandske indblanding i libanesisk politik, der stort set styrer alle beslutninger, og hvor USA og Saudi-Arabien støttede sunni-drusisk-falangist-alliancen, kaldet '14. marts', mens Iran og Syrien satsede på Hizbollah-Amal-general Aoun-forbundet, kaldet'8. marts', er det for lægfolk uden indgående kendskab til Libanons tuttifrutti-demokrati-version nærliggende at antage, at FN-koordinatoren ikke har passet sit arbejde.

Det forholder sig naturligvis lige modsat: Williams søgte efter bedste evne at passe sit arbejde ved at sørge for, at verdenssamfundet, dels i skikkelse af UNIFIL's militære styrke i syd-Libanon, dels i form af en række sikkerhedsråds-resolutioner, der kræver den libanesiske Hizbollah-milits afvæbnet, fremstod så neutralt som muligt.

Valgkampen var i forvejen betændt med begge siders beskyldninger om at være købt af fremmede magter, hvad enten de hedder Iran, Syrien, Saudi-Arabien og Egypten eller USA og Israel - det var næppe tilfældigt, at Hizbollah halvanden måned før valget kunne 'afsløre' et israelsk spion-netværk, som man formentlig har kendt til i årevis, eftersom Guds partis efterretningstjeneste er næsten overjordisk effektiv.

Finansielt var det påfaldende, at begge sider var i stand til at pumpe millioner af dollar i topprofessionelle plakatkampagner, der skæmmer det libanesiske landskab næsten værre end de stadig synlige ruiner fra borgerkrig og israelske invasioner.

MED ANDRE ORD: Valget i Libanon kan kun forstås som en regional demokratisk test på vegne af de udemokratiske regimer, der støtter de to sider- '14. marts' bakket op af den egyptiske politistat og det saudiske monarkidiktatur, '8. marts' af Irans imamdiktatur og den syriske étpartistat, der styres af et alawit-mindretal på 10-12 pct. af befolkningen. Dertil kom USA's indblanding - Hillary Clinton, vicepræsident Joe Biden og en kongresdelegation landede midt i valgkampen i Rafik Hariri-lufthavnen bevæbnet med advarsler om, at dersom libaneserne understod sig i at gøre '8. marts' regeringsbærende, var det nat med mere økonomisk støtte - og israelerne supplerede på selve valg-dagen med trusler om, at Libanon var åbent målområde, hvis Hizbollah fik afgørende indflydelse på regeringsdannelsen. Syrerne sendte også gesandter, men iranerne blev klogeligt hjemme.

SOM FØLGE AF den antiamerikanske atmosfære, Bush gjorde generel i regionen, kombineret med '14. marts'-flertallets manglende evne og vilje til sociale reformer, så det i meningsmålinger og ekspertspådomme længe ud til, at '8. marts' ville vinde. Og skete det, ville Mellemøstens politiske geo-grafi se radikalt anderledes ud med en anti-vestlig blok af Iran, Syrien og Libanon og med Hamas, der står til at vinde næste valg i Palæstina.

Når '14. marts'-koalitionen, ledet af sunni-lederen Saad Hariri, holdt skansen trods et mandats tilbagegang i forhold til 2005-valget (fra 72-56 til 71-57), skyldes det flere forhold: For det første, at de libanesiske sunni-muslimer mobiliserede støtte til deres kristne allierede i valgkredse, hvor de kristne var delt mellem '8. marts' og '14. marts' - det skete bl.a. i den kristne Bekaah-by Zahle, hvor '14. marts' tog alle syv mandater. For det andet, at Hizbollahs generalsekretær, Hassan Nasrallah, den mest populære arabiske helt uden for Libanon, blev straffet for ikke alene provokationen af Israel i 2006, der kostede mere end 1.000 civile ofre, men også shia-militsens besættelse af Beiruts sunni-muslimske bydele den 7. maj sidste år, som Nasrallah uforsigtigt arrogant kaldte "en strålende dag" i en nylig tale.

For det tredje, at vælgerflertallet ikke kunne overskue, hvad en '8. marts'-sejr ville medføre af ubehageligheder, ikke kun i form af amerikanske sanktioner, men fra israelerne, der ville se ublidt på, hvad de med en vis politisk logik kunne opfatte som en fremskudt iransk bastion. Den spændte atmosfære som følge af Irans formodede kerne-våbenambition, som israelerne har udnævnt til et 'eksistentielt problem' - de har jo selv anslåede 264 atomsprænghoveder på lager - er ikke noget, libaneserne har lyst til at spøge med.

ENDELIG SKAL DET ikke udelukkes, at Barack Obamas tale i Kairo tre dage før valget påvirkede resultatet - selv de allermest kontrære antiamerikanske kommentatorer i Beirut erkendte, at talen var et positivt signal efter Bushs panser-promovering af den vestlige demokratimodel. I så fald er '14.-marts'-sejren talens første konkrete resultat. Det næste kan blive valget af en reformpræsident i Iran, Mir-Hossein Moussavi, der slår på, at den siddende Ahmedinejads strammer-retorik har isoleret Iran. Ahmedinejad ville have profiteret af en '8. marts'-sejr i Libanon. Nu ligner han en taber.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her