Leder

De rødes genkomst er aflyst

9. juni 2009

"Vi er alle socialdemokrater. Det er den politik, som socialdemokrater altid har fulgt, som kommer os til undsætning i dag."

Frank-Walter Steinmeier SPD, tysk udenrigsminister og vicekansler, den 13. december 2008 til Information.

"Liberalismens æra er forbi. Der er nu efterspørgsel efter helt andre værdier end højrefløjens. Jeg taler om værdier som ansvarlighed, social tryghed og fællesskab. Venstrefløjens værdier. Vores værdier."

Villy Søvndal, formand for SF, landsmøde 25. april 2009.

De har troet og håbet på det alle sammen, alle de forventningsfulde socialdemokrater fra Gordon Brown i London til Frank-Walter Steinmeier i Berlin til Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt i København. Finanskrisen og den efterfølgende dybe økonomiske nedtur ville næsten naturlovmæssigt føre til nye krav om øget tryghed, retfærdighed og mere velfærd og dermed dirigere vælgerne direkte i armene på venstrefløjen - socialdemokratismen, blandingsøkonomien, Keynes og den kriseregulerende velfærdsstat var på vej tilbage. Endelig var tiden kommet til at sætte en stopper for markedskræfternes hærgen, som indledtes i 80'erne med Ronald Reagan og Margaret Thatcher, og som siden har gjort økonomien til et slaraffenland for opfindsomme finansfolk og lykkeriddere af enhver art. Euforien over, at deregulering og markedsgørelse af alle sektorer så ud til at blive gjort til krisens store skurk og nu stod for fald, og fryden over, at selv ærkekonservative lande måtte nationalisere kriseramte banker og bilfabrikker, har været så stor, at socialdemokrater og socialister i hele Europa har troet fuldt og fast på, at deres tid nu endelig var kommet. Pendulet var sat i sving.

Illusionen holdt lige indtil i søndags.

Konklusionen oven på valget til Europa-Parlamentet er klart og entydigt, at socialdemokrater og socialister har tabt. Ikke bare i nogle få lande - men over hele Europa - eneste undtagelser er Danmark og Grækenland. Det kan godt være, at liberalismens tid er forbi, eller også lever den endnu, men det betyder i hvert fald ikke en ny tiltro til, at det er Europas socialdemokrater, der er bedst til at håndtere den økonomiske krise. Tværtimod. Den røde blok i Parlamentet led et markant nederlag søndag, og især i Europas store lande fik socialdemokraterne et katastrofalt valg. Værst gik det til i Storbritannien, hvor Gordon Browns Labour måtte nøjes med en tredjeplads. Det ringeste valg for Labour siden Anden Verdenskrig. I Tyskland havde SPD sat alle sejl til for at få en sejr forud for efterårets forbundsstatsvalg, men partiet led et sviende nederlag, også her det ringeste resultat i 50 år. I Frankrig vandt Nikolas Sarkozys borgerlige fløj over socialisterne, og det samme gjorde de i Polen, Portugal og Spanien. I ingen af de lande er det lykkedes for centrum-venstre at profitere af den økonomiske krise. Leder at socialistgruppen i Europa-Parlamentet, Martin Schultz, kommenterede resultatet sent søndag, socialistgruppen er dykket fra 27,6 procent til 22 procent af det samlede parlament:

"Det er en trist aften for socialdemokratier i Europa, vi er særdeles skuffede."

Der er ingen tvivl om, at særlige nationale forhold kan forklare både op og nedture. Især det britiske valg har været præget af nylige skandalesager og noget der ligner en nedsmeltning af Gordon Browns kabinet. Men det kan ikke forklare den systematiske tilbagegang, og spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor krisen - som har været et dominerende tema - ikke gavner den røde blok? Derfor må man søge andre og mere tværgående forklaringer.

Og dem er der flere af. En af dem er, at årsagen til recessionen fortsat ikke står lysende klart. Koblingen til uregulerede markeder og kreditgivning, som er løbet løbsk, er ikke indlysende. Og når det gælder om at give virksomhederne og erhvervslivet bedre vilkår, så de igen kan ansætte og konkurrere, anses borgerlige partier fortsat som mest troværdige. En anden forklaring er, at centrum-venstre partierne fortsat mangler at tegne billedet af det alternativ til styrkede markedskræfter og liberale reformer, som har været den europæiske dagsorden de seneste årtier. Socialdemokraterne i hele Europa har først og fremmest reageret defensivt på liberalisternes overtag og højrepopulistiske strømninger, og de forsøg, som der har været på at definere en ny socialdemokratisk strategi for Europa, er strandet i en diskussion om Tony Blairs tredje vej eller mere klassisk arbejderklassepolitik. Da Europas regeringer tidligere på året ikke formåede at koordinere indsatsen mod krisens negative konsekvenser og i mangel på enighed måtte overlade det til de enkelte medlemslande, var det ikke blot en fallit for EU-Kommissionen, men også for det socialdemokratiske Europa.

Det er i krisetid, når krybben er tom, at de, der taler varmt for international solidaritet, skal bevise deres værd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Thomsen

"De røde" - de mere eller mindre socialistisk orienterede - er ikke de bedste til at løse kapitalistiske problemer.
Det tror jeg egentlig nok, at vælgerne har ret i.
Og da socialisterne ikke synes i stand til at opstille et troværdigt alternativ til kapitalismen, må det jo indtil videre gå¨, som det går.