Leder

Ruslands værste fjende

Debat
18. juni 2009

FLOWER POWER får det til at gyse af skræk og vrede i den russiske elite med Putin og Medvedev i spidsen. De begynder straks at se rødt ved tanken om de blomsterfarvede revolutioner i Ukraine, Serbien, Georgien og i sin tid også i Baltikum, og nu har Hvideruslands diktator minsandten også udtænkt sin farve på den revolution, der er ved at gøre Ruslands mest trofaste allierede til endnu en fjende. Farven er hvid som den mælk, Rusland nu nægter at importere fra Hviderusland i vrede over, at Lukasjenko nægter at anerkende udbryderne fra Georgien - Abkhasien og Sydossetien.

Det er, som om Moskva ligefrem målrettet søger at gøre alle sine naboer til fjender. Der er i hvert fald ikke mange venner tilbage, og dem, der er, er meget tvivlsomme diktaturstater - Tadsjikistan, Usbekistan, Kirgistan, Kasakhstan for slet ikke at nævne Turkmenistan.

Forleden nedlagde Rusland trods voldsomme protester fra Georgien veto imod opretholdelsen af en international gruppe iagttagere i Abkhasien. Hvorfor Fordi -amerikanerne- ikke skal blande sig i Ruslands forsøg på at genoprette en vis kontrol med de tidligere sovjetrepublikker. Rusland under Putin og nu Medvedev har brugt alle lovlige og ulovlige midler i sine forsøg på at styrke prorussiske kræfter i det, som Moskva kalder »det nære udland«, hvilket vil sige det tidligere Sovjet og dermed russisk interessesfære.

DET HAR HAFT FATALE FØLGER for både Rusland og naboerne. Det har været og er en hindring for en normal demokratisk og økonomisk udvikling. Og det har ført til et hadefuldt forhold til Rusland fra befolkningerne i nabolandene. Og i sidste ende fører det til russisk isolation, for nok kan Moskva med sin KGB-politik over for naboerne fremme armod og politisk kaos, ja måske stoppe Vestens fremmarch, men Kreml kan ikke stoppe det stigende had til Rusland hos naboerne. Og det bliver det helt store problem i fremtiden, medmindre Moskva erstatter imperietænkning med naboskab og fælles udvikling.

Som en af Ruslands mest fremsynede politikere, den kendte reformmand under Boris Jeltsin, Boris Nemtsov, sagde forleden i anledning af mælkekrigen mod Hviderusland: »Vores regime kan ikke sejre over Lukasjenko, for vores regime er i virkeligheden det samme som i Hviderusland. En råge hakker ikke øjnene ud på en råge«. Og politologen Dmitri Oresjkin tilføjede, at så længe Putins linje med vold, magt og aggression over for naboerne er fremherskende, så vil Rusland blive mere og mere ensom. »Det er en katastrofal situation, hvor Rusland ikke kan tilbyde noget positivt til hverken Hviderusland, Ukraine, Georgien eller Moldavien, men kun kan skræmme og tilbyde det negative, altså at straffe«.

Kreml oprettede forleden en ny forkromet afdeling til bedring af Ruslands image i udlandet. Men det er meningsløst, så længe eliten i Moskva kun tænker i KGB-inspirerede konspirationsteorier. Regimet er selv Ruslands værste fjende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der SKRIVES:

"Ruslands værste fjende ,,,, med Putin og Medvedev i spidsen.,, se rødt ved tanken om de blomsterfarvede revolutioner i Ukraine, Serbien, Georgien ..."
---
Isaafald er det da heldigt- nu - for Rusland at 'fjendens' kasse er tom. 'Color revolution', har ikke meget med en 'hjemlig folkelig bevægelse' at gøre, men er en Amerikansk/vestlig instigeret og finanseret og kørt af, påfund til medie-stunt for at oppiske en falsk stemning af 'demokrati i højsædet' hvor folk(et desværre har ladet sig rive med i blind tro på de ville få et 'bedre' system, med mere retfærdighed etc..

Med Iran som eksempel, virker opskriften på 'color revolution' ligesom ikke rigtig mere.
Dette , takket være der siden (også) er kommet troværdige medier på banen, som f.eks. PRESSTV, som er i stand til at skyde påstande og løgne ned i samme øjeblik de er på banen.