Leder

Et bundløst kar

Debat
24. juli 2009

»Hvis man står med to identiske patienter, hvor den ene er overvægtig, og den anden ikke er, så må den overvægtige vente.«

Svend Heiselberg (V), regionsrådspolitiker Region Nordjylland, i Jyllands-Posten

»De patienter, som mener, at folk med livsstilssygdomme skal sendes ned ad ventelisterne, har nok aldrig selv stået i kø - for de ved tydeligvis ikke, hvad de taler om. De skulle selv sendes bag i køen.«

Karina Holt Larsen, fedmeopereret, i Jyllands-Posten

GENNEM ÅRTIER HAR det danske velfærdssamfund udviklet sig til et serviceorgan, som på nogle af de helt centrale områder i tilværelsen tilbyder befolkningen gratis og lige adgang til ydelser af høj kvalitet.

Når det drejer sig om områder som børnepasning, uddannelse, omsorg, pleje og sundhed, er danskerne vænnet til, at der er lige og universel adgang for hele befolkningen. Men hvor man på de fleste områder har vænnet folk til, at der trods alt var et parallelt privat system ved siden af bestående af private børnehaver, skoler og så videre, har sundhedsvæsenet indtil for få år siden udelukkende været offentligt.

Det har været defineret ved, at der ikke var nogen prismekanisme, som regulerede udbud og efterspørgsel. Selv om et godt helbred uden sammenligning er det vigtigste i livet, har det ikke været nødvendigt at pantsætte huset eller sælge bilen, hvis man blev syg. Heldigvis for det.

Derfor har det også været en udfordring for flertallet af danskerne, at man de senere år har set en privat sygehussektor skyde op, samtidig med at et stærkt stigende antal danskere tegner private sundhedsforsikringer, primært gennem deres arbejdsgiver.

For hvordan sikres det, at det ikke skaber ulighed og ulige adgang til behandling, når nu en stor del af befolkningen står uden for forsikringsordningerne, og man samtidig ikke kan vide, om det private sektors vækst vil skade kvaliteten i den offentlige sektor?

Det er en gigantisk udfordring for hele den universalistiske tankegang, der udgør rygraden i den danske velfærdsmodel.

MED UDFORDRINGERNE STOPPER ikke der. Citaterne ovenfor taler for sig selv. Og som det fremgik af Jyllands-Posten i går, mener godt en fjerdedel af regionsrådspolitikerne i Danmark, at det er nødvendigt at prioritere, således at for eksempel livsstilssyge rykkes ned på ventelisterne. Dit helbred er dit ansvar, lyder argumentet, og hvis du spiser, ryger eller drikker så meget, at du bliver syg af det, er det også dit eget problem. Selvfølgelig skal man forsøge at påvirke folks livsstil gennem oplysning og kampagner. Men at sortere folk, som ovenfor beskrevet, er en forrykt tankegang, som bryder afgørende med den neutralitet og fordomsfrihed, som bør præge det danske sundheds- og behandlingssystem.

Men det er også en tankegang, som man højst sandsynligt vil se og høre mere til i de kommende år. For sundhedsvæsenet er et bundløst kar. Ny teknologi, ny viden, nye resultater og metoder betyder, at mere og mere bliver muligt. Sygdomme, som for bare få år siden blev betragtet som uhelbredelige, kan nu behandles eller lindres.

Når det kombineres med en befolkning, der i stadig stigende grad stiller forventninger og har opbygget en forbrugeradfærd i forhold til velfærdsstaten, og en befolkning, hvor vi i de næste 40 år kan forvente 500.000 flere medborgere over 75 år, end der er i dag, så vil presset på sundhedsvæsenet helt naturligt blive ved med at stige. En naturlig konsekvens kan blandt andet være faldende kvalitet og stigende ventelister.

I det lys er det positivt, at der findes privathospitaler, og at stadig flere vælger at tegne private sundhedsforsikringer. For et parallelt prismarked, der dog ikke bare, som det er tilfældet nu, sikrer driften ved overførsel af offentlige midler, kan være med til at sikre et højt velfærdsniveau, uden det nødvendigvis medfører en stærkt forøget beskatning.

Den store udfordring er imidlertid, hvordan man samtidig fastholder et højt offentligt niveau og undgår stigmatiseringer og diskvalificeringer af fede, rygere, alkoholikere og andre livsstilssyge.

Det er den sikre vej til en form for fascisme, hvor alle de med den svage karakter og forkerte livsstil stemples som skadelige for det folk, som føler sig i stand til at fælde dommen over, hvem der står inden og uden for det folkelige fællesskab.

I takt med at sundhedsvæsenet i de kommende år ikke kommer uden om at foretage skarpe prioriteringer og acceptere en form for prismekanisme på visse behandlinger, er det derfor vigtigt at sikre, at de, der ikke har andre muligheder, er garanteret behandling i offentlig regi.

Også de fede og rygerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Lillienfryd

allerede nu, er der i venstres og konservative, nogle der mener, at 'folk', der eksempelvis er uden arbejde, af en eller flere årsager, som de pågældende med garanti, ikke ved en s... om, om med ligeså stor garanti, også er ligeglade med,- forslag om at de skal have frataget deres stemmeret, ved valg.
Upåagtet, at disse mennesker, for en stor dels vedkommende har været 'produktive', i længere tid, end forslagsstillerne har levet.

historisk set, var det samfundet, der havde brug for arbejdskraft, og derfor skulle vi have daginstitutioner, hvor børnene kunne passes, mens virksomhederne 'lånte' mors og fars arbejdskraft.
Den enorme fokus, der er, og har været på produktion, til 'forbrug', har en stor andel, i den situation vi står i i dag, ikke bare med vores sygehus struktur, men også med presset på de sociale kasser.
Hvor 'folk' arbejder, sker der nedslidning, og ulykker.
Det sørgelige her er, at vi har været så dårlige, til at formidle dette til nutidens unge.
Den generation, der har haft mest forbrug, som børn, med alt fra stereo, tv på værelserne, cykler og knallerter, og rejser det halve af jorden rundt, nu er villige til at sætte deres egne forældre udenfor politisk indflydelse, hvis de skulle være så uheldige, at miste deres arbejde, grundet sygdom, eller ulykke.
Ligegyldighed, og liberalisme, er her to sider af samme sag.