Leder

DF's lette spil - igen

Debat
22. juli 2009

MAN MÅ MEDGIVE DANSK Folkeparti, at håneretten tilhører partiet, efter at det på godt et døgn lykkedes at skabe så megen forvirring i Hjemmeværnet, at værnet til sidst ikke vidste, hvem det selv var, eller hvad det mente.

Det gik ellers lige så godt: 27-årige Maria Mawla, der er muslim, havde gennemført Hjemmeværnets grunduddannelse iført uniform og et til lejligheden udviklet olivenfarvet hovedtørklæde.

De var endda så glade for hende, at hun på værnets hjemmeside i tekst og billeder blev fremhævet som rollemodel for den succesfulde integration. Hvad kunne være mere sublimt end en ung muslimsk kvinde i uniform med Dannebrog på skulderen. Sådan var det. Indtil i søndags i hvert fald.

Så opdagede Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, det hele og udsendte straks en pressemeddelelse, hvori han krævede det »udemokratiske og diskriminerende symbol« forbudt for Hjemmeværnets medlemmer. Det fik gang i værnet, hvor man så pludselig ikke længere mente det, man tidligere havde ment.

Nu var Maria Mawla slet ikke længere rollemodel. Faktisk forsvandt hun helt fra hjemmesiden, og en slags leder hos de uniformerede trafikkontrollanter, hvis næste store opgave bliver at dirigere trafikken under klimatopmødet, mente nu myndigt, at tørklædet skulle forbydes, da det udgjorde en sikkerhedsrisiko.

Det var så her, DF's formand, Pia Kjærsgaard, begyndte at håne. I sit ugebrev kaldte hun Hjemmeværnet både »pinligt« og »komisk« og skrev, at det burde være taknemmeligt for, at det har Dansk Folkeparti til at korrigere sig i værdipolitikken.

MEN HÅNERETTEN BURDE ikke stoppe her. For regeringspartiet Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, der ellers først mente, at man sagtens kunne forene uniform og hovedtørklæde, mente i løbet af mandagen også pludselig det modsatte. Her blev både sikkerheden og uniformsregulativet trukket af stald som argument.

Der kan muligvis findes udmærkede argumenter i uniformsregulativet mod den slags, også selv om både det svenske, norske og britiske forsvar tillader hovedtørklæder. Men det egentligt tragikomiske ved sagen er, hvor let det er for Dansk Folkeparti at sætte sig på den værdipolitiske dagsorden, skabe total kaos i geledderne, udstille de øvrige partiers uendelige tvivl og erobre den offentlige debat. Ingen er bedre til det end dem. Det skal de have.

Man så det, da partiet gennem sin overdrevne burka-kampagne i løbet af kort tid var i stand til at skabe splittelse og forvirring i hele det politiske landskab, hvor det rent faktisk formåede at gennemtrumfe en hastelov mod dommeres brug af religiøs hovedbeklædning, selv om problemstillingen var temmelig hypotetisk. Det samme mønster ses igen nu. Dansk Folkeparti kan egentlig ikke bebrejdes. Partiet gør bare det, det skal. Dygtigt endda. Det er resten af det politiske landskab, der afslører, at partiet har for let spil, og at det ikke bare er Hjemmeværnet, der ikke er i stand til at forsvare nogen. Mindst af alle sig selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Det er korrekt at Maria Mawla, er en rollemodel for god integration. fast i overtroen på gud, og forsvarer af Fælleskabet Danmark. Det er ligeså korrekt, at tåben der nu udtaler sig på vegne at hjemmeværnet, er en rollemodel for dårlig integration, og i øvrigt er en vittighed.

Tankerne leder hen på den lille dreng, der bliver taget på fast gerning med sine urinbestænkte fumleknopper nede i mors kagekrukke, og hvilken undskyldning som nu opasser til lejligheden. f. eks. "det var ikke mig"

God leder!