Leder

DR under pres

21. juli 2009

CHEFERNE I DR taler om platforme, om at sprede sig ud på forskellige kanaler for at være til stede i en virkelighed, som er danskernes. I hvert fald den virkelighed, som et hav af målgruppeanalyser har udpindet for dem. Blandt menige DR-medarbejdere og kritikere af DR tales der derimod om platformetyranni og om hovedkanalen DR1, hovedplatformen, som særlig identitetsskabende for hele institutionen. Cheferne siger, at kritikerne er af den gamle skole, der blot ønsker sig et DR som for 20-30 år siden. Korrespondenter, journalister og tillidsmænd fra DR siger i forbindelse med nyhedsudsendelserne, at den seriøse dækning af udlandsstoffet i højere og højere grad bliver skubbet væk fra nyhedsudsendelserne på DR1 og P3 over i reservater på DR2 og P1. Cheferne siger, at koncepterne ligger fast, for ellers ville folk slukke eller værre endnu zappe over på en anden kanal. Kritikerne siger, at målgruppestyring har fanden skabt, at cheferne i deres jagt på høje seertal undervurderer seere og lyttere, og at det forhindrer væsentlige historier i at blive fortalt. Cheferne svarer, at det er nødvendigt for at overleve i en moderne medievirkelighed. Kritikerne siger, at DR på radiosiden har nedlagt en række fagredaktioner som klassisk og jazz og spiller musik uden kyndig ledsagelse, og at playlister, der ikke udfordrer en levende sjæl, dominerer på P3. Cheferne siger, at sådan er det tilrettelagt for ikke at skræmme nogen væk fra kanalen.

SJOVT NOK TALER både chefer og kritikere om DR's public service-forpligtelse, men mener åbenlyst noget helt forskelligt med den. For cheferne handler det om, at man ikke skal overvurdere seere og lyttere og at imødekomme lige præcis de forventninger hos befolkningen, som de har regnet og analyseret sig frem til.

For kritikerne handler det derimod om, at man ikke skal undervurdere seere og lyttere, og at man godt kan både udfordre og berige folk med nye indsigter og formidle vanskeligt stof ud fra devisen, at når det kommer til stykket, ved folket i virkeligheden ikke, hvad det vil have.

Kan begge ting være sande på én gang? Det paradoksale svar er, at ja, det kan det godt. Det var nemlig afsættet for den serie af artikler om DR til syn, som vi har bragt gennem den seneste måneds tid med anmeldelser af udvalgte DR-programmer. DR står over for store komplekse udfordringer både på den korte og den lange bane. Institutionen har i de senere år gennemgået store strukturelle forandringer og er i færd med at tilpasse sig en ny medievirkelighed, hvor mange af de vante faktorer og parametre er under hastig erodering.

DR ER UNDER PRES fra mange sider. Historisk har institutionen haft og har stadig meget magt. Hvor der er stor magt, er der også et legitimt ønske om at yde modstand og lægge pres. Som bestyrelsesformand Michael Christiansen pointerede i gårsdagens avis, er det en bekræftelse af, at DR stadig betyder noget, og at institutionen for alvor er kommet på fode igen efter års økonomiske skandaler, at så mange tager bladet fra munden og mener en masse om DR og vil gøre deres indflydelse gældende.

SOM DET FREMGIK af gårsdagens artikel, er DR lige nu ud over de skitserede indre strukturelle forandringer under tredobbelt beskydning. Danske Dagblades Forening (DDF) har indledt en politisk kampagne for at stække DR's udfoldelsesmuligheder på nettet med argumentet, at da DR modtager statsstøtte, er de i forhold til andre medier særligt begunstigede på nettet, hvilket skaber konkurrenceforvridning. Netop den brede tilstedeværelse på nettet er et vigtigt element i forhold til at tiltrække målgruppen af de unge mellem 15 og 24 år, som DR lige nu har historisk dårligt fat i. DR's andel er helt nede på 14 procent, og man frygter med rette, at DR ved at være fraværende i forhold til de unge er i færd med at tabe en hel generation på gulvet. Det er et selvstændigt problem i forhold til public service-forpligtelsen. Dertil kommer, at flere borgerlige medieordførere kræver, at DR skal opgive sine regionale radiokanaler, og en kultur- elite som kræver, at DR skal opgive sin brede definition af public service.

PROBLEMET I DR er ikke lokaliseringen af de udfordringer, institutionen står midt i, men snarere de svar, ledelsen kommer med: Når legitime udfordringer besvares med uintelligent konceptstyring, når faglighed overalt erstattes af generalistviden, og når seriøs nyhedsformidling udarter til underholdning for stereotyper, så er det dømt til at gå galt. Koncepttyranniet viser en DR-ledelse, som er bange for fremtiden og gemmer sig bag managementsprog i stedet for at udfordre. Håndteringen af den såkaldte Ole Hyltoft-sag er blot et meget ydre tegn på en ledelse, som ryster på hånden og navigerer usikkert, alt efter hvilke politiske vinde, der lige blæser den pågældende dag. Det giver ikke ligefrem grund til optimisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu