Enkle sager?

Skal der prioriteres inden for sundhedsvæsnet, så rygere, fede og alkoholikere rykker om bag i køen? Skal irakerne i Brorsons kirke overholde loven? Skal brug af tørklæder (muslimske varianter) forbydes i alle offentlige sammenhænge, inklusive hjemmeværnet? Skal rygere tvinges til at holde op med at ryge?

Alle fire spørgsmål er til debat denne sommer. Seneste i onsdagens Information gjorde Lene Krusaa, leder af Stoplinien, hvor man vil afvænne rygere, sig til talskvinde for at stramme rygeloven med det argument, at rygere ikke ryger frivilligt, og det er omsorg at få dem fra det.

»Man er så underlagt nogle fysiske behov, så det bliver cigaretterne, der styrer dem,« (rygerne) siger hun.

For alle fire spørgsmål gælder det, at man godt kan argumentere for et ja. Det kan jo ikke gå, at udgifterne til sundhedsvæsnet bliver ved med at stige i det uendelige, vel? Og hvem andre end notoriske forbrydere kan have noget imod, at loven bliver overholdt? Det ser ligeledes fornuftigt ud, at man kræver offentligheden friholdt for religiøse symboler. Religion må vel være en privatsag i det moderne samfund?

Endelig svarer Lene Krusaa for sig. Hun ser det som en støtte til folk, der ikke har ressourcer til at holde op, at cigaretterne bliver gemt væk og i øvrigt bliver dyrere. Hun betragter det ikke som et formynderisk pres på rygerne. »Jeg synes, problemet er, at de dør ti år tidligere og lever ti år med nedsat helbred i forhold til ikkerygere,« siger hun.

Men man kunne også vælge at gribe sagerne anderledes an. De fire udsagn identificerer problemet som henholdsvis rygning, fedme, alkoholisme, lovovertrædelse og religiøse symboler. Men det kan de kun gøre ved at se bort fra de omstændigheder, problemerne indgår i. •Der er skrevet rigtig meget om irakerne i Brorsons kirke, og det skal ikke gentages her. Men at gøre deres situation til et spørgsmål om, hvorvidt de overholder loven, må vist kaldes en forsimpling af problemstillingen. •Ligeledes kunne man vælge at sætte brugen af tørklæder i forhold til både den personlige frihed og til integrationsproblematikken i det hele taget, og nå til, at det måske var andre principper, man skulle have fat i, før man principielt tog afstand fra religiøse symboler. •Lene Krusaa vælger at betone den fysiske afhængighed, der alt andet lige kan afhjælpes med nikotintyggegummi og lignende. Når folk alligevel ryger, og når det især er socialgruppe fem, der trods Lene Krusaas omsorg fremturer, så peger det nok på en psykologisk afhængighed, som bunder i folks hele livssituation. »Man har så få glæder her i livet,« svarede en socialgruppe fem-kvinde engang denne signatur, da hun blev spurgt, hvorfor hun røg. Det samme gælder vel i vid udstrækning for alkoholisme og fedme, som ligeledes er fænomener, der fylkes i socialgruppe fem.

Det er klart, at det er nogle åbenlyse fordele ved at isolere sit synspunkt fra en større sammenhæng: Man er klar i mælet. Man har en mening, som man kan overskue. Man har skaffet sig en platform, hvor man kan stå fast.

Det er også muligt, at man kan spore resultater af Anders Fogh Rasmussens kulturkamp for fasthed og kontrol i debattens form. Men det er lige så sandsynligt, at denne bliver populær, slet og ret fordi den moderne verden er uoverskuelig, kompliceret og kræver mere indsigt, end man som enkeltperson orker at tilegne sig. De følelser, spørgsmålene vækker, og fornemmelsen af, at der bør tages stilling til dem, går jo ikke væk, fordi man ikke har sundhedsvæsenets totale budget, plus medicinalfirmaernes samlede indflydelse, plus viden om fysiske og psykiske årsager til rygning, fedme og alkoholisme, plus udviklingen i befolkningens totale sygdomsbillede liggende klar i hovedet. Så er det nemmere at gøre spørgsmålet til en sag, der kan ordnes med konkrete tiltag.

Men i længden kan denne måde at håndtere problemer på vise sig mere ødelæggende end nok så megen røg, flæskesvær og druk. Den fremelsker nemlig éntydighed i tanken, hvor uafgjort flertydighed ville svare bedre til problemernes rette konturer.

Og for det første bliver problemerne ikke løst, når de isoleres. For det andet slår tankeformen indad i psyken. Evnen til at udholde spændinger, til at leve i en verden, hvor mange problemer ikke har en entydig løsning, men måske tværtimod ændrer sig eller ligefrem yngler undervejs, evnen til i det hele taget at håndtere kompleksitet, forringes. Det fører til lukkede, defensive, formynderiske mennesker, som er utilbøjelige til at lytte til noget, der forstyrrer deres veltilrettelagte 'sag'.

Er dét, hvad vi vil have? Eller er det åbne mennesker, som erkender, at en ikkerygende socialgruppe fem stadig er socialgruppe fem med de vanskeligheder og afsavn det medfører, og som derfor vil søge at koncentrere indsatsen om at afhjælpe disse? Måske vil behovet for en smøg ligefrem fordampe, hvis livet ikke er det rene lort?