Leder

Frihed til folkeskolerne

Debat
9. juli 2009

»Fader vor, du som er i himlene, helliget vorde dit navn, komme dit rige...«

At skolebørn i flere folkeskoler beder morgenbøn er flere gange faldet velmenende forældre for brystet. Forkyndelse af det kristne budskab hører ikke hjemme i folkeskolen, mener de, og som sådan har de ret. Hvis man ønsker at kombinere undervisning med religion, så står det en frit for at vælge en kristen friskole. I folkeskolen skal der være plads til alle - og derfor hører fadervor ikke hjemme dér. Det lyder rimeligt. Men også djævelsk småligt. Selvom forældrene - som er støttet af den lige så velmenende organisation 'Humanistisk Samfund' - argumenterer ud fra rummelighed, så må deres indblanding siges at være noget urummelig og udtryk for mangel på frisind. Det er bestemt ikke deres intention, men ikke desto mindre resultatet af deres aktion.

Hvis en demokratisk valgt skolebestyrelse har den holdning, at man skal bede fadervor til morgensamlingen, hvorfor så blande sig i det?

På Nørre Nissum Skole, som Information for nylig besøgte, har man hver dag en stille og rolig morgenbøn. Børnene mumler deres fadervor, synger en sang og går så ned til deres klasseværelser. Det er hverken farligt, mørkt eller mystisk. Og heller ikke udtryk for indoktrinering. Fadervor er en del af den danske kultur.

På skolen i Nørre Nissum vælger man at bevare den. Man kan mene, at det er lidt gammeldags at bede en bøn, men alt i alt bør det altså ikke være noget, der sætter væsker i kog. Børnene kan blive fritaget fra bønnen eller bare lade være med at sige noget, når de andre beder. Og skulle de endelig komme til at mumle med, så er der altså ikke nogen, der tager skade af en gang fadervor. Heller ikke de muslimske børn, som skolen i Nørre Nissum faktisk har haft en del af. Det er nemt at blive forarget over, at muslimske børn skal bede fadervor, men sandheden er, at langt de fleste forældre synes, at det er helt fint med religion i skolen. At det er den kristne Gud og ikke Allah, man beder til, tager man mindre tungt. Der er altså tale om forargelse på andres vegne. Den type af forargelse er »i bedste fald formynderisk og i værste fald hyklerisk,« som chefredaktøren på Ugens Rapport, Jan Nielsen, sagde i Information i fredags, hvor emnet frisind var til debat.

Meget ofte kommer politiske partier og diverse forældreorganisationer med deres bud på, hvad folkeskolen skal og ikke skal. Det må være frustrerende at være folkeskolelærer. Alle har en mening om folkeskolen. Og ikke så få har tilsyneladende mere forstand på, hvad der er rigtigt og forkert end de professionelle. Hvis folkeskolerne skal tilpasse sig hver enkelt forældres ønsker, så vil det blive endnu mindre attraktivt for unge mennesker at vælge læreruddannelsen - og folkeskolerne vil blive ens og kedelige. Ikke at det i sig selv skaber en god skole, at man beder fadervor hver morgen. Men som minimum skal man have muligheden for at lave sådanne eller andre tiltag - og skabe sin egen skole. På naboskolen i Gudum havde den nye leder valgt at afskaffe fadervor, fordi hun ikke brød sig om det. Det gav ballade fra flere forældre og endog en påbegyndt underskriftindsamling for at få Fadervor tilbage. Den form for indblanding er naturligvis lige så upassende som den, Humanistisk Samfund kommer med. Det handler ikke om for eller imod fadervor. Det handler om for eller imod frihed til at indrette sin skole, som man vil.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har da også sagt god for fadervor i folkeskolen. Det ligger inden for rammerne af frihed for den enkelte skolebestyrelse. Det er fornuftigt. Haarder skelner i et interview i mandagens Information mellem tolerance og frisind. Han vil nok mene, at Humanistisk Samfund står for den misforståede tolerance, der i virkeligheden indskrænker folkeskolernes frihed. Om skellet mellem tolerance og frisind giver mening, er tvivlsomt, men hvis ministeren virkelig prioriterer de enkelte folkeskolers frihed, hvorfor så ikke lade skolerne kunne vælge de nationale test fra? Og elevplanerne?

Tænk, hvis skolebestyrelsen kunne vælge elevplanerne fra, fordi man fandt dem formynderiske og spild af tid. Haarder siger, at man bare kan vælge en friskole - som ministeren mener er det smukkeste eksempel på det danske frisind - hvis man gerne vil slippe for elevplaner.

Det er det samme, som Humanistisk Samfund siger, når de argumenterer imod fadervor. Så helt dybt stikker ministerens frihedsiver altså ikke, og politikere fra begge sider af folketingssalen er generelt slemme til at blande sig unødigt i folkeskolernes hverdag.

'Folkeskolen skal dit'. 'Folkeskolen skal dat'. Lidt mindre indblanding fra humanister, forældreorganisationer og politikere ville være rart. Slap af og lad dem, der er tættest på - nemlig de ansatte, eleverne og forældrene på de enkelte skoler - få lidt fred. Og større frihed til at indrette deres skole, som de vil. Det ville være ægte frisind.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Heigren

Kære Information
Rabler det fuldstændigt for jer? Det handler da ikke om en skoles frihed. Det handler om som lille dreng og lille pige at blive fri for at skulle deltage i ritualer af religiøs karakter, eller at skulle stå der med sin indestængte, generte, eller på anden vis udtrykte modstand, og skulle tage stilling til "skal jeg tale om med mine forældre om at blive fritaget for det her, med al den opmærksomhed det vil bidrage til". Man tager ikke skade af at deltage i en bøn eller mumle med! Ka´skiesens, men hvad fanden gør det godt for? Det er vel det der er spørgsmålet.

Henning Kjær

Demokratiet har grænser overfor alle former religiøsitet. Ikke kun overfor muslimer men også overfor kristne. Derfor skal der være grænser for hvor manger fadervor og bordbønner der skal bedes i en rummelig folkeskole. "Ingen tager skade af et fadervor", men alle påvirkes alligevel og på et tidspunkt er det for meget. Folkeskolen er ikke indre missions, Pinsekirkens, Johovas Vidners eller andre sekters missionsmark. Hold bønnerne ude af folkeskolen.

Inger Sundsvald

”Det ligger inden for rammerne af frihed for den enkelte skolebestyrelse”

Men det ligger åbenbart ikke inden for rammerne om den enkeltes frihed.

Det er en stor løgn, at det ikke skader nogen.
Det er til stor skade for et barn at blive indoktrineret med idioti som ”forlad os vor skyld”, det er noget som kan forfølge et menneske resten af livet. Og jeg véd hvad jeg taler om.

Det er også til stor skade hvis barnet skal udelukkes fra et fællesskab med de andre børn og føle sig udenfor ved fritagelse. Forældrene har et valg mellem pest og kolera, eller at transportere barnet til en fjerntliggende skole.

Hvad er det for en ”frihed”?

Det er den værste form for frihedsberøvelse at lukke børn inde i dette fængsel af synd og skyld eller i opfattelsen af at alt står i gudfaders hånd, og at intet sker uden hans vilje.

Jeg forlanger al religion ud af enhver undervisning i skolen. Og det burde også forbydes at forældre mishandler deres børn på denne måde. De burde sendes på genopdragelse.

Da jeg gik i skole, blev der bedt morgenbøn hver mogen efter morgensangen. En pinlig forestilling for alle implicerede, inklusive den lærer, der "bad for.": en kort afliring af et ritual, der i hvertfald ikke øgede respekten for religion.

Morgensangen var derimod en god start på dagen og skyld i, at jeg den dag i dag kan de første 100 salmer og fædrelandssange udenad, hvilket har en stor kulturhistorisk hverdi også for en ateist og antinationalist som mig - simpelthen en fremragende indføring i ældre tiders digtekunst.

Peter Hansen

Det kan jo hverken være godt eller sundt at vende folk fra Gud og dermed allerede fra barndommen fratage dem den rejse ind i menneskets væsen, som udtrykkes i den kristne religion (og andre religioner).

Hans Jørgen Lassen

Små børn, der i disciplineret tvangsorden rituelt fremmumler Fadervor, får næppe nogen erkendelse af menneskets væsen ud af den oplevelse.

Ud over dog måske, at voksne mennesker kan være ufatteligt dumme.

"Fader vor, du som er i himlene"

Herre jemini! Tror disse tåbelige mennesker virkelig, at der sidder en mand på en sky og styrer alle krigene rundt omkring i verden?

Hvor dum kan man være?

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Peter Hansen,

"Det kan jo hverken være godt eller sundt at vende folk fra Gud og dermed allerede fra barndommen fratage dem den rejse ind i menneskets væsen, som udtrykkes i den kristne religion (og andre religioner)."

Denne argumentation kunne i sagens natur fremføres til fordel for hvad som helst. Fx kan det jo heller ikke være hverken godt eller sundt at vende folk til Gud og dermed allerede fra barndommen fratage dem den rejse ind i menneskets væsen, som muliggøres af en tilværelse uden den kristne religion (og andre religioner). I øvrigt er det ikke givet at alt hvad der kunne betegnes en "rejse ind i menneskets væsen" nødvendigvis er efterstræbelsesværdigt. Tortur vil utvivlsomt også kunne foranledige en "rejse ind i menneskets væsen", om end til dele af det som de færreste formentlig har lyst til at opholde sig. At en vis andel af verdens befolkning har tillagt sig/er blevet pålagt at finde fornøjelse (eller hvordan man nu ønsker at betegne den gevinst de måtte opleve) i den kristne religions "rejse ind i menneskets væsen" kan ikke i sig selv siges at være nogen udmærkelse, men kunne lige så vel betragtes som en art forfald eller perversion.

Hans Jørgen Lassen

Villesen skriver:

Hvis en demokratisk valgt skolebestyrelse har den holdning, at man skal bede fadervor til morgensamlingen, hvorfor så blande sig i det?

Det kan der anføres flere gode grunde til, og det er blevet gjort, så dem skal jeg ikke gentage.

I stedet vil jeg fremhæve, at Villesens demokratiopfattelse svarer nøje til den for tiden herskende i dansk politik: flertallet kan tillade sig hvad som helst. Hvis mandatantallet lige sniger sig op over den magiske grænse, så er alt i orden.

Det er en meget primitiv opfattelse af demokrati.

Hans Jørgen Lassen

Endvidere:

Hvis en demokratisk valgt skolebestyrelse har den holdning, at man skal bede fadervor til morgensamlingen, hvorfor så blande sig i det?

kan snildt transformeres på utallige måder, der viser uholdbarheden:

Hvis en demokratisk valgt skolebestyrelse har den holdning, at man skal synge nazistiske sange til morgensamlingen, hvorfor så blande sig i det?

Hvis en demokratisk valgt skolebestyrelse har den holdning, at samtlige drengebørn skal omskæres, hvorfor så blande sig i det?

Hvis en demokratisk valgt skolebestyrelse har den holdning, at samtlige pigebørn fra otteårsalderen skal bære burka, hvorfor så blande sig i det?

Børn har ifølge gældende danske retsnormer krav på at blive beskyttet og behandlet ordentligt. Det har selv et massivt flertal i en skolebestyrelse ikke ret til at sætte sig ud over.

Hvis jeg havde børn i Nørre Nissum skole, ville jeg simpelt hen anlægge retssag mod skolen, og jeg ville med stor sandsynlighed vinde sagen.

Peter Hansen

Adam af Bremen, du lyder ikke, som om du kommer fra Bremn, men snarere fra det mørkeste mørke Jylland.