LAD OS BEGYNDE langt væk og højt til vejrs. På en bjergtop i Blue Ridge Mountains, North Carolina. Her som andre steder i bjergkæden Appalacherne slås de om tinderne. Mest omtale har der været af protesterne mod bortsprængning af 470 bjergtoppe for at give store selskaber adgang til bjergenes kulreserver. Her i avisen fortaltes for nylig om en ophedet konfrontation mellem grønne aktivister og kulminearbejdere i Coal River Valley, West Virginia. Aktivisterne vil bevare landskabet og klimaet, kulminearbejderne deres job. I Blue Ridge Mountains er det ikke kulbrydning, de er imod. Det er vindmøller i bjergene. »Vindenergi er INGEN ven af miljøet,« står der på den hjemme- side, som møllemodstanderne i Keepers of the Blue Ridge forvalter. De arbejder nu på at få Kongressen til at vedtage et forbud mod større møller i bjergene. Et forbud, der vil kollidere med North Carolinas beslutning om at skaffe 12,5 pct. af sin el fra vedvarende energi i 2021.
Videre til en lille ø i Den Engelske Kanal. På Isle of Wight holder 25 medarbejdere hos vindmøllekoncernen Vestas deres arbejdsplads besat i protest mod, at Vestas vil lukke fabrikken med i alt 525 lokale arbejdspladser. Besætterne har holdt stand siden i tirsdags og tiltrækker stadig flere sympatisører, der ser konflikten som en vigtig symbolsag om grønne job. Men bag striden med Vestas, der beskyldes for ublu profitjagt, ligger den kendsgerning, at det er blevet overordentlig vanskeligt at sælge landvindmøller i Storbritannien. Potentielle naboer siger »not in my backyard« og bruger alt fra underskriftindsamlinger til hate mails for at bremse dem, der vil rejse møller. Den britiske klimaminister Ed Miliband fandt det i går nødvendigt at gå ind i debatten med et indlæg i The Guardian, hvor han skriver, at »vi bliver næppe et centrum for vindproduktion på land, hvis ansøgningerne vedvarende bliver afvist. Så vi er nødt til at vinde den politiske diskussion«.
HERFRA HJEM TIL Svoldrup Kær ved Farsø i Vesthimmerland. Her har en ny erstatningsordning sikret en nabo til en kommende vindmølle 200.000 kr., fordi møllen vil være meget synlig og kaste skygge på naboens terrasse i op til 22 timer om året. En anden møllenabo har fået 75.000 kr. for tabt ejendomsværdi, og hos Taksationsmyndigheden ligger yderligere 21 erstatningssager og venter på afgørelse. Både vindmøllebranchen og oppositionen i Folketinget frygter, at ordningen vil lægge gift for vindmølleudbygningen på land, fordi erstatningerne - betalt af mølleejerne - udhuler projekternes økonomi. Ordningen indførtes sidste år på krav fra Dansk Folkeparti og som en luns til de vindmølleskeptiske naboer, der også er mange af herhjemme. Hjemlig status er, at der i år er opstillet sølle ni nye møller på land med en samlet kapacitet på godt 10 megawatt (MW), samtidig med at der er nedtaget 34 ældre, mindre møller med en kapacitet på godt fire MW. Det giver en månedlig tilvækst på omkring én MW - ikke så godt, når det politisk vedtagne mål er 150 MW ekstra på land.
POINTEN MED de tre små historier er, at omstillingen til det bæredygtige samfund ikke bliver noget teselskab. De grønne løsninger vil møde modstand fra mennesker, der føler sig gået for nær. Rundt om i verden er store solcelleparker nu på vej, og i f.eks. Californien, Arizona og Ottawa har de ligesom møllerne mødt de første naboprotester. I takt med at presset for jord til biomasseproduktion og energiafgrøder vokser, vil også det føre til skærpede konflikter.
I klimaets navn må man - som Miliband siger - søge at vinde den politiske diskussion. Skabe forståelse for, at hensynet til kommende generationer har visse omkostninger for dem, der lever nu og har levet godt i kraft af det fossile energisystems milde gaver. Men man må også reflektere et lag dybere. For det voldsomme antal vindmøller, sol- energianlæg og biomasse-marker, der vil komme til at fylde op i landskabet, er resultat af det moderne menneskes forsøg på både at blæse og have mel i munden. Fortsat vækst i materiel levestandard indebærer øget pres på energiforsyningen. Når statsministeren p.t. ligger på knæ for danskerne og trygler dem om at øge forbruget for den økonomiske væksts skyld, er underteksten, at det på sigt vil nødvendiggøre langt flere møller, solfangere og energimarker i landskabet.
Den umiddelbare strategi til dæmpning af den konflikt er en meget stærkere indsats for energibesparelser. At spare en megawatt er klart at foretrække for at installere én i form af en vindmølle. Men på sigt er effektiviseringen for lidt. Her handler det virkelige konfliktstof om vores trang til forbrugsvækst kontra vores trang til at videregive kloden i acceptabel stand til børn og børnebørn.
Måske skal man være så pressede som de 12.000 indbyggere i det lille ø-rige Tuvalu i Stillehavet for at skride til handling. Ø-boerne, som er truet på livet og fremtiden af de stigende have, har nu vedtaget at omstille hele nationens elforsyning til vedvarende energi. På blot 10 år. Som om det var deres skyld. jsn
Suveræn leder.
jsn går et lag dybere og bringer diskussionen et skridt videre. Dejlig konkret og principiel, her er massere at diskutere. Det må vi gøre.
Som det fremgår af lederen, så er problemerne stort set uoverskuelige, ihvertfald hvis man skal dømme ud fra de folkevalgtes rådvildhed. Vi klarer ikke denne omstilling uden folkelige diskussioner og deltagelse, som siger spar to til alt hvad vi har set før. I "gamle dage" havde vi forskellige høringer og radioen kunne rydde sendefladen flere gange over en kort periode for emner af langt mindre vigtighed end tidens altafgørende. I dag har vi bare en total handlingslammet offentlighed, og borgerinddragelse er en by på den smeltende tundra. Hvis de af jsn præsenterede problemer ikke er et must for public service, hvad er så? Jeg må indrømme, at jeg efterhånden får kvælningsfornemmelser under denne dyne af CO2 og fortielse af problemernes rækkevidde. Som vi kan læse i jsns interview med Bill McKibben, så er 2 grader C ikke en valgmulighed og vi risikerer at stå netop der om 25 år. Jeg skal love for at der er nogen der har is i maven på andres bekostning, fx. folketinget, og medierne i almindelighed. Dagligdagens små beskidte forretninger pro profit er åbenbart så vigtige, at der ikke er plads til et folkeligt engagement i vores fælles skæbne. Der skal nok lidt mere end et ton mindre til. Se det er det store problem lige nu.
Med den totalt usammenhængende klima- og energidækning, som finder sted i vores public servicemedier kan vi ikke flytte samfundet hurtigt nok.
Det er et politisk problem, som alle politikere burde konfronteres med.
@Niels-Holger Nielsen.
Jeg er meget enig både med dig og med lederskribenten, men sagen er vel, at vi ikke har lyst at se sandheden i øjnene, nemlig at vi bli'r nødt til at stoppe plyndrings-festen - og tillige må gå i gang med at reparere de skader på kloden, vi er skyld i.
Hvor meget skal vi så give afkald på i vores dagligdag?
Det er der vel ikke rigtig nogen, der ved - og politikerne tør nok ikke rejse spørgsmålet - af frygt for vælgerne.
Og hvor er alle de "fine" miljøorganisationers fyldestgørende handlingsplaner?
Svaret blæser i vinden...
Arne Thomsen
Du skriver: Hvor meget skal vi give afkald på i vores dagligdag?
Svaret er lige så overraskende som det er enkelt: ikke noget, de fleste af os skal konsumere mere - og især i vores dagligdag. Det vender jeg straks tilbage til.
jsn rammer lige ned i alle de værste ligtorne på en gang. Og så er der unægteligt lagt op til klimakvalme. Hundeslagsmål, naturødelæggelse, hårrejsende risici og en påtrængende fornemmelse af, at vi ikke når det alligevel, er hvad jeg læser i denne leder.
Hvad sker der så? Er der nogle ansvarlige, der handler? Jo, klimaforhandlerne er lige nu i gang med at skrive en sikkert ret klar traktat på halvtreds sider op til to hundrede sider, og mener at der vil blive brug for en endnu længere manual for at tolke disse. Det ligner til forveksling en øvelse i ansvarsforflygtigelse. Men ellers sker der ikke noget på overfladen. Men i undergrunden smedes der for at blive en del af fremtiden. Alle mulige interesser, især finanskapitalen de store korporationer og landbruget er på jagt efter en eller anden form for business as usual. Storslåede energiplaner udkastes: StormP-agtig kulstoffiltrering på kraftværkerne, enorme mængder af biobrændsel til fly, kraftværker, biler og hvad ved jeg, gigantiske vindmølleparker og bølgekraftanlæg, ditto solenergianlæg, drømte intelligente netværk i megastørrelse, hundredemillioner af elektriske privatbiler og energilagring til måneder - og atomkraft ikke at forglemme. Det hele skal styres af et overdimensioneret og pyramideagtigt system af omsættelige/gratis udledningstilladelser, som er næsten umuligt at udtænke, endsige styre. Det er derfor vi ikke får noget brugbart forhandlingsresultat. Alle disse ting skal først jobbes igennem, so oder so. Så kan vi begynde at tale om hvor store og hvor hurtige udledningsreduktionerne skal være og hvem der skal gennemføre hvor meget.
Ingen bekymrer sig om om der er penge nok, om der er kobber nok, om der er sjældne metaller og mineraler nok og om vi når det til tiden. Hvad absolut ingen bekymrer sig om er al det CO2 der nødvendigvis må lukkes ud i denne proces, selvom vi allerede har mere end 1½ grad C i hus. Tilsyneladende bekymrer ingen sig heller om der er fossile brændsler nok til at følge denne proces til dørs og fortsætte med en syg-til-døden-landbrugsproduktion. Hærskarer af ingeniører, reklamefolk, lobbyister, finansfolk og megakorporationer arbejder på overtid for at gestalte denne megalomane vision og få hver sin bid af kagen. Imens oversvømmes østater, ørkener breder sig og vandreservoirer udtømmes mens det voldsommere vejr tager til i uhyggelig grad.
Det kan ikke lade sig gøre, og det er heller ikke nødvendigt. Hør blot hvad Don Fitz har at sige her:
"We cannot respond to every industry that should be abolished, shrunk, or changed to producing durable goods by saying "Let them build solar panels."
· If we replaced every weapons factory and every nuke with solar panel factories...
· If we replaced every health insurance building and every drug company with solar panel factories...
· If we replaced every auto plant with solar panel factories...
· If solar panel production made up for the lowered quantity of production that manufacturing durable goods would cause...
· If solar panel production made up for the decline in construction that building homes to last for 500 years would cause...
If we actually created that many solar panels and put them on our houses, we would all be cremated by the amount of heat generated."
Og just her har vi det svar jeg lovede dig, Arne Thomsen:
"We Can Produce Less and Consume More" by Don Fitz
Jeg mener at denne diskussion er helt grundlæggende for at angribe det dobbelte kulstofproblem på en rationel og ikketraumatiserende måde. Til alle: Læs det. Lad os diskutere det.
Venlig hilsen
@ Niels-Holger Nielsen
Jeg kendte ikke ZNet, men det er da bestemt værd for Informations miljø-journalister - og os læsere - at interessere sig for, vil jeg mene.
For eksempel er påvisningen af at "varige forbrugsgoder" får kortere og kortere levetid da en meget væsentlig faktor i det miljømæssige.
Den grundlæggende årsag kan vel kun være, at varer produceres for at opnå profit - ikke for at dække et behov.
Og skal dét ændres, bli'r vi nok nødt til at forlade kapitalismen.
Alternativet er vel så alene en form for socialisme, hvor det er menneskene, der bestemmer over pengene og ikke omvendt.
Det tror jeg da osse, at mange gerne vil, hvis først de kan se sammenhængen - og der eksisterer et troværdigt og tillidvækkende socialistisk alternativ.
Her er, synes jeg, en kraftig udfordring til den politiske venstrefløj.
M.v.h. Arne.
Arne Thomsen
"Og skal dét ændres, bli'r vi nok nødt til at forlade kapitalismen."
Det kan vi jo altid diskutere bagefter;-) Herman Daly, Bill McKibben og mange mange flere er jo inde på nogle af de samme ting som Don Fitz, og de hævder alle, at en eller anden form for kapitalisme under disse forhold er mulig og at foretrække. (Se fx. her: http://www.theoildrum.com/node/3941 ) Personlig har jeg min tvivl, men mener at ud fra hele oplægget er der hverken brug for korporativ kapitalisme eller centraliseret betonkommunisme (de to ligner hinanden stadig mere). Jeg vil sige det på den måde, at hvis der også er plads til kooperativer, som bygger på lighedstanken, så er Dalys kapitalisme fin for mig, bare jeg kan få lov at kalde den socialisme!. Især i en overgangsfase, vil der stadig være rigtig mange mennesker, som ikke interesserer sig for at medbestemme ret meget, men som bare er interesseret i at levere deres arbejde og hæve deres hyre, så her er det nok fint med mindre kapitalister som Herman Daly m.fl. beskriver dem. Han opererer fx. med indkomstforskelle på kun 1:4. Det betyder jo i hvert fald at mange former for kapitalkrævende produktion, så må foregå i stor målestok; kun kan være samfundsejet. Men på dette punkt er Daly som McKibben nu noget loren.
Økosocialister som Ian Angus: Socialist Voice http://www.socialistvoice.ca/ og
Climate and Capitalism http://climateandcapitalism.com/ og John Bellamy Foster: Monthly Review http://mrzine.monthlyreview.org/ og det meste af det økologiske venstre i Australien fx. GreenLeft http://www.greenleft.org.au/ er så vidt jeg kan se meget enige med de økologiske økonomer, Bill McKibben, Wendell Berry og hele denne brogede flok om mange, også grundlæggende, ting, og er særdeles imødekommende over for disse strømninger i den aktuelle kamp. Så vidt jeg kan læse mig til går imødekommenheden også, omend i mindre målestok, den anden vej.
Economy, Ecology, Empire, John Bellamy Foster http://www.thenation.com/doc/20090323/foster
Together, We Save the Planet, Bill McKibben http://www.thenation.com/doc/20090323/mckibben
Jeg synes, at det må være muligt at bygge en enhedsfront mellem disse folk af forskellig observans. Hvad det økonomiske angår forekommer det mig, efter at have læst hans Deep Economy, at være lidt besynderligt, at Bill McKibben læner sig så meget op af folk som Obama og Al Gore, men der er givetvis visse taktiske overvejelser (hensyn til bagland, fx.) på spil i hele denne affære, og det samme gør sig givetvis gældende for venstresiden.
Fantastisk spændende og meget udogmatisk.
Det nye økologiske venstre er en smuk blomst!
venlig hilsen
Arne Thomsen
Ellers er jeg helt enig med dig i resten.
Angående det du skriver om udfordringen til venstrefløjen, så bliver den faktisk taget op på Modkraft, som bliver bedre og bedre. Gå selv på opdagelse og find ud af hvad jeg snakker om: http://modkraft.dk/.
Også dagbladet Arbejderen er begyndt at rykke på disse spørgsmål og det bliver spændende at se hvordan det udvikler sig:
Lige nu kan jeg ikke komme i kontakt med Arbejderens hjemmeside (måske fordi avisen holder ferie), men du kan selv finde to store kronikker om klima og miljø fra denne sommer, når sitet er oppe igen.
Det største problem i hele dette spørgsmål er, at den herskende ideologi er den herskende klasses ideologi (Marx).
I øvrigt tak for dine replikker.
venlig hilsen
@ Niels-Holger Nielsen.
Nu er jeg en ren amatør, der tilmed ikke har hørt ret meget om, hvordan en ny øko-socialisme kan indrettes.
Mine tanker går på, at den private ejendomsret til produktionsmidler kan fortsætte, når blot profit er afskaffet, og kapitalens ejer kun kan modtage en nationalt fastsat rente for sin investering.
Hvad arbejde angår bør alle, der kan, efter min mening arbejde - både ret og pligt - og modtage en løn, der er bestemt af tilbud og efterspørgsel på den tilbudte arbejdskraft.
Når profit er afskaffet, er spørgsmålet om ejendomsret mindre væsentligt.
Væsentligt er derimod nærdemokrati, vil jeg mene - også på arbejdspladsen.
I det hele taget har vi vel endnu ikke set en ægte demokratisk socialisme noget steds i verden?
Alt den slags bør naturligvis være grundigt gennemtænkt - og derpå fremlagt i et klart og enkelt sprog, som alle kan forstå.
Så tror jeg også på, at det vil vinde bred tilslutning.
For profit er jo egentlig at stjæle, vil jeg tillade mig at mene ; - )
M.v.h. Arne.
Ecosocialism
Towards a New Civilization
July 19, 2009 By Michael Lowy
http://www.zcommunications.org/znet/viewArticle/22055
Her er et udmærket oplæg og en laaang diskussion (kommentarer/debat) for evt. interesserede.
Overcoming Blind Spots In Left Vision: Participatory Planning
May 16, 2009 By Robin Hahnel
http://www.zcommunications.org/znet/viewArticle/21474