Leder

Krigsforbrydelserne i Gaza

17. juli 2009

ISRAEL HAR gode grunde til at betragte en del af sine naboer med stor skepsis. Ikke mindst når man tænker på Hizbollah i nord og Hamas i syd, der – finansieret af stormagten Iran mod øst– har et helligt formål: at få pløjet regionens eneste demokrati, hvis ret til eksistens de naturligvis ikke anerkender, baglæns ud i Middelhavet. Det udbredte had til Israel og den lige så udbredte anti­­- semitisme blandt mange arabere er velkendt. Det må nødvendigvis udløse en vis israelsk nervøsitet og behov for om nødvendigt med militærmagt at svare igen på de vilkårlige raketangreb fra Sydlibanon og Gaza.

Men som USA’s præsident, Barack Obama, sagde i sin tale i Cairo til den muslimske verden, er Israels ret til at eksistere hævet over enhver tvivl. Lige så uomtvisteligt er det, at palæstinenserne, der som kastebold mellem ikke bare Israel, men også andre af regionens magter, i årtier har lidt under statsløsheden, har præcis lige så legitime krav på et land og på en værdig behandling.

Netop det sidste sættes i relief af de rapporter og vidneudsagn, der for tiden offentliggøres om Israels krig i Gaza i januar i år. For selv om man måtte mene, at Israels skepsis over for både sine naboer og dele af det internationale samfund, kan være velbegrundet, er der efterhånden ingen tvivl om, at det, der foregik i Gaza tidligere på året, var helt ude af proportioner og til forveksling ligner krigsforbrydelser af værste skuffe.

SOM DET FREMGIK af Information i går, er de vidneudsagn, som en gruppe reservesoldater under navnet Shovrim Shtika (Bryd Tavsheden) har samlet fra krigen i Gaza, stærkt foruroligende. Her er beretninger om, at de israelske soldater fik direkte ordre til at tilsidesætte civiles sikkerhed og liv. Der er fortællingen om, hvordan en gammel palæstinensisk mand blev skudt uden varselsskud, selv om man vidste, han ikke var bevæbnet, fortællinger om, hvordan civile hjem blev smadret, selv om de ikke havde nogen som helst strategisk betydning, hvordan hele kvarterer blev majet ned, fordi de lå i vejen for de israelske kampvognes fremfærd. Rapporten beskriver desuden, hvordan israelske soldater brugte civile palæstinensere som ’menneskelige skjold’, hvordan hærværk, udplyndringer, ødelæggelse af palæstinenseres huse og brug af den dødbringende hvide fosfor var en fast del af strategien og krigsreglerne, der beskrives som meget løst formulerede, netop for at udstyre de israelske soldater med størst mulig handlefrihed.

Den israelske menneskerettighedsadvokat Michael Sfard har på baggrund af rapporten sagt, at Israel i Gaza har overtrådt »det vigtigste princip i de internationale love om krigsførelse«, nemlig at skelne mellem militære og civile mål. Samtidig har Bryd Tavsheden erklæret, at de indsamlede udsagn, selv om de ikke giver et billede af hele krigen, er tilstrækkelige til at sætte spørgsmålstegn ved hele den officielle israelske udlægning af krigen.

MEN HVERKEN RAPPORTEN eller udtalelserne i forbindelse med den har gjort det store indtryk på det officielle Israel. Ligesom det heller ikke gjorde, da både Amnesty International og Røde Kors for nylig offentliggjorde rapporter om de enorme dødstal og frygtelige beretninger fra krigen i januar. Og det vil sikkert heller ikke udløse meget andet end skuldertræk og anklager om tendentiøs og pro-palæstinensisk propaganda, når FN i næste måned offentliggør sin rapport om krigens tabstal og brud på menneskerettighederne.

Amnesty anklager i sin rapport – helt i tråd med Bryd Tavsheden – Israel for brud på Genève-konventionen ved at have ført krig mod civile mål, mens Røde Kors i sin rapport giver Israel en stor del af skylden for, at op mod 80 procent af Gazas befolkning her et halvt år efter krigen lever under fattigdomsgrænsen, blandt andet fordi Israel har forhindret megen nødhjælp i at nå frem eller har vanskeliggjort transporten. Samtidig har talsmanden for FN’s sær­lige undersøgelsesmission i Gaza, Richard Goldstone, sagt, at hans rapport heller ikke bliver munter læsning.

Den israelske reaktion har indtil videre været at nægte at samarbejde med nogen af de tre organisationer. Amnesty er blevet afvist som tendentiøs med den begrundelse, at man ikke beskæftiger sig med Hamas’ ni år lange raketangreb på Israel eller har undersøgt anklagerne mod Hamas for at bruge civile som menneskelige skjold, mens Israel siden 1967 har haft udbredt skepsis mod FN, som man mener har svigtet Israel, senest i Sydlibanon ved ikke at gribe ind over for Hizbollahs optrapning.

Hvis Israel fortsat vil leve op til påstanden om at være regionens eneste sande demokrati, burde den lægge sin arrogante afvisning af kritikken på hylden. Det ville ikke kun gavne tilliden til landet, som der i den grad er brug for at få genoprettet, men det ville også være politisk klogt, fordi deres automatiske medvind og carte blanche til uanfægtet at gøre, som det passer dem, langt fra er så automatisk længere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilhelm von Håndbold

Det er ikke til at vide fra hvilken planet Hr. Weis bedømmer Israels sikkerhed.

I januar 1976 godkender FN's sikkerhedsråd en ændring af FN resolution 242 til at omfatte en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. USA nedlagde alene veto.

Den primære forhindring mod israelsk annektering af betydelige dele af Vestbredden var PLO; idet PLO havde omfavnet to-statsløsningen i midt 70erne, kunne denne ikke længere afvises som en terror-organisation med ønsket om Israels destruktion. Camp David-aftalerne i 1978/79 der neutra-liserede Egyptens rolle i konflikten, gav Israel "fri [mulighed for] at udføre militære operationer mod PLO i Libanon samt bosættelsesaktivitet på Vestbredden" (Avner Yaniv - Dillemmas of Security).

Dog spillede det internationale samfund en afgørende rolle, da hele verden -inklusive arabiske nabostater gennem sikkerhedsrådet og generalforsamlingen overvældende havde stemt på oprettelsen af en palæstinensisk stat på Gaza og Vestbredden i overensstemmelse med formuleringen i FN resolution 242. Presset på Israel voksede med PLO's kompromitterende henvendelse, da atter en sikkerhedsrådsresolution gentog de juridiske forpligtelser, som var formuleret i FN resolution 242 i 1980 - USA nedlagde atter alene veto.

I konsekvens heraf invaderede Israel Libanon i 1982 (Operation Peace for the Galilee), for at afværge hvad den israelske strategianalytiker, Avner Yaniv døbte den "palæstinensiske fredsoffensiv". Som Yaniv og andre akademiske kommentatorer har bemærket (heriblandt Yehoshua Porath og Amnon Kapeliouk), så var Israels 1982-invasion af Libanon - efter et års israelske provokationer - motiveret af bekymringen for, at PLOs offentlige tilslutning til den internationale konsensus ville underminere chancerne for "territoriel revision." Invasionen eliminerede 'problemet' med PLOs moderate udvikling gennem udryddelsen af organisationens hovedsæde i Sydlibanon.

Med undtagelse af Israel og USA (og sommetider en enkelt stat og flere stillehavsøer) har det internationale samfund i den sidste fjerdedel af det forrige århundrede op til i dag støttet to-statsløsningen: dvs. komplet israelsk tilbagetrækning / komplet arabisk anerkendelse som en formular for oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. USA nedlagde alene veto af FN sikkerhedsresolutionerne i januar 1976 og april 1980, som ville stadfæste to-statsløsningen, der var blevet godkendt af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, og tilgrænsende arabiske nabostater. En resolution i generalforsamlingen i december 1989 i overensstemmelse med tilsvarende grænser blev godkendt med et valgresultat på 151-3 (ingen afholdenheder), hvoraf de tre negative stemmer blev afgivet af Israel, USA og Dominica. Efterfølgende årlige afstemninger i generalforsamlingen er identiske: hele verden på den ene side og USA og Israel (sammen med nogle øer) på den anden side:
http://gandhifoundation.files.wordpress.com/2009/01/un-voting-record1.pn...

Der er også en "udbredt had" til arabere og en nægtende anderkendelse af deres eksistens i såvel ord og handling. Men det der tæller er handling! Sladder hører sladderblade til.

Det seneste stormløb mod Gaza er i praksis svært at kategorisere; "Alle stater har retten til at forsvare sig selv," sagde Obama på hans besøg i den tilgrænsende israelske by Sderot. På en måde er Israels strategi også et forsvarsscenarie - om man vil. Dog, opstår der det problem, at Gaza er "besat territorium." Israel, der er besættelsesmagten, har ret til at forsvare sig selv - men ikke med vold, såfremt der eksisterer fredelige alternativer. Bemærk, at 'retten til at forsvare sig selv' er et begreb Obama citerer fra folkeretten (FN artikel 51), der giver tilladelse til brugen af magt i selvforsvar mod væbnet angreb indtil Sikkerhedsrådet reagerer. (Men) da Sikkerhedsrådet tog over, blokerede USA, som denne refleksivt gør, resolutionen i Sikkerhedsrådet, så Israel kunne fortsætte sit såkaldte 'forsvar'.

Det er alment forstået, at et forsvar ved brugen af vold skal være baseret på yderste nødvendighed - alle fredelige alternativer skal være udmattede. Da vi her har at gøre med en 40 års militær besættelse af grænser og luftrum og en økonomisk besættelse i form af en total blokade, så er det ikke svært at se, hvorfor Israels sikkerhed på og omkring 'de besatte territorier' hypotetisk måtte være i 'overhængende fare' - for det er sjældent, at et besat folk er venligt indstillet over for deres besættere. Ikke desto mindre er Hamas' raketangreb fordømmelige, kriminelle og særdeles ineffektive. Raketterne har terroriseret befolkningen i den tilgrænsende israelske by Sderot og dens omegn, men har 'kun' forvoldt ca. 20 ofre på 8 år og meget få alvorligt sårede. Forudsætningen om, at diplomatiske og fredelige alternativer var opbrugt og at Hamas er en eksistentiel trussel over for Israel er en demonstrerbar skrøne.

Hamas brød ikke våbenhvilen; det der er gået i glemmebogen eller som aldrig er blevet dækket herhjemme, er at Israels udenrigsministerium udgav en rapport, der bekræftede, at Israel - ikke Hamas - brød våbenhvilen. I Orwells 'memory hole' kan man i dag opdage, at den egyptisk mæglede våbenhvile mellem Israel og Hamas faktisk virkede ganske fortrinligt. Således fortæller rapporten: "Hamas overholdte forsigtigt våbenhvilen."
http://www.themediaoasis.com/RocketChart.jpg

I øvrigt forsøgte Hamas at forny våbenhvilen, men Israel afviste fornyelsen kort før bombningen.

Som ovenstående diagram fra den israelske rapport viser, så faldt antallet af raketter affyret fra Gaza, i det Hamas havde "forpligtet sig selv til at håndhæve våbenhvilen over for andre terrororganisationer." Det vil sige, at raketaffyringer under våbenhvilen kan attribueres til andre grupper eller enkeltindivider end Hamas. Som det også fremgår af tabellen, så stiger antallet af raketter i starten af november.

Den fjerde november, alt i mens vesten var opslugt af det amerikanske valg, bryder Israel våbenhvilen. Rapporten bekræfter, at Hamas genoptog raketaffyringer efter den fjerde november, da Israel iværksatte en razzia mod en tunnel i Gaza og slog "seks militante Hamasmedlemmer ihjel," og cirka et dusin uskyldige civile.

Dog er der endnu tydeligere beviser for, at Israel brød våbenhvilen. Så tydelige, at det for vor mediers vedkommende, kræver en ihærdig indsats at ignorere: En af betingelserne i våbenhvilen var, at Israel skulle løfte blokaden. (Blot for en god ordens skyld, skal det bemærkes, at blokaden blev påført Gaza før Hamas kom til magten - Gaza var på randen af en "humanitær katastrofe".) Allerede efter Taba-forhandlingerne i 2001 indførte Israel en blokade, som "skubbede den palæstinensiske økonomi ind i sådan en ‘underudvikling' at så meget som $2,4 milliarder blev drænet ud af økonomien på Vestbredden og Gaza-striben" ifølge UNCTAD. I perioden mellem 2000 og 2006 - før Hamas blev valgt - var der "et tab på $42,846,895 i Gazas landbrugsproduktion, på grund af destruktionen af land, afgrøder og drivhuse."

Blokaden blev aldrig fjernet og er endnu ikke fjernet Hr. Weis. Israel gik i 1967 i krig mod Egypten med en blokade som casus belli.

Derfor er det forkert, når du siger at "svarer igen på vilkårlige raketangreb." For det første "svarer" de ikke og hvis vi for det andet skal acceptere, at Hamas' raketangreb under en "humanitær katastrofe" påført af Israel er "vilkårlige," ja så er Israels stormløb ikke kun vilkårligt, men overlagt aggresion oven på en brutal 42 år lang besættelse. Dette er konteksten.

Hamas standpunkt har i årevis været mere imødekommende over for fred end den af den israelske stat henover det politiske spektrum. Det første dokument som Hamas underskrev, efter de ved et frit og fair valg vandt et flertal i parlamentet var det såkaldte "prisoner's document," hvor Hamas erklærer sig enig i etableringen af en palæstinensisk stat baseret på 1967-grænserne i overenstemmelse med Fatah (I dag støttet af 77 % af den palæstinensiske befolkning ifølge Ha'aretz). I et langt interview med Mouin Rabbani udtaler eksillederen Khaled Meshaal følgende:

"Der er en mulighed for at håndtere denne konflikt på en anden måde end den Israel, og bag det, USA er i færd med i dag. Der er en mulighed for at opnå en palæstinensisk national enighed om et politisk program baseret på 1967-grænserne, og dette er en ekstraordinær omstændighed, i hvilket de fleste palæstinensiske kræfter, herunder Hamas, accepterer en tilstand baseret på grænserne fra 1967 .... Der er også en arabisk konsensus om dette krav, og dette er en historisk situation. Men ingen udnytter denne mulighed. Ingen er i bevægelse for at samarbejde med denne mulighed. Selv dette minimum, som er godkendt af palæstinenserne og araberne er blevet afvist af Israel og USA."

Siden har såvel eksillederen Khaled Meshaal og Ismail Haniyeh i Gaza begge gentagende gange kaldt på forhandlinger med Israel, med målet om en palæstinensisk stat efter 1967-grænserne. Vesten og Israel har kategorisk afvist forhandlinger med Hamas - og har sågar prøvet at fjerne dem gennem kup efter de blev valgt. Vestens usikkerhed omkring Hamas vedrører brugen af vold - som forhåndsbetingelse kræver man, at Hamas forholder sig ikke-voldelig. Det er umiddelbart ganske rimelige vilkår - dem som argumenterer for selvmordsbomber og raketaffyringer har ikke et ben at stå på. På den anden side, så er de der argumenterer for brugen af israelsk vold klummeskribenter i verdens mest indflydelsesrige aviser. Det er lidt mærkeligt, når man tager forholdet mellem besætter og besat i betragtning.