Leder

Løkkes 100 dage

Debat
14. juli 2009

Lars Løkke Rasmussen vil helst kommunikere direkte med vælgerne. Statsministeren bryder sig ikke om politiske kommentatorer og fortolkere og slet ikke om det filter, som de traditionelle medier udgør for hans kommunikation. Løkke vil have hul igennem direkte. Derfor indrykkede statsministeren for et par måneder siden en bannerannonce på nettet med en lille film, hvor han takkede folket for den varme modtagelse, han og hans kone havde fået som nyt statsministerpar. Og derfor kan man finde Løkke Rasmussen boltre sig på sociale medier som Facebook og Twitter. Det var i hvert fald, hvad han sagde, men skal man tro sidstnævnte, så er den nye statsminister faldet gevaldigt af på den. I de seneste par måneder er der ikke sket alverden i statsministerens liv. I hvert fald er der langt mellem hans »kvidder.« Den 2. juli - seneste indlæg - skriver han således på Twitter, at han er på vej til DGI-stævne i Holbæk og glæder sig meget, og den 14. juni konstaterer han kort, at han er på vej til nordisk statsministermøde i Island. Den 6. juni opfordrer statsministeren alle til at stemme på en Venstre-kandidat ved valget til Europa-Parlamentet. Kedsommeligheden er larmende.

Statsministerens twitteri er desværre betegnende for den stil, han har anlagt, siden han overtog Statsministeriet for i dag 100 dage siden. De første 100 dage af en regeringsperiode er vigtige. Det er her, man som ny leder kan sætte sit mærke, og det er her, man som regeringschef har nogenlunde frit spil til at foreslå og gennemføre, hvad man vil. Oppositionen, vælgerne og alle andre bruger de første 100 dage til at se den nye statsminister an og lade tvivlen komme ham til gode. De freder ham for at gøre plads til, at han kan udfolde sig og fortælle, hvad der er den nye linje, den nye strategi, de nye pejlemærker. Efter de første 100 dage bliver alting gradvist sværere, statsministeren bliver set på med andre og mere kritiske øjne, og han bliver belastet af kompromiser og aftaler, som der skal tages hensyn til. Partifællerne begynder at forvente mere og yder mere modstand.

Derfor kan det undre, at Lars Løkke Rasmussen har brugt de første 100 dage på ingenting. Han har øjensynligt ikke haft ambitionen om at sætte sit præg på noget som helst. Efter 100 dage er han stadig vikaren, som kom ind på et afbud. Og engang imellem kan man tage sig selv i at spørge: Hvornår kommer den rigtige så tilbage? Lille Lars fra Græsted, som han har omtalt sig selv, ønsker bare at fortsætte, hvor Anders Fogh Rasmussen slap. Stille og roligt. Statsministerens første hundrede dage har hverken budt på nye signaler, nye politiske markeringer eller nye politiske projekter. Kun til nød en ny og »mere afslappet ledelsesstil.« Derfor er mærkedagen i dag heller ikke nogen begivenhed, som vil blive markeret. Det er en dag som alle andre, for der er ikke noget at se tilbage på, intet at analysere, intet at begejstres over. Vikaren holder blot roret, for som Løkke Rasmussen sagde i sit første interview med Berlingske Tidende: »Jeg er ikke på jagt efter store overskrifter.«

Det kan være sympatisk nok, men hvad er han så på jagt efter? Som Information spurgte på forsiden den 6. april, dagen efter indsættelsen: Hvad vil han? Svaret på det spørgsmål trækker ud, og jo længere det trækker ud, des mere kan man tvivle på, at svaret nogensinde kommer. For Lars Løkke Rasmussen er stadig bundet på hænder og fødder til det politiske projekt og den konstellation, som hans forgænger lancerede i 2001. Hvor gerne han end ville løsrive sig fra den snævre nationale dagsorden, og hvor gerne han end ville styre økonomien og den offentlige sektor på anden vis, så vil det ikke lykkes, fordi han hver gang støder hovedet mod DF. Dertil kommer, at Løkke Rasmussens mærkesag nummer ét - det frie valg - som har fulgt ham siden borgmestertiden i Græsted-Gilleleje, for tiden er ramt af et stadig mere gustent skær. Etableringen af frit valg i den offentlige sektor har på store områder kostet kassen. Lars Løkke Rasmussen har ifølge Rigsrevisionen personligt sørget for en betydelig overkompensation til de private sygehuse. Derfor er det ikke et spørgsmål, om det er klogt eller ej, at den nytiltrådte statsminister undlader at træde i karakter. Spørgsmålet er, om han har evnerne og mulighederne for at gøre det.

Den økonomiske krise betyder, at grundvilkårene for Løkke Rasmussen er væsentligt forskellige fra Fogh Rasmussens. Den offentlige økonomi er vendt fra et gedigent overskud til et gigantisk underskud på bare et år, og ledigheden stiger med rekordfart. At føre Danmark frelst gennem krisen er ifølge statsministeren selv hans vigtigste opgave. Og i den situation er der ikke plads til høj ideologisk cigarføring. Men det er forkert. Den økonomiske krise giver masser af muligheder for at lancere visionære forandringer, netop fordi der er god fornuft i at foretage offentlige investeringer, som tjener sig selv hjem og hindrer ledighed. Det er en misforståelse, at krisetid er lig stilstand. Tværtimod er det her de største politiske landvindinger er sket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hugo Barlach

Se her har du fat i en lang ende, Bent Winther.

Kommunikationen med offentligheden på troværdige vilkår snarere end spindoktori eller politisk newspeak (udelukkende positive tilkendegivelser), som begge bejlere til Statsministerposten for tiden aspirerer til priser indenfor. Men offentligheden er åbenbart i vejen for begge partier, hvis målinger da også peger i retning af stilstand. Op på hesten, dær...

Med venlig hilsen