VI VIDSTE, at det var dyrt, at det skævvred priserne. Vi vidste, at det holdt noget oppe, der måske skulle falde. Men nu står det også klart, at EU-landbrugsstøtten ikke engang lever op til sit navn. Den går nemlig til alt mulig andet end landbrug. I denne måned skulle alle 27 medlemslande som led i unionens nye gennemsigtighedsprincip for første gang redegøre detaljeret for, hvem der har modtaget støtte. Og tilbagemeldingerne gav et noget broget billede. EU bruger fire gange så meget som USA, ca. 430 millarder kroner, omkring halvdelen af unionens budget, på at holde verdens største bistandsprogram i live, men en meget stor del går til alt mulig andet end landbrug. En tysk producent af vingummibamser, en spansk motorvejskonstuktør, en britisk luxuslinervirksomhed, Dronning Elisabeth II og Prins Albert af Monaco har alle haft snablen nede i kassen i denne uddelingsrunde.
AVISEN International Herald Tribune har kørt tallene igennem en computer. Mens resultatet viste, at størstedelen stadig går til at støtte individuelle landmænd – 322.66 millarder kroner – gives en stadig større del til andre, ikke mindst store multinationale fødevareproducenter.
Fødevareproducenten Cargill, der er den største privatejede virksomhed i USA, løb f.eks. med 90,34 millioner kroner tilsammen i otte forskellige EU-lande. Men også de nationale giganter må være glade for ordningen. I Frankrig – der er gået i spidsen for forsvar af landbrugsstøtten som en nødvendighed, hvis vi stadig ønsker ost lavet med kærlighed og historie – er den suverænt største modtager kyllingeproduktgiganten Group Doux. Kyllinger lugter da lidt af fisk, skulle man synes. Problemet er, at virksomheden ikke driver en eneste kyllingefarm, men har lagt det ud til mindre producenter.
Når Group Doux og den tyske slikproducent Haribo – der var den glade modtager af 332.000 kroner, fordi der jo er sukker i slik – er kvalificeret, er det fordi, man har vurderet, at de to giganter ikke ville kunne klare de lavere priser på verdensmarkedet. En over næsen til sukkerproducenterne i Den Tredje Verden.
DET ER STØTTE til landområderne, forsvarer EU-kommissionen sig med, når der stilles spørgsmålstegn ved, at der bygges motorveje for landbrugseuroerne. Tja, kreativiteten er i højsædet, når den elskede støtte skal forsvares. Som den tyske landbrugsøkonom Harald von Witzke siger til Herald Tribune: »Først sagde de, at det var kompensation for den direkte prisstøtte, så sagde de, at det var for at bøde for de høje krav til miljø- og dyrevelfærd i Europa, nu ændrer de igen argumentet og siger, at det er et socialpolitisk tiltag, selvom enhver kan se, at de store drenge ikke har brug for det«.
En rumænsk bonde kan forvente at modtage knap 3.000 kroner. Ta’ den og hold fest.
Group Doux har et godt tilbud på pumpede kyllinger til grillen.
Der kan ikke være tvivl.
EU landbrugsstøtte, er primært kontanthjælp til mulitnationale virksomheder, der i forvejen fåker med alt og alle. Dvs. lempelig skattekrav, intet socialt ansvar, eller nationalt økonomisk engagement.
Desværre er det ikke artikler som denne der ænder noget ved det. Hvis oplysningsartikler, skal rykke noget i befolkningens bevidsthed og holdniger, skal pennen være anderledes skarpsleben, og hvert eneste hug, skal være dræbende.
Bekæmp den globale fattigdom, - afskaf vestens subsidieret landbrug, og multinationale selskabers skattecirkus.