Leder

En skandale

29. juli 2009

FJERNT FRA mediernes søgelys udviser det danske politiske system i øjeblikket en tankevækkende arrogance. Baggrunden er følgende: I dagene fra den 14. til den 18. september er Danmark vært for verdens største konference om migration og integration. Fra nær og fjern kommer forskere, ngo'er, journalister og politiske beslutningstagere til Bella Centret i København for at deltage i den traditionsrige og årlige Internationale Metropolis-Konference. Sidste år fandt konferencen sted i Bonn i Tyskland, hvor indenrigsminister Wolfgang Schäuble foran knap tusind deltagere holdt en flammende tale om de gigantiske udfordringer, vore samfund står over for i en globaliseret verden, hvor millioner af mennesker med forskellig kulturel og religiøs bagage flytter rundt i verden.

I Danmark er der absolut ingen politisk interesse for denne konference. Ikke et eneste medlem af Folketinget har tilmeldt sig. Det samme er tilfældet for de politiske partier, hvis ansatte heller ingen skade ville tage af at få finpudset deres viden. Kun Integrationsministeriet har i skrivende stund tilmeldt en større gruppe.

Ude i kommunerne, der står for integrationen af de mange fremmede, er der én enkelt tilmeldt - fra Stevns Kommune. Københavns Kommune, der huser flest fremmede i landet, står afventende på sidelinjen. Indtil nu har kommunens interesse ligget på receptionsniveau, hvor konferencens deltagere bliver let beværtet på Rådhuset den første aften. Men hvor er overborgmester Ritt Bjerregaard, kulturborgmester Pia Allerslev eller borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen Jakob Hougaard. Eller Frank Jensen. Måske skulle også han benytte lejligheden til at få lidt mere viden, inden han måske sætter sig for bordenden.

FOR DER BLIVER megen viden at hente. Konferencen vil ud over en række foredrag i plenum indeholde mere end 80 workshops, som alle vil have oplægsholdere fra flere lande. Blandt emner, der vil blive fokuseret på, kan nævnes, hvordan den nuværende økonomiske krise påvirker migrationsstrømmene. Hvordan skal landene forholde sig til den stigende illegale indvandring, og hvordan kan man tilbagesende personer, der ikke opholder sig lovligt i et land?

Specielt danske beslutningstagere har et behov for at opruste deres viden om disse omfattende og komplicerede emner. Som beskrevet i gårsdagens Information er EU-Kommissionen kommet med et ambitiøst udspil på det retspolitiske område, herunder om asyl- og indvandrerpolitikken. Et udspil, som det svenske formandskab vil prioritere meget højt i de kommende måneder. Resultatet af de forhandlinger risikerer at bringe danske politikere i mange svære dilemmaer. For da området jo udgør et af de fire danske EU-forbehold, lurer der en folkeafstemning lige om hjørnet.

DEN DANSKE udlændingedebat synes i dag at trives bedst, når problemstillingerne er små og ligegyldige. I de seneste uger har den varmeste kartoffel været spørgsmålet om, hvorvidt en ung pige må bære tørklæde i Hjemmeværnet. Ved Gud og Allah har denne debat været båret af intet mindre end argumentet om respekten for kvinder. I den forbindelse ville det måske være mere visionært at diskutere med kolleger fra andre lande, hvad der mon ligger bag de sidste mange års indvandring af kvinder i en ganske afgrænset aldersgruppe fra Østeuropa og det østlige Asien. Men selvfølgelig - de bærer jo ikke tørklæde.

Ligegyldigheden i den danske debat skyldes sandsynligvis, at danske politikere er beruset over den succes, udlændingepolitikken på mange områder har været. Indvandringen af ikke-arbejdende personer er bragt ned, og integrationen går på mange områder også bedre.

Er det rigtigt, har vi da en forpligtelse til at lære fra os, møde op på Metropolis-Konferencen og fortælle om vores strålende indsats. Få den bedømt af andre, så vi kan være helt sikre på, at det nu også er rigtigt, alt det, vi mener om os selv. Få diskuteret, hvorfor vi er det eneste land, der har en 24-årsregel eller regler om tilknytningskrav. Måske kan vi give gode råd om, hvad man gør ved flygtninge, der søger tilflugt i kirker, eller hvordan man håndterer unge udenlandske kriminelle. Næsten uløselige problemer, Danmark ikke står alene med. Men langt vigtigere er det, at presset mod Europas grænser år for år vil tage til. Mens vi har rimeligt styr på indvandringen, er Sydeuropas lande ved at segne under de mange, det lykkes at kommer over Middelhavet. De lande kræver nu, at alle EU-landene tager del i den byrde. Måske Danmark kan fortsætte sin egen politik og ikke vise den nødvendige solidaritet, men det kunne måske være rart at få bekræftet.

Det kan meget vel være, at arrangørerne ikke er de mest ferme, når det gælder om at promovere denne vigtige konference. Men det er en skandale, at danske politikere ikke støtter mere helhjertet op om denne konference. Sandheden er jo nok, at de helst vil debattere i fred uden utidig indblanding udefra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Hvad med at invitere Naser Khader? Han har et helt år gået og glædet sig til en stor konference i København, om emner netop i det nabolag?

Ja, det var egentligt meningen at Khader selv skulle have arrangeret en sådan konference, men det er sådan set jo allerede sket, omend knapt så pompøst som oprindelig tænkt. Ved den altid efne propagandists Søren Espersens mellemkomst, blev Landstingssalen i Folketinget booket, og Geert Wilders holdt et indlæg om antiradikalisering for et begejstret publikum.

Eller måske er artiklens konklusion helt korrekt? :
"Sandheden er jo nok, at de helst vil debattere i fred uden utidig indblanding udefra."

Dorte Sørensen

Tak for den leder. Ja hvorfor omtales denne konference ikke mere, når et tørklæde i Hjemmeværnet kan skabe et sådan debat i den danske andedam. Hvilket jeg ser som et tegn på at integrationen ikke er lykkedes i Danmark.

Inger Sundsvald

Måske har Pia Kjærsgaard nedlagt forbud mod at regeringen beskæftiger sig med sagen. Integrationsministeriet kan vel dårligt slippe, i hvert fald må de vel deltage i receptionerne.

mariann offersen

Edoardo di Muro - tegner og illustrator, som har levet halvdelen af sit liv i Afrika - har lavet et fantastisk tegneseriehæfte om en ung afrikansk mands vej til Europa.

Hæftet foreligger (snart) på fransk og dernæst på italiensk. Kan varmt anbefales som undervisningsmateriale til fx. gymnasieskolen.

Edo di Muro deltager pt. i en udstilling på "Etnografiska Museum Stokholm".

David Karlsen:

"hvad med EL, SF, S og R. De bliver vel ikke dikteret af Fru Kjærsgaard?"

Nej, indtil videre er det lykkedes for R og EL at forblive anstændige partier....

David Karlsen

@Per Thomsen

"I Danmark er der absolut ingen politisk interesse for denne konference. Ikke et eneste medlem af Folketinget har tilmeldt sig".

Altså heller ikke R og EL er på banen her.

Alfred Andersen

Mon ikke konklusionen på denne konfence bliver noget med "respekt", "dialog", "tolerance" og "rummelighed".

Som om disse buzzwords ikke allerede er kendte.

Sikkert, Alfred Andersen, men det er jo på den anden side mere end tydeligt, at netop danske politikere har behov for at få hukommelsen frisket op på det punkt - samt at bive konfronteret med, hvor ringe lydhørheden for danske særstandpunkter er i den øvrige civiliserede verden.

At man kan tillade sig at behandle mennesker med udstrakt kynisme og vilkårlighed 'for samfundets skyld' (det er nærmest kommunisme) - prøv den på en englænder, franskmand eller italiener, eller tysker for den sags skyld.

Alfred Andersen

@Peter Hansen

Hvis det er de afviste irakere du hentyder til, tvivler jeg på, at England, Tyskland eller Frankrig bare lader afviste asylsøgere blive. Selv Sverige sender afviste ud.

Problemstillingen er langt bredere end som så, Alfred Andersen. Hvis man har været i andre lande, vil man vide, at en fantastisk venlighed og imødekommenhed er kendetegnende for måden at behandle mennesker på.
Hvis du f.eks. ser på det engelske arbejdsløshedssystem, så vil du se, at det danske udformet af Claus Hjort Frederiksen på mange måder er identisk, men uden de forsonende og pædagogiske elementer.
Hvis man kører med toget i Danmark, får man aldrig forklaring på forsinkelser, pludselige stop ell. lign., men knap er de indtruffet i et tysk eller engelsk tog, før en meddelelse følger. Danske institutioner har på den måde ingen respekt for borgerne, deres kostbare tid eller blot det faktum, at en hjælp kun er en hjælp, hvis den tilfredsstiller et behov hel-, ikke kun halvhjertet.

Alfred Andersen

@Peter Hansen

Fint nok. Du har nogle pointer.

Det er dog nok ikke lige den diskussion der er langt op til, på den omtalte konference. Det bliver nærmere noget med respekt for alle kulturer og religioner ligegyldigt hvor racistiske, homofobiske, kvindeundertrykkende og almindelig fordummende disse end måtte være.

Det plejer ihvertfald, at være udkommet af sådanne konferencer.

Alfred Andersen, kulturer og religioner udgøres af mennesker, der er vidt forskellige, visse mulige ligheder til trods. Ydermere er der hele tiden dynamiske udviklinger, der umuliggør en statisk bedømmelse som den, du lægger op til.
Og kulturer og religioner fører sjældent fordummelse, mens ideologier som oftest gør.

Ja, fordi her i Danmark er vi slet slet ikke racistiske, homofibiske mm. - alle de andre er det jo. Måske var det på tide at se bjælken i vort eget øje, ikke kun splinten i vor broders?

25-30% af danskere kan man altså kalde decideret homofobiske, hvis en undersøgelse, som Politiken? lavede for nylig står til troende. I Jyllands-Posten mente et stort flertal (ca 60%) af danskerne, at indvandrere skulle tilpasse sig danske regler, normer og værdier, og ikke leve efter deres egne skikke og sæder, dvs. egen kultur. (selvom man ikke helt kan stille tingene op på denne måde, ja så siger det alligevel altså en hel del om den folkelige danskers holdning til tingene).

Og ja, tænk, at man kan taler om respekt for kulturer, og især for de mennesker som bor i de kulturer; angreb nytter altså ikke noget, hvis man vil ændre noget i folks hoveder.

Det er dog vigtigt at diskutere økonomi, globalisering og migrations-strømme, især i denher tid...

Og mht. EU-forbeholdet, tjah, Danmark er jo ikke med i det fælles asyl-arbejde i EU. De andre lande kan bare vedtage hvad de vil - uden om Danmark. Og så kan vi sidenhen tilslutte os dette eller ej.
Dette glemmer man lige at fortælle folk - også i TV2 Nyhederne og i DR's TV-avis...

Alfred Andersen

Altså hvis man kommer racisme, kvindeundertrykkelse og homofobi ned i en stor kasse og påklistrer etiketten "kultur og religion" så er det fuldt ud acceptabelt, at have disse holdninger. Eller hur??

Iøvrigt er det da ikke for meget forlangt, at indvandrere tilpasser sig danske skikke normer og værdier. De har trods alt ganske frivilligt valgt at slå sig ned her.

Nu er frivilligheden jo ikke så indlysende for mange flygtninge, Alfred Andersen, pga. Dublin-aftalen.
Men iøvrigt understreger du mine pointer meget godt: danskere bryder sig ikke så meget om mennesker, som de bryder sig om principper. Det er nok, fordi vi er et lille land, at der er så provinsielt lidt råderum for forskellighed; men det kan man ikke regne med, at fremtidens verdensvendte ungdom vil finde sig i.