Leder

Skeletter i skabet

Debat
11. juli 2009

»Mine kontakter til KGB var i en periode uforenelige med mit job som journalist - det er krystalklart. Men det var lærerigt, og jeg vil aldrig begå tilsvarende fejl igen.«

Jørgen Dragsdahl i interview med Jyllands-Posten 14. januar 2007

HELE SPØRGSMÅLET OM journalisten Jørgen Dragsdahls troværdighed er i sidste ende også et spørgsmål om Dagbladet Informations troværdighed. I hvert fald i den periode, det drejer sig om. Husede avisen en medarbejder med sikkerhedspolitik som stofområde, der i virkeligheden var agent for den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB?

Spørger man koldkrigshistorikeren Bent Jensen, er der ingen tvivl. Der blev heller ikke lagt fingre imellem, da Jyllands-Posten en søndag i januar 2007 over flere sider lod Bent Jensen tage fat på sagen om Jørgen Dragsdahls angivelige agentvirksomhed. Allerede i 1992 forsøgte Ekstra Bladet sig med anklagerne mod journalisten, men ved den lejlighed tabte avisen med et brag og måtte indgå forlig med Jørgen Dragsdahl. Men nu mente Bent Jensen at vide bedre. Som leder af det nye koldkrigscenter, som ikke mindst med DF's mellemkomst havde fået en millionbevilling, havde Bent Jensen fået adgang til PET's arkiver. Forhistorien var, at da Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i 2005 kom med sin digre og længe ventede redegørelse for Danmark under Den Kolde Krig, var der straks utilfredshed med resultatet. For her var ingen afsløringer af danske storspioner, der for alvor kunne siges at have bragt landets sikkerhed i fare. Resultatet huede ikke regeringen og især da ikke støttepartiet DF, som ud over i uindpakkede vendinger at anklage DIIS' resultat for at være farvet og politiserende, straks indledte en indædt kamp for at få skabt en særbevilling til et forskningscenter. Det kunne så passende få professor Bent Jensen som leder, og så burde objektiviteten og den ikke-politiserende tilgang åbenbart være sikret.

Bent Jensen fik sit center og sin adgang til PET-arkiverne, og her mente han så at have fundet den rygende pistol, som endegyldigt kunne bevise Jørgen Dragsdahls skyld. Jørgen Dragsdahl har aldrig lagt skjul på, at han har haft omgang med repræsentanter fra den daværende sovjetiske ambassade, blandt andet i hans egenskab af journalist med sikkerhedspolitik som speciale, men også fordi han i en periode kæmpede en lang kamp for at få sin daværende kone ud af Sovjetunionen.

Det er måske især i sidstnævnte tilfælde, at han selv har været klar over, at han har befundet sig yderst tæt på en grænse, hvor hans journalistiske troværdighed og uafhængighed i en periode kunne beklikkes. Det lægger han sådan set heller ikke skjul på, men det gør ham på ingen måde til agent.

Bent Jensen var imidlertid af en anden opfattelse. I PET-arkiverne havde han fundet referater af Jørgen Dragsdahls møder med PET, og ifølge Bent Jensen var det fældende bevis en note, som en kriminalassistent foretog under disse møder. Heri skrev kriminalassistenten, at »set med KGB-briller har D's (Dragsdahls, red. ) position ... været ualmindelig nyttig«. Og da en KGB-officer internt havde omtalt Dragsdahl som 'nr. 1', var Bent Jensen på baggrund af de to kilder ikke sen til at slå fast, at Jørgen Dragsdahl »var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent«.

BENT JENSENS offentliggørelse af de fortrolige oplysninger fra PET-arkivet, som den anklagede ikke selv har haft adgang til, udstiller i sig selv et retssikkerhedsproblem, som kun kan løses ved at åbne arkiverne for alle. Samtidig er der mistanken om, at det ikke handlede og handler om nødvendig kulegravning af en betændt periode i Danmarkshistorien på et objektivt og sandhedssøgende grundlag, men om revanche og regnskaber, der skal gøres op. Dette regnskab er indtil videre henlagt til retten i Svendborg, der skal tage stilling til den injuriesag, som Jørgen Dragsdahl har anlagt mod Bent Jensen. Men Jørgen Dragsdahl har nu fået hjælp til sin sag, idet PET-kommissionen i sin omfattende beretning renser Dragsdahl for anklagerne om agentvirksomhed for KGB. Trods intens overvågning af Dragsdahl i 1980'erne har PET ikke fundet noget fældende bevis mod ham. Tværtimod slås det fast, at Dragsdahls kontakt i KGB nok nærmest har pustet hans betydning op for at overdrive sin egen indsats, samtidig med at der i KGB var mistanke om, at Dragsdahl var dobbeltagent. Så hvad er sandheden? Der er næppe tvivl om, at Dragsdahl, som han også selv antyder, har befundet sig i en gråzone for at få sin kone ud, ligesom mange andre journalister og politikere med kontakt til Østbloklandene gjorde i perioden. Det gør ham imidlertid ikke til agent, og det bringer under ingen omstændigheder Bent Jensen tættere på sandheden eller objektiviteten. Ligesom DIIS-rapporten i 2005 er også PET-kommissionens beretning, selv om den også understreger, hvor bred gråzonen har været, tværtimod med til at rense Jørgen Dragsdahl for anklagerne, mens den svækker sagen for Bent Jensen og de andre aktører, som hellere end gerne så skeletterne rasle ud af skabet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Bent Jensen kigger i gamle papirer og finder en nullermand. Kunne det mon være en fjer? Ja, det kunne godt ligne en fjer; og snart er Bent Jensen hønseriejer, med eget forskningscenter.

Det gælder om at være om sig, hvis man vil have noget at leve af, og om fornødent selv skabe et behov, ligesom det er godt at have baglandet i orden og en livlig fantasi.

Klaus Flemløse

Der skal/bør fejes ind under guvltæppet...

Palle Weis skriver:

"BENT JENSENS offentliggørelse af de fortrolige oplysninger fra PET-arkivet, som den anklagede ikke selv har haft adgang til, udstiller i sig selv et retssikkerhedsproblem, som kun kan løses ved at åbne arkiverne for alle. "

Jeg er enig i, at der er et retssikkerhedsproblem i, at der er ulige adgang til arkiverne.

Der er også et problem i, at det er meget svært at tolke disse arkiver korrekt. Både inden for hæren flåden, centraladministrationen, PET og FE er arkiverne en krigsskueplads for kampe mellem afdelingerne, cheferne og medarbejderne. Det er vinderen af disse kampe, der bestemmer, hvad der skal stå i dem, dvs. retten til at bestemme, hvad der skal og ikke skal makuleres.

Arkiverne bruges til indbyrdes kampe, til at rose sig selv, til at nedgøre evt. modstandere således, at man står bedre til en eventuel forfremmelse og lønforhøjelser. Desuden bruges de til - for at sige det på godt dansk - til ” at dække sin egen røv ind”.

Derfor er det meget svært, at finde ud af, hvad der foregår. Et godt eksempel er sagen om Jørgen Dragsdahl.

Det er almindelig kendt, at man har det officielle arkiv i centraladministrationen, men ved siden af dette findes der også et uofficielt arkiv omkring ministeren og departementschefen. Alle benægter deres eksistens, men de findes. Dette er blandt årsagen til, at man formodentlig aldrig kan få skovlen under Lars Løkke Rasmussen.

Min grundholdning er nok den, at man skal vente i 75 -100 år med at offentliggøre PET’s og FE’ s arkiver. Offentliggørelsen kan skabe en masse ulykke for mange mennesker – der er ting og sager, der har det bedst af at gemmes et stykke tid.

Der skal/bør fejes noget ind under gulvtæppet i hvert fald midlertidigt....

Karsten Aaen

I USA har man en arkivlov, hvor stort set alt af-klassificeres indenfor 30 år; personfølsomme oplysninger af-klassificeres indenfor 50 eller 60 år mener jeg. Måtte vi også snart få dette i Danmark.

Det er nemlig forklaringen på at historikerne kan finde oplysninger fra 1940-1945 om Danmark i USA's arkiver, også de mere personfølsomme af slagsen, da den danske arkivlov mener at person-følsomme arkiver skal gemmes i 75 år eller 80 (eller mere). Og den almindelige af-klassificering er er 50 eller 60 år, mener jeg.

Og arkiverne bør faktisk være åbne for alle, når der er gået f.eks. 25 eller 30 år...

Hugo Barlach

Syns' lige, at jeg vil tilføje kommentarerne den oplysning, at arkivadgang i udpræget grad sker på baggrund af et prik på skulderen. Den generelle kritik rejst overfor Dragsdahl/Bent Jensen -skismaet er således ganske legitim. Man kan så håbe på, at arkivadgangen bliver balanceret på mere objektive kriterier fremover...

Med venlig hilsen