Leder

Slap a’, Messerschmidt

Debat
20. juli 2009

Morten Messerschmidt føler sig tilsyneladende truet af en 11-årig dreng:

»Jeg har en enkelt patron for Morten Messerschmidt / for han snakker masser shit,« rappede knægten på noget så fint og integrationsfremmende som en sommerskole med fokus på hiphop. Det kunne være blevet ved det – og en artikel i Lokalavisen Århus, men Messerschmidt ville tilsyneladende have yderligere opmærksomhed. I den klassiske Dansk Folkeparti-offerrolle har han siden turneret medierne rundt med sin foragt for teksten. Nu er sommerskolen lukket – den ansvarlige lærer fyret og den stakkels knægt helt sikkert ulykkelig.

Seneste skud på Messerschmidts mediekampagne er at opfordre de sociale myndigheder i Århus Kommune til at mentalundersøge den 11-årige. Der er næppe noget galt med drengen, men der kan da hurtigt opstå komplikationer som følge af den her sag. Det er mildest talt usmageligt at fremhæve sig selv på bekostning af en 11-årig. Og tager man et øjeblik Messerschmidts bekymring alvorligt, så bunder den i bedste fald i uvidenhed. Både om unge mennesker og om rapmusik. Det er en fast del af rapgenren, at man sætter tingene på spidsen og bruger nogle ofte voldsomme billeder. Men en patron til Messerschmidt betyder for pokker da ikke, at der er nogen, der vil bruge pistoler – det er noget så simpelt som et sprogligt billede. Det ved selv en 11-årig – men det har de lidt ældre ofte svært ved at forstå. Som dengang Hanne Vibeke Holst – i forbindelse med en bogudgivelse – fandt det nødvendigt at lange ud efter danske rappere, der bruger grove ord om kvinder. Morten Messerschmidt er kun 28 år, men han må siges at være moden af sin alder. Messerschmidt, der jo selv er musiker, har blandt andet sagt, at han ikke ved noget om rap – og at han heller ikke har lyst til at lære musikformen at kende. Det er ærgerligt, for hvis han bare prøvede at lytte til fire-fem tilfældige sange, så ville han vide, at hans kritik er fjollet. Det med kuglen betyder ikke andet end, at den 11-årige ikke bryder sig om Morten Messerschmidt. Og der findes utallige eksempler på langt grovere tekster både inden for rappen og den hårdere rockmusik.

Det er ærgerligt, at sommerskolelederen bliver nødt til at reagere med at lukke skolen. Og at arrangøren Henning Winther, som også er manden bag hiphopfestivalen »Århus Took It« er nødt til at bakke op om beslutningen, selvom han mener, at sagen er en »prut i et glas vand.« Men de er begge afhængige af fremtidige bevillinger fra kommunen, og så er man tilsyneladende nødt til den slags. Selv ikke ytringsfrihedens faste forkæmpere i form af Trykkefrihedsselskabet, kan man stole på, når det gælder 11-åriges ret til at rappe. Lars Hedegaard mener således også, at lukningen er på sin plads. Men det er i øvrigt langt ude, at sagen er kørt op til et spørgsmål om ytringsfrihed og selvcensur. Det skulle den aldrig have været. Som MC Einar rapper på det første danske rapalbum fra 1988: »Slap A’«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Undskyld men så kunne ytringsfriheden godt gradbøjes både i Trykkeftihedsselskabet og for DF.
PS: kommentaren skulle ha´ været til interviewet med Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet, men her kunne ikke kommenteres.

"Selv ikke ytringsfrihedens faste forkæmpere i form af Trykkefrihedsselskabet, kan man stole på, når det gælder 11-åriges ret til at rappe. Lars Hedegaard mener således også, at lukningen er på sin plads."

Det siger sig selv. Den ytringsfrihed som Morten Messerschmidt, Jyllands Posten, Trykkefrihedsselskabet og de neokonservative ideologer kæmper for, er majoritetens frihed til at dæmonisere og forfølge svage mindretal.

Alle andre skal bare stikke piben ind og holde deres bøtte, for den neokonservative ytringsfrihed er så sandelig ikke en ytringsfrihed, der gælder for alle borgere i samfundet.

"Trykkefrihedselskabet" er falsk varebetegnelse. Selskabet ønsker kun at fremme ytringsfriheden for ytringer, der harmonerer med Dansk Folkepartis holdninger.

Lise Pedersen

Hvornår slutter den epoke i dansk politik, hvor politikere og journalister især er bange for deres egen skygge.

Så man skal se en socialdemokratisk ordfører i Deadline forsvare den umenneskelige og FN-stridige "hjemsendelse" af Irakere. Med den himmelråbende tynde og kyniske argumentation at man ikke må undergrave asyl- og flygtningemyndighedernes troværdighed....Det klarer de vist så udmærket selv, så hvad er i bange for?

Så man skal se og høre på en hollandsk "politiker", en opblæst flødebolle, der ligner en skurk fra en Bollywood-film, blive taget gravalvorligt af de danske medier og som kommer på i den bedste sendetid på de kanaler, som jeg bl.a. betaler for at være neutrale

Så man skal høre at Messerchmidt, Hedegaard og andre fanatikere uhindret forlanger anderledes tænkendes ytringsfrihed fjernet - i ytringsfrihedens navn. Ført til torvs af de landsdækkende medier som jeg bl.a. betaler til for at få uvildig information.

Det er lige til at blive sortseer af..

Inger Sundsvald

Hørt!
- Til første 4 debattører i denne tråd.
(Man må jo tage sine forbehold ;-)

Bedre kan det ikke siges.

Lise Pedersen – jeg forstår din frustration. ØV!

Den svære ytringsfrihed giver nu revanche mellem PEN og Lars Hedegaard, som ikke blev optaget i PEN, fordi han skrev racistisk litteratur, og dannede så Trykkefrihedsselskabet, der siden blev europæiseret. I den anledning´er "Dansk Pen er derfor stærkt bekymret ..." (iflg.Ritzau).
Lars Hedegaard siger til Mette Kingsey (18.juli s.3), at "offentlige kroner ikke skal støtte mordtrusler", men Jyllandsposten får dog stadig del i avistilskudene, selv om bladet bringer mordtruslerne i en turban, og heri støtter Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet. (Det samme selskab o.1849 var også et politisk interessantselskab, men forsøgte at bestemme, hvad man ikke kunne tillade sig at skrive med den nye ytringsfrihed i grundloven, jvf.Grundtvig.)

Heinrich R. Jørgensen

Ganske enig med samtlige hidtidige kommentarer.

Trykkefrihedsselskabet har naturligvis ikke en dagsorden, der alene handler om den absolutte ytringsfrihed.

Det er en organisation der forfølger et politisk mål, og fordi det de har at sige (og måden det siges på) ofte er så grænseoverskridende afstumpet og forsimplet, at de fleste har lyst til at bede dem klappe i, har det fundet på at dække sig ind under at være den hellige ytringsfriheds fremmeste disciple.

Trykkefrihedsselskabet og Kvinder for Frihed er navngivet efter samme mønster som Udlændingeservice: Skiltet hænger på døren, fordi det er sidste gang, man ser det.

Chris David Bonde Henriksen

Hvordan mon de ærede forudgående debattører havde reageret, hvis f.eks. en ung DF'er havde begået en haderap om f.eks. Asmaa Abdol Hamid?

det er bare total grineren at se deres hykleri....lad det da underholde jer.... ingen grund tıl at mıste sıt gode humor....

Per Holm Knudsen

Når Morten Messerschmidt mener, at drengen skal mentalundersøges for et digt (som drengen i øvrigt ikke lavede selv), hvad skal der så ske med Morten Messerschmidt, ser selv er en ungdomskriminel, der er straffet efter racismeparagraffen?

Chris David Bonde Henriksen

At Morten Messerschmidt har en dom er korrekt. Men at det skulle berettige et sygt angreb på ham, må siges at være en underlig påstand. Også mennesker, der har fået en dom, nyder retsbeskyttelse.

Det er ikke på nogen måde rimeligt at sådanne smæderier, udøres med støtte fra offentlige midler.

Heinrich R. Jørgensen

Per Vadmand:
"Trykkefrihedsselskabet og Kvinder for Frihed er navngivet [...]"

Værst står det dog fat med "Giordano Bruno selskabet", der målrettet arbejder på at få genoptaget inkvisitionen.

Lars Peter Simonsen

Apropos: Søren Espersen sidder ikke i Radiorådet for DR's skyld, men for DF's skyld, hvilket afspejles grundigt i mine højttalere! En mand der heiler offentligt har tydeligt vist hvad han indeholder og han har min ubetingede despekt. Musiker? Vorfruebevares!

Lars Peter Simonsen

Og den heilende er naturligvis Messerschmidt...

Per Holm Knudsen

@ Chris Henriksen

At Morten Messerschmidt har en dom er korrekt. Men at det skulle berettige et sygt angreb på ham

Hvem har angrebet den stakkels Morten? En rapper, det er s'gu da rigtig farligt!

Chris David Bonde Henriksen

@ Per Holm Knudsen

Det er totalt underordnet om det er en rapper eller en cykelsmed, som truer eller smæder andre.

Prøv at læse hele teksten. Det er ulækkert. Hvis det i stedet havde været en tekst om f.eks. Asmaa Abdol Hamid, skulle man nok høre protestskrigene fra venstrefløjen og råb om racisme o. lign.

Per Holm Knudsen

@ Chris Henriksen

Husk, at hån, spot og latterliggørelse er demokratifremmende - så mon ikke det kan hjælpe lidt på en ung mand med en racismedom.