Leder

Et spørgsmål om politik

Debat
7. juli 2009

SOM ET SYMPTOM på det, det hele handler om, har den socialdemokratiske ledelse ikke været tilgængelig for en kommentar de seneste dage. Også selv om man ellers kunne mene, at der var nok at kommentere. Men netop som et billede på kritikken, som i sin kerne blandt andet peger på en ledelse, der af frygt for fløjkrige og partiets egen skygge, har valgt at tie al indre modstand og kritik ihjel, er den bortrejst på tredjedagen.

Det er en ærlig sag at være på ferie. Og måske kan den manglende reaktion bortforklares, selv når en række forhenværende - og for nogles vedkommende detroniserede - S-ministre kræver den politiske ordfører udskiftet, fordi han ikke findes skarp og profileret nok.

Men når kritikken bakkes op langt ind i den nuværende folketingsgruppe og i baglandet, burde man nok overveje at sige et eller andet, medmindre man med sin tavshed blot ønsker at bekræfte det, alle kritikere går og siger: Partiets ledelse aner ikke sine levende råd og har for længst mistet troen på endsige talentet for at udvikle en bæredygtig strategi, der kan føre partiet ud af snart otte års ørkenvandring i opposition.

BALLADEN STAMMER DENNE gang som så ofte før fra Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard. Og vel har hun med sin velkendte knold i nakken og stramme retorik gennem tiderne skaffet sig mange fjender i partiet og i dets skiftende ledelsesgrupper.

Med sine kaffeklubber, kontroversielle udmeldinger, dagbøger, magtintriger og Røde Skole har hun ofte været partiets enfant terrible , som har udgjort en evig udfordring for troen på bjerget og er blevet skoset for manglende loyalitet. Noget om snakken er der, men på den anden side har man aldrig kunnet anklage hende for mangel på kærlighed til sagen og den socialdemokratiske idé.

Det er også det, der går igen i det interview, Information i weekenden bragte med overborgmesterinden, der om kort tid forlader politik og måske netop derfor også har et par ting, hun gerne vil have sagt inden da.

I hvert fald lægger hun ikke fingrene imellem, når hun anklager partiet for at have mistet sin patos og kritiserer ledelsen for at mangle vilje til at ville drøfte vigtige politiske emner.

I interviewet siger hun blandt andet: » Tankegangen er, at man hellere skal gøre som de andre, så man ikke diskuterer de emner, der deler os, men så kommer man til at mangle grunden til, hvorfor man skal stemme på Socialdemokraterne og mangler det sted, hvor meningerne brydes.«

Det var netop for at finde det sted i partiet, hvor meninger brydes, og for at skabe ny ideologisk gejst oven på det forsmædelige nederlag ved valget i 2007, som Helle Thorning-Schmidt ganske vist forsøgte at kamuflere som en sejr, at Ritt Bjerregaard dannede den Røde Skole. Skolen skulle diskutere væsentlige politiske emner som skat, integration, økonomi og miljø, men også her var reaktionen fra partiledelsen ifølge Bjerregaard fornærmelse og tavshed, også selv om der langt ind i partiets folketingsgruppe og bagland var medlemmer, der tilsluttede sig initiativet.

RITT BJERREGAARD SATTE IKKE navn på sin kritik, bortset fra at der ikke er tvivl om, at hun hentyder til det gamle DSU-trekløver: Bødskov, Sass Larsen og Thorning-Schmidt. Anderledes direkte er de tre gamle ministre Jytte Andersen, Helle Degn og Thorkild Simonsen i gårsdagens udgave af Information, hvor de entydigt peger på den politiske ordfører Henrik Sass Larsen som problemet og kræver ham skiftet ud.

Det er uomtvisteligt, at han ikke er brændt igennem. Det kan umuligt være tilfredsstillende for det største oppositionsparti, når dets politiske ordfører, som det for nylig var tilfældet, lander på en 39. plads over de mest citerede danske politikere.

På trods af en omfattende finansiel krise og stigende arbejdsløshed, som burde gøde jorden for et socialdemokrati i opposition, en VK-regering, der udviser synlig metaltræthed, og på trods af dydige politiske skandaler som senest Rigsrevisionens markante kritik af statsministeren for at have favoriseret privathospitaler, er Socialdemokraterne ikke til at få øje på i den politiske debat. I stedet er rollen som oppositionspolitisk terrier overladt til SF og Villy Søvndal, der dygtigt, kynisk og topstyret har formået at fastholde partiets vækst og gøre sig selv til oppositionens stemme.

Siden valgnederlaget i 2005 og Helle Thorning-Schmidts magtovertagelse som formand har Socialdemokraternes strategi været at lægge sig tæt op ad regeringen på alle væsentlige områder og håbe på, at de marginale forskelle kan gøre udslaget på dagen. Men slogans og designpolitik gør det ikke alene.

Hvis partiet vil flytte tingenes tilstand, kræver det en ideologi og strategi, der klart markerer et alternativ. En fyring af Sass Larsen ville i den forstand kun være symptombehandling, for i sidste ende er det ikke et spørgsmål om personer, men om politik. Og det standser ikke ved Henrik Sass Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Det passer ikke at socialdemokratiet ingen politik har, den er bare ikke poppet nok til at pressen vil beskæftige sig med den.
Den mangler det sensationspræget og er i sin hverdags realisme for saglig til at fungere som underholdning. Socialdemokratiet har i massevis af bud på en anderledes politik, men der er som om ingen rigtig har lyst til, at få et politisk sporskifte. Er det fordi I frygter for at skulle bidrage til fællesskabet, og tror jer sikret bag ligusterhækken? Hvorfor kamuflere denne stilletiende accept, at velfærdssamfundets afvikling, bag en ubillig fremstilling af socialdemokratiet som værende uden visioner?
At der skal strammes op ideologisk er derimod rigtignok, men der gælder for alle partierne, som der er nu aner vælgerne ikke hvor og hvad partierne står for!
PS: Personhetz skulle I overlade til Ekstra Bladet – der er de eksperter!

Oreskov har ret så langt, at når Sass Larsen er så sjældent citeret i medierne, behøver det ikke KUN at være Sass' skyld.
Og når kritik af ledelsen i S får langt mere presse end fx Søren Pinds ulækre omfavnelse af HA-manifestet, er det nok ikke KUN, fordi det ene er vigtigere end det andet ...