Leder

Undergangen?

Debat
16. juli 2009

Vidste man det ikke før, så gik det op for Vesten, at en fatwa betyder noget, da ayatollah Khomeini i 1989 udstedte en fatwa mod den britisk-pakistanske forfatter Salman Rushdie.

Derfor må man også tillægge det betydning, når der i Irans nuværende situation, hvor genvalget af præsident Mahmoud Ahmadinejad har udløst så omfattende uroligheder, som tilfældet er, dukker en ny fatwa op. Denne gang er den rettet mod Irans regering og dermed også mod den åndelige leder, Ali Khamenei. Det er storayatollah Montazeri, der står bag fatwa' en, og han er den i hele det iranske præsteskab, der nyder den højeste anseelse, sammen med storayatollah Sistani i Irak er han shiitternes højeste religiøse autoritet.

Montazeri nævner ikke direkte Khameneis navn, hvad han formentlig heller ikke ville slippe godt fra. Khamenei har magten over hæren.

I 1989 udtalte Montazeri sig både imod Khomeinis fatwa mod Rushdie - han burde fordømme bogen, ikke manden - og imod en samtidig massehenrettelse af politiske fanger i de iranske fængsler. Han fik frataget sine embeder. Også siden har han været i husarrest for sin kritik af kvindediskriminationen i Iran, hvorimod ingen har vovet at anfægte hans religiøse autoritet - heller ikke Khamenei, som i hast blev indsat som åndelig leder i stedet for Montazeri, men uden at besidde de teologiske kvalifikationer, som embedet som kræver.

Som sædvane er med fatwa' er, har storayatollahen besvaret spørgsmål. Denne gang fra en yngre teolog, Mohsen Kadivar, en af Irans vigtigste reformtænkere, som har tilbragt år i fængsel og nu underviser på Duke University i USA.

»Hvordan skal man bedømme det, hvis forudsætninger som retfærdighed, troværdighed og folkets støtte ikke længere er opfyldt, eller hvis embedets indehaver viser egenskaber, der står i modsætning til de nævnte,« spørger Kadivar.

»Så snart en af de nævnte forudsætninger ikke længere er opfyldt, fører dette nødvendigvis og umiddelbart til tabet af autoritet, og de befalinger, som udgår fra denne instans, har ikke længere nogen gyldighed - uafhængigt af om indehaveren af embedet afsættes med det samme eller ej,« svarer storayatollahen og fortsætter med at slå fast, at en sådan person må fremskaffe troværdige beviser og fornuftige argumenter for, at han ikke handler imod religionen og loven, at han beskytter menneskerettighederne, og at flertallet fortsat er loyalt over for ham.

Hvis personen forsøger at forblive i embedet med magt og bedrag, må folk finde udtryk for deres manglende anerkendelse af hans legitimitet. De må kræve hans afgang på de måder, som er mest effektive og som kræver færrest ofre.

»Dette er en almen pligt, som påhviler alle mennesker ud fra deres viden og forudsætninger, uafhængigt af deres position i samfundet, og som ingen må finde påskud til at fratage dem.«

Især de uddannede må lægge sig i selen, understreger ayatollahen. »De skal danne organisationer og partier og afholde såvel private som offentlige forsamlinger.«

Moshen Kadivar spørger dernæst, hvad der karakteriserer tyranni, og opregner selv som 'grove synder': - befaling til at dræbe uskyldige; - befaling til at straffe uskyldige med våben og terrorisere dem med magt; - frihedsberøvelse og afpresning af falske tilståelser, kort sagt de midler magthaverne har benyttet sig af under demonstrationerne. »At begå disse synder og at fremture i dem er et af de tydeligste og ubetvivlelige kendetegn ved tyranni og uretfærdighed,« fastslår Montazeri.

Skulle man stadig være i tvivl om, hvem denne fatwa retter sig imod, så citerer Montazeri til slut en sætning fra ayatollah Khomeinis fatwa over den sidste shah, Reza Pahlavi. Sammenholder man dette med det iranske folks genoptagelse af demonstrationsmetoder fra shahdømmets tid - Allahs navn råbt fra hustagene i mørket - skulle adressen være nogenlunde klar: Khamenei og Ahmadinejads regering samarbejder imod religion og retfærdighed og bør omstyrtes.

Tilsammen tegner hele fatwa'en et billede af, hvordan et demokrati bør opføre sig, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor stor betydning sådan en fatwa har. Nogle påpeger, at Montazeris indflydelse kun rækker til de sandt religiøse og reformisterne, og at det er de samme, som i 30 år har været i opposition til styret, uden at det af den grund er væltet. Hvorimod den konservative præsidentkandidat og tidligere leder af Revolutionsgarden, Mohsen Rezai, vurderer, at styret bryder sammen indefra, hvis det ikke åbner sig for ændringer.

Mest håbefuld er Süddeutsche Zeitungs skribent, der forudser, at Montazeris religiøse retfærdiggørelse af at omstyrte den iranske regering på langt sigt kan blive diktaturets dødsdom. Man kan håbe, han har ret. Så må man til den tid se, hvilke nye problemer et religiøst demokrati rejser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Farooq Rathore

Salman Rushdie er en britisk-indisk forfatter!