Leder

En epoke er slut

12. august 2009

Mandag sluttede en epoke i dansk industrihistorie, da A.P Møller Mærsk offentliggjorde sin beslutning om at lukke Danmarks sidste store værft - Odense Stålskibsværft på Fyn. Værftet har længe givet koncernen et stort underskud, og når lukningen først sker nu, kan det kun ses som et udtryk for den gamle skibsreders personlige veneration overfor dynastiet og den stolte skibsfartsnation, som naturligvis bør have mindst et stort nybygningsværft.

Men alt det er slut nu, og det er uigenkaldeligt. Dødsdommen over de danske værfter er skrevet for længst - efter i årtier at have levet med en stadig mere fantasifuld statsstøtte, betød indtrædelsen i EF's indre marked, at subsidierne blev udfaset, anpartsfinansieringen afskaffet, og at det også var slut med den gængse praksis at placere statslige skibsordre i krisetider på skift mellem de store værftsbyer.

Et for et drejede de nøglen om i Aalborg, Frederikshavn, Helsingør, Århus, Nakskov og på Refshaleøen i København. Hver gang blev tusinder sendt ud i ledighed, og byers livsgrundlag blev fjernet overnight. Lindø stod tilbage, fordi det var noget særligt - nemlig A.P. Møllers eget værft med den særlige opgave at udvikle nye skibstyper og levere højt specialiserede og mere holdbare skibe til det danske gigantrederi. For at holde omkostningerne nede i et evigt kapløb med de billige koreanske værfter blev en større og større del af skibsproduktionen automatiseret. Svejserobotter og alle mulige andre robotter overtog skibsbyggernes funktioner, men selv med den mest moderne teknologi i verden kunne Lindø-værftet ikke følge med konkurrenterne fra Østen.

Lukningen sender inklusiv underleverandører op imod 8.000 personer ud i ledighed. Arbejdsløse som næppe kan finde tilsvarende job, for de findes ikke længere. I stedet må de omskoles til andre specialer og brancher. I den nuværende økonomiske krise kommer lukningen til at stå som et symbol på, hvordan de sidste reminiscenser af industrisamfundet måtte bukke under for finanskrisen. I sidste uge flyttede MAN Diesel sin produktion fra Frederikshavn, mens slagteriet i Vojens i foråret måtte dreje nøglen om. Det, der begyndte som den nye finanskapitalismes krise endte med at suge det sidste liv ud af industrikapitalismen.

Når konjunkturerne en dag vender igen, vil beskæftigelsen atter stige - men industrivirksomheder, som producerer maskiner, containerskibe eller flæskesider, er for altid tabt for Danmark. Den aktuelle globale recession er ved at gøre rent bord, fuldende den nye globale arbejdsdeling og sende de sidste blue color jobs til fjernere himmelstrøg.

Slut med beskidte kedeldragter, hjelm, sikkerhedssko, høreværn og store marketenderier med håndbajere og otte flade fra lillemor, slut med fabriksfløjter, akkorder, stempelure og arbejdskampe. Slut med faglige fællesskaber, centrale overenskomster, klassekamp, tillidsmænd og solidaritet. Slut med kapitalister, profit, høje skorstene og en dag, som er delt mellem arbejdstid og fritid, slut med overarbejde, treholdsskift og frokostpauser.

Og farvel til svejseren, skibsbyggeren, arbejdsmanden, syersken, maskinarbejderen, mesteren, lærlingen og svenden. Farvel til svendegilder og drejebænke, samlebånd og arbejdsulykker og ensformigt monotont arbejde. Og farvel til arbejderklassen, til Munkebo og 1. maj i Fælledparken. Farvel til det kollektive og sammenhold, badeanstalter, baggårde og brunkål om søndagen. Med lukningen af Odense Stålskibsværft er der sat punktum for afvikling af en samfundsstruktur og en arbejderkultur. Og det er gået afsindigt hurtig.

Og selv om det er svært ikke at blive lidt nostalgisk over en tid, der er forbi, en epoke som aldrig kommer igen, og som børn og børnebørn kun vil kende fra museer og historiebøger, så er der kun grund til mismod, hvis det, som kommer istedet, er ringere end det, der var. Hver generation stræber efter at gøre det bedre for den næste og målt på uddannelsesniveau, sundhed og rigdom er det lykkedes til overmål. Men vi ved ikke endnu, hvad det moderne samfund og det moderne arbejdsmarked indebærer, fremtiden - og fremskridtet? - er først lige begyndt. Det postindustrielle liv er anderledes, friere og rigere, mere selvstændigt, mere fleksibelt og kræver helt andre kvalifikationer end det gamle. Vi lever længere, er raskere længere, og miljøet er renere.

Men samfundet er også langt mere individuelt og mindre rummeligt, ensomheden er større og udstødelsen langt mere definitiv. Specialiseringen, effektiviseringen og kravet om hurtig omstilling har betydet, at der ikke er plads til alle - heller ikke engang alle, der vil. Omkring en tredjedel af arbejdsstyrken er i dag parkeret i forskellige ordninger for offentlig forsørgelse. Livsstilssygdomme, stress, depression og så videre har afløst industrisamfundets fysiske nedslidning. Arbejdsskader er i dag overvejende psykiske. Den nye epoke rummer andre udfordringer, men de er ikke mindre end i de gode gamle industridage, hvor der endnu blev bygget gigantiske stålskibe af stolte mænd i kedeldragter i danske havne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Intet er hvad det har været. I stedet for at få serveret en kop kaffe trykker vi på en knap og står tilbage med et papkrus med pulverkaffe, med et billede af en kop kaffe på. Men det er flot og lækkert billede.