Leder

Hold kæft-kulturen

Debat
19. august 2009

HVAD GØR MAN som socialrådgiver, når man oplever, at loven ikke bliver overholdt, at arbejdspresset betyder, at der er overhængende risiko for omsorgssvigt af udsatte børn? Hvad gør man som universitetsansat, hvis ens frihed til at forske og ytre sig bliver begrænset? Og hvad gør man som sygeplejerske, hvis man oplever, at patienter ikke behandles, som de skal. Svaret er desværre ret klart: Man holder sin kæft.

En helt ny kultur breder sig med stor hast i den offentlige sektor i disse år. Det er den såkaldte ’hold kæft-kultur’. Og det er ikke blot nedbrydende for den enkelte samvittighedsfulde medarbejder og for de idealer, vi normalt hylder om ytringsfrihed og dialog. Det er også ødelæggende for den enkelte offentlige institution, som ikke udnytter medarbejdernes viden, lærer af sine fejl og kommer videre derfra.

FOR CIRKA ET ÅR siden offentliggjorde hovedorgansiatioenn FTF en undersøgelse foretaget blandt 2.733 offentligt ansatte – sygeplejersker, politibetjente, lærere, socialrådgivere, ansatte i skatteforvaltningerne med flere. Undersøgelsen viste, at to ud af tre havde oplevet at stå i den helt uholdbare situation, at en sag efter deres vurdering var så alvorlig, at den burde frem i offentligheden. Kun 13 procent af dem valgte at gå videre med den. En nylig undersøgelse fra Århus Kommune viste tilsvarende, at hver tredje tier af frygt for fyring. Og en stribe andre undersøgelser og rundspørger viser samme resultat. Hold kæft-kulturen er udbredt og først og fremmest et udslag af dårlig ledelse, det vidner om, at ledelsesstilen mange steder er så umoderne, hierarkisk og loyalitetsbundet, at den mere hører hjemme i industrisamfundet.

De offentlige institutioner har over de seneste årtier gennemgået en markedsgørelse, hvor elever, studerende og patienter er blevet reduceret til kunder, der efterspørger service. Et af de vigtigste nye styringsredskaber er den såkaldte benchmarking – at institutionerne konkurrerer mod hinanden, deres resultater sammenlignes, så kunderne kan vælge det sted, som byder på »best practice«.

MARKEDSGØRELSENaf de offentlige institutioner betyder derfor, at al intern kritik opfattes som illoyal og skadelig for institutionen, den rammer kolleger og kan måske i sidste ende true institutionens overlevelse. Derfor holder man hellere kæft af frygt for konsekvenserne – både de personlige og for arbejdspladsen. Men det er en uheldig udvikling. Vores alle sammens fælles skattefinansierede sektor har brug for ansatte, som tør siger stop og gøre opmærksom på urimeligheder. At der formelt er ytringsfrihed for ansatte i den offentlige sektor, og at der udsendes vejledninger, som præciserer, at ingen må afskediges som følge af offentlige ytringer, og at fagforeninger er meget opmærksomme på netop denne type sager, hjælper ikke meget, fordi problemet ligger i den kultur og de ledelsesidealer, som danner grobund for en udbredt selvcensur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her