Ikke for kønt

Millioner af afghanere stemte i går om, hvem der skal være deres næste præsident, og hvem, der skal sidde i landets 34 provinsråd. Taleban havde på forhånd truet med at angribe valgstederne og hugge fingrene af dem, der vovede at stemme. Men alt tyder på, at det trods alt er lykkedes at gennemføre valget i størstedelen af landet.

Den afghanske valgkommission har meddelt, at knap 90 procent af de 6.900 valgsteder har været åbne, og det er i sig selv en kæmpe succes, når man tager den sikkerhedsmæssige og logistiske udfordring i betragtning.

Ikke mindre end 300.000 soldater og politifolk har været udkommanderet for at beskytte valgstederne, hvoraf mange er så afsidesliggende, at stemmeurnerne er blevet bragt ud på æselryg.

Trods de omfattende sikkerhedsforanstaltninger har mindst 52 mistet livet i forbindelse med valget, heraf 21 talebanere, der blev dræbt under kampe med sikkerhedsstyrker i den nordlige by Baghlan. Angiveligt er kun ni civile blevet dræbt, og det er billigt sluppet, når man tænker på, at store dele af Afghanistan er i krig.

Hvem, der vinder valget, ved vi først om to uger, når stemmesedlerne er talt op. Meningsmålinger peger på præsident Karzai som en forholdsvis sikker vinder – ikke mindst efter at han har allieret sig med alt, hvad der kan krybe og gå af tidligere mujahedin-ledere – heriblandt Dostum, Fahim og Kahalili, som anses for at have tusindvis af uskyldige afghaneres liv på samvittigheden.

Flere af krigsherrerne har fået løfte om ministerposter, og to af dem bliver udnævnt til vicepræsidenter, hvis Karzai vinder. Dermed er en ond cirkel sluttet. Det var som bekendt mujahedin-ledere, der hjalp Vesten med at bekæmpe Sovjetunionen i 1980’erne, og det var også dem, der efter Sovjetunionens tilbagetrækning kastede landet ud i en endeløs borgerkrig, som fik afghanerne til i desperation at byde den fanatiske Taleban-bevægelse velkommen. Og det var også dem, der i 2001 hjalp USA med at smide Taleban og al-Qaeda på porten – og i farten proppede flere tusinde taleban-fanger i containere, hvor de tørstede ihjel.

Da det internationale samfund skulle genrejse landet, var alliancen med de gamle krigsherrer nødvendig, fordi USA og dets allierede havde valgt kun at bringe nogle få tusinde soldater ind i landet.

I dag, flere år og 100.000 soldater senere, holder den undskyldning ikke. Mujahedin-lederne har for de flestes vedkommende nedlagt deres militser og i stedet etableret sig som indflydelsesrige klanledere og succesfulde forretningsfolk med den legitimitet, som penge giver i fattigt land.

Det, de ikke har, er demokratisk sindelag og respekt for menneskerettighederne – to idealer, som det internationale samfund har holdt frem for sig som en besværgelse, når man har skullet forklare, hvad målet med vores tilstedeværelse i Afghanistan er. Det seneste år er vinden imidlertid vendt. Taleban har vist sig at være en væsentlig stærkere fjende end ventet, og accepten af et politisk kompromis med den middelalderlige bevægelse har bredt sig fra Kabul til København.

I dag taler ingen længere om at etablere et fuldgyldigt demokrati i Afghanistan – eller om at bringe menneskerettighedskrænkere for retten. Det anses på forhånd for håbløst, ikke mindst hvis man skal gøre sig håb om at bringe tidligere Taleban-ledere til forhandlingsbordet.

Uanset, hvem der vinder gårsdagens valg, ser den politiske fremtid i Afghanistan ikke køn ud. Til gengæld er den meget afghansk og dermed helt i tråd med det erklærede mål om at afghanisere processen.
Selv FN’s øverste repræsentant i Afghanistan, Kai Eide, vil ikke tage ord som »frie og fair« valg i sin mund.

»Det udtryk bruger jeg ikke. Målet er et valg, der er så troværdigt, at befolkningen kan acceptere resultatet,« sagde han, da Information for nylig besøgte ham i Kabul.

Og det er så her, at Karzai har sit helt store problem. Selv om han skulle vinde valget, er hans legitimitet allerede uhyre ringe blandt menige afghanere. Alliancerne med krigsforbrydere, narkobaroner og korrupte ledere over hele landet bliver den akilleshæl, som det internationale samfund kommer til at slås med de kommende år.

Hvis gårsdagens valgdeltagelse viser sig at være ekstremt lav eller valgsvindelen udbredt, vil hans legitimitet blive yderligere undergravet – og så har Taleban vundet en ny sejr.

Det er under alle omstændigheder svært at se, hvordan Karzai skal kunne genrejse tilliden til projekt Afghanistan med en flok bagstræberiske, islamistiske og korrupte krigsherrer på bagsmækken. Tidspunktet, hvor der for alvor er brug for et alternativ, nærmer sig med stormskridt. Ellers vil Taleban ende med at trække det længste strå.